Ekvilibristisk 80'er-thrash
Populær
Gendannede Dream Death leverede en sjælden europæisk optræden, der modsat torsdagens koncert med Penance havde det punch, der skulle til for at holde nakkemusklerne og luftguitaren kørende.
Dream Death blev dannet i Pittsburgh i ’85 og fik angiveligt ret meget undergrundsmedvind med både tidligere demobånd samt med deres debutalbum, ’Journey Into Mystery’ fra ’87, der sidenhen er blevet et overset værk i 80’ernes metalhistorie. Overset, fordi det er en ganske innovativ og ondskabsfuld plade, der af bizarre musikalske omveje synes at forene doom metal med såvel death- som thrash-elementer, og overset – eller glemt om man vil – sandsynligvis fordi bandet stoppede med at spille efter denne ene plade. Sidenhen har et par af eks-medlemmerne i Dream Death haft dannet doom-bandet Penance, der også spillede på årets Roadburn og som har smidt en håndfuld udgivelser på gaden siden start-90’erne. Men nu er Dream Death altså blevet genforenet og har tilmed et nyt album på gaden, ’Somnium Excessum’.
The Electric Acid Orgy
Dream Death var første navn på plakaten for fredagens The Electric Acid Orgy, der var dette års navn for festivalens tilbagevendende kurator-line up, som Roadburn i år havde fået Jus Oborn fra Electric Wizard til at stykke sammen. Og det giver mening, at Oborn vælger Dream Death til sit musikalske orgie. Hører man DD-skæringer som eksempelvis ’Back from the Dead’ og ’The Elder Race’ vil man vide hvorfor, eftersom begge har en række tydelige kendetræk, der netop går igen hos Electric Wizard. Hatten af for Oborn for at omfavne så tydelig en indflydelse som disse fire amerikanere.
God stil på spaden
Forsanger, guitarist og Trent Reznor-lookalike, Brian Lawrence, har en særlig vokal, der blander hard core-elemnter med en snert af Tom Araya, som denne skribent er meget, meget imponeret over. På de 25 år gamle studieindspilninger lyder hans vokal imponerende, i livesammenhæng anno 2013 lyder han omtrent endnu bedre. Derudover dyrker han en cool stil på sin guitar, som han holder ret højt og stramt ind til kroppen.
Igen må Terry Weston desuden fremhæves, som han også bliver det i anmeldelsen af koncerten med Penance. Rent udtryksmæssigt skal man lede længe efter en mere ydmyg og tilbagetrukket guitarist end Weston, men det var umuligt ikke at blive revet med af hans klassiske spil. Den opprioritering af off-time-rytmer, som karakteriserer mange af Dream Deaths numre, formåede de det meste af tiden at ramme på imponerende vis.
Det var dog også manglen på lidt større armbevægelser, der gjorde koncerten en lille smule lang i det, og de nye numre havde ikke helt samme skalle som de ældre. Men overordnet set leverede Dream Death en ganske blændende koncert, som Roadburn skal være stolte over at have haft på årets program.