Årsliste 2013 - Henrik Østergaard

I 2013 har kodeordene for Henrik Ø. blandt andet været Endless Boogie, High on Fire, Iceage, Papir, Electric Wizard, Black Sabbath, Jesu, Voivod, Puce Mary, Fabio Frizzi og meget andet.

Årets udenlandske albums:

1. Endless Boogie: ’Long Island’ – det er ikke givet, at de udgivelser, man i løbet af det forgangne år har tilbragt mest tid sammen med, også nødvendigvis er de udgivelser, der ved årets afrunding har gjort det bedst for én. I 2013 skulle årets allerbedste rockplade imidlertid vise sig netop at være i kæk symbiose med repeat-knappen, hvilket formentlig skyldes pladens overskud af musikalitet samt ikke mindst dens principielle anti-indstilling til det at skrive sange, hvilket resulterede i en pokkers slidstærk plade med en åbenhed og en coolness, man kun alt for sjældent møder på moderne rockudspil nowadays.

Amerikanske Endless Boogie er et band, der ofte får folk til at trække på smilebåndene, hvilket vel også til dels har sin berettigelse: Frontmand Paul Major aka. Top Dollar (!) er en hobo-nørd at se på, en fulderik at lytte til og synes som håndplukket fra et Robert Crumb-univers; bandets repeterende jam-sange, der sjældent udvikler sig en bjælde, men i stedet lader et hard rock guitardrevet blues-feel stå til i det uendelige, er på én gang alt for meget og så absolut alt, alt for lidt for de fleste; ja, bare bandnavnet får for fa'en én til at småklukke. Men er det den ægte rock med de ægte nosser, man er ude efter, og bliver man ikke skræmt af banale ord som ”tålmodighed” og ”indlevelsestrang”, så er ’Long Island’ et alt andet end banalt udspil at bevæge sin ind i og svede i takt med.



2. Earthless: ‘From the Ages’ – siden de udgav deres anden fuldlængde, 'Rhythms from a Cosmis Sky' (2007), for efterhånden seks lange år siden, har den californiske, instrumentale trio i Earthless smidt både en såkaldt showcase, liveudspil samt diverse splits på gaden, hvilket har være med til at holde bandetnavnet i live i undergrunden, også mens man har gået og ventet og ventet på en ny fuldlængde. I 2013 kom den så endelig og søreme om ikke den viste sig at være hvert eneste ventende time værd.

Konceptet på ’From the Ages’ adskiller sig ikke det fjerneste fra de tidligere par plader: Fortrinsvis lange improvisations-lignende (jeg tror ikke på, der er musikere, der frit kan improvisere sig frem til så stringente, perfekt-afrundede ud-og afviklinger) stykker møder lyden af Blue Cheers, Hendrix og Cream i et moderne og originalt vandfald af forfriskende, velspillede rytmer er stadig formlen. Det, der på papiret muligvis kan lyde en smule stramt, er dog alt andet end. Faktisk er Earthless et af de mest levende, mest pulserende og æggende rockbands, der overhovedet er i dag, og ’From the Ages’ er netop så herligt et udspil, fordi pladen udstråler et psykedelisk overskud af musikalsk karma, der synes kun at vil én det bedste. Som en dejlig kæreste er Earthless bandet, der både er god at tage med i bad, gå en tur med, lave mad med, knalde samt ryge en bønne med. Med ’From the Ages’ er forholdet mellem Earthless og undertegnede kun blevet dét bedre.  

3. Voivod: ‘Target Earth’ – til trods for at pladen udkom i den spæde begyndelse af 2013, og det derfor efterhånden er længe siden, man havde den roterende på konstant repeat, forbliver ’Target Earth’ et af de udspil fra i år, som det er sværest at komme uden om. Efter et par år med Jason Newsted som gæstemedlem vendte Blacky endelig tilbage i studie-line-upppen på ’Target Earth’, samtidig med at vidundertalentet, Chewy, gjorde det umulige og gik i afdøde Piggys sko med både respekt, vedkommende teknisk ekvilibritet samt ikke mindst futuristiske riff-nosser af format. 

