Døden som straf og belønning
Windhands Dorthia Cottrell ser på de mørke sider af det solbeskinnede syd på ny soloplade.
2. Harvester
3. Black Canyon
4. Family Annihilator
5. Effigy at the Gates of Ur
6. Midnight Boy
7. Hell in My Water
8. Take up Serpents
9. For Alicia
10. Eat What I Kill
11. Death is the Reward for Love
De fleste kender nok Dorthia Cottrell bedst som forsanger i Windhand. Det virginiabaserede doom-band er ikke noget, vi har haft for vane at rose her på magasinet, omend det har været før undertegnedes tid. Der har, for mig, altid været noget både smukt og sjæleknusende håbløst ved den harmoniske trasken ind i ensomhed og tristesse. Som var det soundtracket til Atreyus – personen, ikke bandet – vandring gennem Sørgmodighedens Sumpe, efter at hans trofaste ven Artax er forsvundet i mudderet, føles Windhand som tungt dynd, der truer med at beholde ikke blot støvler, men fod, ben, liv og sjæl. Og det er pænt fedt, faktisk.
Men siden 2015 har frontperson for sydstatsdoomernes Dorthia Cottrell været aktiv som solokunstner, og hvis omverdenen havde nogen som helst forståelse for andet end egen næsetip, ville hun været at finde på plakaterne til ikke blot knap overståede Roadburn (Seriøst, tal lige om en brøler af en manglende booking), men også på Roskilde Festival, Northside og andre steder, hvor folk, der kan lide Lana Del Rey, Ethel Cain og Chelsea Wolfe mødes.
For det er der vi er. Bare lidt bedre. Det mest oplagte er at sammenligne hende med nyeste skud på stammen, Ethel Cain. Cain, der som vi nævnte i vores omtale af bookingen på Roskilde, fungerer noget bedre på det æstetiske plan end på hendes nuværende musikalske ditto, tapper ned i præcis samme strømning af mørk americana, der efterhånden har haft lidt af en stigende stjerne på musikscenen i nogle år. Før hun blev meget populær, indspillede hun to demoer, der udover at vise præcis hvor mørkt det kan stå til i den amerikanske syd bag al dens æbletærte og familieværdier, også bar præg af dette snigende mørke i deres lydbilleder. Produktion var rå og skyggerne lange, og hvis man sætter mere pris på denne Flannery O’Connorske gotik, er ‘Death Folk Country’ i den grad noget, man skal dykke ned i. Det fortæller titlen i øvrigt også ganske rammende.
Dødscountry og uhygge
Den opmærksomme læser vil nok have bemærket, at vi ikke taler om hverken knusende riffs eller tunge trommer, og det er ganske rigtigt. Det her er country eller folk-musik, og det skal man nok lige være indstillet på, så man ikke banker på døren og håber en zombificeret Ronnie Van Zant åbner med en elguitar i hånden. Der er ro på, og du skal se i retning af Gillian Welch – countrymusikkens ubestridte konge m/k/nb – The Handsome Family eller Emma Ruth Rundle, for at forstå den musikalske retning.
Det er blidt og mildt, og den uhyggelige stemning er både underforstået og underspillet. Det kræver, at du kan sætte dig ned og reflektere over den ondskab, mennesker udfører mod hinanden. Der er mere True Detective end Texas Chainsaw Massacre over det.
Det er der dog også i rigt mål.
Det eneste sted, hvor det bliver lidt rock’n’rollet er sjovt nok også pladens svageste nummer. Som vores anmelder tilbage i 2017 påpegede om Windhand, er det stemningen, der fungerer. Ikke riffsene. Det samme gør sig gældende for Cottrell solo. Hvis man kan lide sig en gang rockabilly, kan det være, det spiller for en, men det er ikke noget vi kan prale af her. Det er dog ikke dårligt, da resten af pladen holder et fremragende højt niveau. Opfølgeren ‘Hell in My Water’ fører os tilbage på sporet og trækker bluesen ind i folken på tristeste vis, hvilket er noget vi sætter pris på. Oden til afhængighed, der holder appalachierne og en stor del af sydstaterne i et jerngreb er mørk og smertelig. Det er ikke svært at sætte sig i den unge Cottrells sted, og på den måde er det forbilledlig for lyrikken på pladen.
Den eneste goth i landsbyen
‘Death Folk Country’ handler om opvæksten i King George, Virginia, hvor Cottrell voksede op i et selvbygget hus bag en dør af krydsfiner med en krog som håndtag. Hvor rygterne rejste hurtigt og hvor det at skille sig ud blev opfattet som selvhøjtidelighed eller vigtelse.
Det er ikke meget forskelligt fra Sandemoses beskrivelse af den fiktive by Jante, og danskere, særligt dem, der er vokset op med at vente længe på bussen, bør kunne spejle sig i det.
Udover naturligvis den snævertsynede moralisme, bygger en stor del af identiteten i King George på evangelisk eller “karismatisk” kristendom, hvor tungetale og flagren med slanger er en del af kirkegangen, ligesom King Woman beskrev det i 2021.
Det er den verden Cottrell har bevæget sig længere og længere fra, i kraft af voksenlivets frihed, men som stadig præger hende og som også er det, hun ser tilbage på, når hun tænker på sin barndom. ‘Death Folk Country’ er pladens titel, men det er også både lyden af den musik, hun spiller, og den stemning, hendes ophav indebærer.
Som hun beskriver, er det lyden af frygt, mistro, lurende ondskab, der kommer af mistænksomhed og selvretfærdighed og ikke mindst angsten for at komme på den forkerte side af folkestemningen. Et væld af litteratur-, film- og musikreferencer kunne hives frem for at forklare, hvilken stemning man kan forvente sig af denne plade, (Disse kan i øvrigt rekvireres, såfremt det skulle ønskes) men det grundlæggende kan opsummeres i pladens første og sidste sangtitler. Døden som straf for kærlighed og som belønning for samme. De afspejler henholdsvis første nummer, ‘Harvester’, der handler om skabelse og begyndelse og højdepunktet ‘Eat What I Kill’, der peger mod død, og på den måde opsummeres ambivalensen, der ligger så dybt i mange af Sydens stolte sønner, døtre og børn.