Revival og nytænkning
Drain serverer crossover-hardcore direkte ud af det solbeskinnede Californien.
2. FTS (KYS)
3. Devil's Itch
4. Evil Finds Light
5. Imposter
6. Intermission (feat. Shakewell)
7. Weight Of The World
8. Watch You Burn
9. Good Good Things
10. Living Proof
Drain har udgivet deres nyeste plade – ‘Living Proof’ – til en stærk modtagelse, og det med god grund. For det er en plade, der på en og samme tid er moderne og klassisk og trækker tråde tilbage til 80’ernes skateboards og slåskampe, og som deler sin kærlighed mellem både punken og thrashen. Til god effekt.
Noget af det første man lægger mærke til, er forsanger Sammy Ciaramitaro, hvis vrængende og spyttende vokal nærmest minder om salig Chuck Schuldiner, hvis han altså havde været lidt mindre dødsintellektuel og i stedet havde hengivet sig til pizza- og bajer-thrash. Det er fedt, og når vi får vores første “blegh” i åbneren, må man overgive sig. Det her er hardcore, der kender sine rødder.
Bemærk c-stykket i ‘FTS (KYS)’, hvor man virkelig bemærker ligheden med Death-frontmanden. Man skulle ikke tro, det ville være en oplagt parallel, men det er det i den grad. “Bleghs”, “echs” og sjusket artikulation krydret med sporadiske dødsvokaler giver stemmen, der ligger ret langt fremme i mixet, lige præcis den variation, vi har brug for.
Det samme kan siges om de chuggende guitarer, der nærmest lyder af sirener og motorvej, som var vi midt i OJ Simpson-sagen endnu engang. ‘Living Proof’ er skrevet med stor kærlighed til det, der kom før, men blander tingene på en ny måde. Funk-bassen på ‘Devil’s Itch’, minder vel nærmest kun om Bad Brains, men viser hvor stor en rolle, en bas rent faktisk kan spille, når den ikke bare er underlægning for “det vigtige”, men er med i sangskrivningen. Samtidig giver AJ Hoenings kompetente fire-strengs-wrangling plads til, at guitarist Cody Chavez (hvis noget navn skulle være halvfemseragtigt, er det virkelig dette!) kan få lov at lege og spille sjove, thrash metal licks og hans signaturswoops, der tilføjer musikken en vis dynamik.
Det hele er dog ikke revival, men også i den grad 2023. ‘Intermission (feat. Shakewell) byder på reel, moderne hiphop, der sammen med den chuggende bas giver et bud på, hvad rap metal kunne være i dag. Shakewell er en fremragende rapper i sig selv, men over Hoenings bund, giver det perfekt mening, også selvom det kommer midt i en hardcoreplade.
Hip-hop-indflydelsen fortsætter på ‘Weight of the World’, der giver en homage til Beastie Boys i sit flow og i Ciaramitaros staccato-agtige vokallevering.
Drain har en sjov balance mellem det virtuose og det dilletantiske, musikskoletrommerne i starten ‘FTS (KYS)’ er et fremragende eksempel. Men det er et act, for trommeslager Tim Flegal lader til at have en strålende forståelse for, hvad hver enkelt track har brug for, og selvom det naturligvis er Chavez, der springer mest frem, som leadguitarister har for vane at gøre, er det helt tydeligt at mærke, at Flegal og Hoening er dem, der reelt konstruerer musikken i Drain.
Et af de tungeste numre, ‘Watch You Burn’, går direkte over i den største overraskelse ‘Living Proof’ byder på. Et cover af The Descendents’ ‘Good Good Things’ fra 1985. Et markant stilskifte i alle henseender, men som viser, at Drain er i stand til at spille det, der er passende. Det er spændende at høre Ciaramitaros stemme lyde helt anderledes, men lige så fedt er det at gå over i afslutningsnummeret ‘Living Proof’, for så at blive forsikret om, at stilskiftet er midlertidigt, og at Drain er Drain.