Den kombination af jazz, metal og progressiv thrash, som altid har været Voivods genkendelige egensignatur, gik på deres 13. studiealbum til dato op i så imponerende høj en enhed, at man stadigvæk klapper i sine metalbarnlige hænder af ren og skær begejstring over Voivods vedblivende eksistens på metalscenen. Så selvom de muligvis ikke er helt på niveau med deres egen glansperiode anno ’84-’89, så er Voivod stadigvæk et af de få bands, der tager metalmusikken et sjældent originalt og tidsløst headbangende sted hen.



4. Cathedral:  ’The Last Spire’ – metalhistoriens næstmest originale doomband til dato (!) havde forinden udgivelsen af ’The Last Spire’ udmeldt, at deres 10. studieplade også ville blive deres sidste - og som forventeligt blev det et svanesang af Cathedrals sædvanlige høje standard. Det er på sin vis pokkers trist, at der ikke er flere metalhoveder, der gennem bandets 20+ år lange karriere har haft  inviteret Cathedrals særprægede musikalitet indenfor, og på den anden side er det ligesom de uskrevne betingelser for at være enestående og kommercielt afvigende.

Det kan være, at det egentlig  passer bandets forsanger og pladeselskabsmand,  Lee Dorrian, ganske fint, at han allerede nu skriver sig ind i bøgerne over betydningsfulde oversete undergrundsnave  – en paradoksal ”forgrening” af musikhistorien, som han selv har haft fokuseret kraftigt på via sit selskab, Rise Above Records. Uanset hvilke tanker, der end må ligge bag Cathedrals tilbagetrækning, sprudler deres eksisterende bagkatalog af masser af nysgerig oplagthed, klar til at blive dykket ned i. Og til det formål er bagkatalogets punktum et herligt sted at starte. 



5. Jesu: ’Everyday I Get Closer to the Light From Which I Came’ – til trods for at hans historie som musiker går noget længere tilbage, var det under aliasset Jesu, at denne skribent i 2004 første gang stiftede bekendtskab med den produktive, britiske musiker, Justin K. Broadrick. Siden da har kærlighedsforholdet til netop Jesu forblevet intakt og med denne - rundtregnet Broadricks femte studieplade under dét navn - går det mørke og det smukke hånd i hånd med både det industrial-prægede samt med de tunge, guitarbaserede riffs. Det har (endnu en gang) resulteret i en vægtig og vigtig plade, der på papiret muligvis ikke er for den menige metallytter, men som det, nå alt kommer til alt, ikke kræver andet end et sæt gode ører og en tro på musikken som sjælens mulige midlertidige frelser for at få et potentielt dybt personlig forhold til – så iørefaldende og ægte synes skidtet at være.

Som en af årets længere titler antyder, er det en udgivelse, der på mange måder er tilbageskuende. Musikalsk, da kommer det tilbageskuende til udtryk ved at vække både kompositoriske og soniske mindelser om Jesu’s storhedstid omkring udgivelsen af ’Silver’ (2006) og ’Conqueror’ (2007); Tematisk, da kommer det tilbageskuende til udtryk ved at lægge arm med eksistentielle tvivlsspørgsmål, der omhandler fortid, sorg og afmagt. Resultatet er et på én gang sørgelig og larmende monster af en plade, der skiftevis skuer én med og mod hårene.    

Årets danske udgivelser:

1. Iceage: ’You’re Nothing’ – det er ved at være et år siden, pladen udkom, men Iceages opfølger til 2011’s debutskive, bliver kun ved med at imponere. Jeg kan slet ikke slå mig selv nok i hovedet over, at man slet ikke fik bandet oplevet live i år, men til gengæld er mange af årets nattetimer blevet brugt indendørs til netop at få skamlyttet ’You’re Nothing’. Generelt set er musikaliteten blevet lige dét strammere i forhold til ’New Brigade’, uden at albummet dog på nogen måde har mistet det koncentrerede fokus på det distræte, som gør Iceage unikke. Har man nogesinde hørt/set/oplevet et dansk band bløde så meget for én, som Iceage bløder for én?



2. Synd og Skam: ’Lad Mig Falde Ind Til Dig’ – modsat den efterfølgende medsammensvorns-ep, ’Center’ - der ligeledes blev udgivet i år og som med denne fire sange-lange ep med lidt god vilje tilsammen kan siges at udgøre én fuldlængde – da var der lige dét mere musikalsk modvije og lyrisk snavs over ’Lad Mig Falde Ind Til Dig, hvilket både gjorde den til den mest vedkommende og slidstærke af de to. Dermed ikke sagt, at man ikke danser lystigt videre til ’Center’. Wauw, for et band!  

3. Papir: ‘III’ – man må skulle lede længe, hvis man skal gøre sig forhåbning om at finde et rockband, der forbinder jord og luft bedre end københavnske Papir. I en sonisk manege, der på én gang har skyerne og det jordslåede som sin scene, finder man denne efterhånden ret rutinerede trio, der har det med at spille ømt med sine muskler og levere selv sit mest hidsige materiale nænsomt. Det er fuzzed-out, det er über-psykedelisk, det er så velspillet, at det er lige til at komme i et sprudlende humør af, og det er ikke mindst noget, man endnu en gang bliver ved med at vende tilbage til igen og igen og igen. Papir er sine egne og det skal blive fantastisk at se dem overfor et internationalt publikum på den kommende Roadburn.   



4. Causa Sui: 'Euporie Ride’ – det er (heldigvis) stadigvæk bandets forkærlighed for henholdsvis stonerrock, jazz samt den mere psykedeliske spektre af sen-60’erne og 70’ernes rockmusk, der udgør det musikalske ståsted for Causa Sui. På ’Euporie Ride’ er spaden generelt dog blevet lige dét dybere, samtidig med at de på et numer som ’Mireille’ endda momentvist svæver i samme lette luftige atmosfære, som man ofte hører deres venner i Papir befinde sig i. Så til trods for at det for denne skribent sandsynligvis er de to såkaldte Pewt’r Sessions fra 2011, der står som de stærkeste kort i bandets diskografi, er ’Euporie Ride’ et rytmisk og ambitiøst og nærmest uudtømmeligt værk, der pt. kun synes at blive bedre og mere omfattende for hver nye lytning. 



5. Vår: 'No One Dances Quite Like My Brothers' – på Vårs debutalbum lægges arm med en lyd af 80'er-agtig storbymisantropi og en form for stormfulde, industrialiserede følelseslandskaber. Til trods for at den har en af årets smukkeste albumtitler, er dette en plade, som det har været svært at tilnærme sig. Måske pladens utilgængelighed hænger sammen med, at den udkom i den tidlige sommer? Det var i hvert fald som om, at dens simple, nedbarberede, reflekterede univers ligesom åbnede sig op, som efteråret og kulden sneg sig på. Først da blev dens kolde styrke en varm og helt naturlig allieret.

Årets koncerter:

1. Kraftwerk - Roskilde Festival, 07.07.2013:



2. Golden Void – Roadburn Festival, 21.04.2013:



3. High on Fire – Roadburn Festival, 20.04.2013:



4. Electric Wizard – Roadburn Festival, 19.04.2013:



5. Nazoranai - Roskilde Festival, 07.07.2013:



Af boblere kan nævnes:

Oneida – Jazzhouse, 17.03.2013:



Endless Boogie - Roadburn Festival, 20.04.2013



Special mention: Frizzi to Fulci (Fabio Frizzi paying tribute to Lucio Fulci) Union Chapel, London 31.10.2013:



Extra special mention: Ed Askew – Jazzhouse, 03.12.2013:



Bobler: Gravetemple – Roadburn Festival, 18.04.2013:



Årets opsamling:

Mute Records udgav sidst på året en tung boks med samtlige 17 krautrockende improviserende studieplader + det løse fra de tyske mindblowers Can. Bokssættet koster små 3000 kr. og for en fyr, der udelukkende kender de slidstærke udgivelser fra den første halvdel af 70'erne, er det lige for tiden en kende for peberet at gamble med gasregningen på den måde. But I'm dying to get it og det er uden tvivl den opsamling, der i år fik tænderne til at løbe mest i vand. Hør eksempelvis 'Future Days' fra '73 nedenfor og forstå hvorfor: 

Årets international navn:

Matt Pike og High On Fire. Jeg oplevede High on Fire fire gange live i år og takket være i høj grad Roadburn Festivals fokus på bandets historie, satte Matt Pike og High on Fire sig i liveregi såvel på ens tårekanaler af nostalgiske veje samt på de mest hårdtslående af koncertnæver. Matt Pike er et riffgeni uden lige og må han blive ved med at spytte nye ting ud i rigtig mange år endnu. 

Se 'Devilution' fra koncerten på Loppen: 



Årets danske navn:

- Det var noget ud over det sædvanlige at opleve Puce Marys industrielle ’Eraserhead’-inspirerede støjkaos en mandag i oktober på Stengade med alt for meget hashkage indenbords samt kun et fåtal af i øvrigt yderst spekulative publikummer i lokalet. Den sunde paranoia ville ingen ende tage og jeg kan ikke forestille mig, at jeg nogensinde vil glemme de farver, der i én kamptrækkende hidsig strøm brusede fra Frederikke Hoffmeiers musik og udover tilhørerne denne aften. Hovednavnet for aftenen, Destruction Unit, husker man ikke meget af, men oplevelsen med Puce Mary står stadigvæk foruroligende klart. Hvad fanden havde hun egentlig gang i!? Måske det alligevel ikke står helt klart for mig, men det gjorde i hvert fald både ondt og godt, og derfor indtager hun denne plads. Nu ser jeg frem til forhåbentlig snart at få lyttet til hendes plade, ’Success’, der også er udkommet i år.

Aftenen på Stengade har sandsynligvis mindet om det her:

Årets international hit:

Uncle Acid and the Deadbeats: 'Mind Crawler'.



Årets danske hit:

Iceage: 'Morals'.



Årets genfunde klassiker:



Årets DVD/BLU-RAY:

– Death er muligvis verdens bedste bands, som verden aldrig har hørt om. Nu er der sikkert mange Devilution-hoveder, der tænker, "åndsamøbe". Death har i dette tilfælde imidlertid intet at gøre med hverken Chuck Schuldiner eller dødsmetal. Death er for en stund i stedet synonym med tre mørke brødre fra Detroit, der spillede prototypisk punk, selv før der var noget, der hed The Ramones. Denne helt udmærkede dokumentarfilm er netop med til at skære vigtigheden af dette 70'er-punkband ud i musikalsk pap for én, hvilket i sig gør den uomgængelig og til et must-see – så sublim er den ene plade virkelig, som bandet nåede at indspille i '74, inden de gik i opløsning (og som lå gemt på et støvet loft indtil 2009, hvor den endelig blev udgivet på Drag City Records!). Se filmen og lad bagefter musikken tage dig med storm.



Årets nye internationale navn:

Psicomagia.

Purson skal ligeledes nævnes.



Årets nye danske navn:

Spost.

- De udgav en 7" i '11 og man oplevede dem live i '12, men for denne skribent var de stadigvæk nye i '13, hvor de udgav den udfordrende og æggende ep, 'Manio-Døs'. 

Årets comeback:

– Man har ikke mindst Tony Iommi at takke for, at det var en overraskende og morsom fornøjelse at opleve Black Sabbath i Forum. Forventningerne var ærligt talt på alle måder i bund og var det ikke fordi en awesome kammerat over en bajer på McKluud i absolut sidste øjeblik skaffede fattigrøven en billet til sølle 200 kr. var man sgu ikke engang dukket op. Men for satan, hvor jeg skylder ham én, som man bogstaveligt talt gik derfra med en dejlig lang næse og en hånd, der var totalt smadret af alt det luftguitarspil. 



Årets optur:

- Til trods for at man har været fast mand på Roskilde i efterhånden en hel del år, blev 2013 det første år siden år 2000, hvor man rent faktisk også blev en decideret festivalgænger med overnatning i telt. Hvor man som en forfinet skiderik de sidste mange år har pendlet mellem Roskilde og ens lejlighed i København, netop for at undgå at skulle sove i skidtet, blev man denne gang hængende og tog morgenmågerne over teltpladsen med, hvilket sandsynligvis har gjort sit til at det blev den bedste Roskilde Festival nogensinde for undertegnede.  

Årets største skuffelse:

- Soundgarden i Forum var virkelig sløjt. 

- Man skulle ikke tro, at det var muligt, at kæde 'skuffelse' sammen med Lou Reed, men hans for tidlige død gjorde pokkers ondt, som musikverdenen mistede et af de ben, der for alvor fik den til at stå stolt og rank.  

Det glæder jeg mig mest til i 2014:

Goblin på Roadburn. 



Tangerine Dream i Tivolis Koncertsal.