Dunkelt tysk triumvirat

Ud i naturen, gennem drømmen og hjem til teknikken med de tre tyske bands Empyrium, Dornenreich og Eisbrecher. Det er en tur i skoven med ”A Retrospektive” og en tur ned i mindernes dal med naturromantikerne Empyrium. Bandet udgav sit definitivt sidste album i 2002, men pladeselskabet syntes åbenbart, at bandet skulle hyldes med en opsamling bestående af remasterede sange fra bandets fire studiealbums, to ikke-tidligere udgivne numre, samt en genindspilning af ”The Franconian Woods…”
Det er en tur i skoven med ”A Retrospektive” og en tur ned i mindernes dal med naturromantikerne Empyrium. Bandet udgav sit definitivt sidste album i 2002, men pladeselskabet syntes åbenbart, at bandet skulle hyldes med en opsamling bestående af remasterede sange fra bandets fire studiealbums, to ikke-tidligere udgivne numre, samt en genindspilning af ”The Franconian Woods…”

Da det er undertegnedes første møde med tyskerne, er det svært at sige om pladen indeholder noget, der berettiger dens udgivelse for en inkarneret fan. De 13 sange er ret forskellige. Der er gothic à la Beseech, gothic med lidt black som Blazing Eternity leverede det først i deres karriere. Men først og fremmest minder den dominerende brug af spansk guitar, fløjte, snakken og den indlagte lydkulisse af blæst og rusken i skovens træer om Ulvers ”Kveldssanger”.

Albummet er godt og stemningsfuldt og i kraft af at numrene spænder over en periode på syv år, er variationen bestemt til at finde. Tænd et lys en mørk vinternat og lad dig glide drømmende ind i naturens mystik omsat til stille musik.

Dornenreich – "Durch Den Traum" (Prophecy/VME)

Dornenreich spiller lidt på de samme mørke følelser som Empyrium. Mens Empyrium alligevel spiller smukt, er Dornenreich lydbilledet til et mareridt, selvom lidt akustisk guitar af og til tager lidt af det dystre. Albummet er omgivet af mystik, og de tysksprogede sange er navngivet ”I” til ”VIII” og lægger dermed op til at lytteren hører efter og lever sig ind i drømmen.

Det er black metal, neofolk og ambiente toner, der kommer ud af det 50 minutter lange album. Der er mange gode tendenser, men alligevel keder det her album lidt i længden. Til de hurtigere numre, der vækker én af døsen, er produktionen ikke helt passende. Det er en minimalistisk produktion, der virker bedst i de helt stille hjørner af musikken, hvor mørket sænker sig over lytteren.

Karakter (på 13-skalaen): 8


Eisbrecher – "Antikörper" (AFM Records/Target)

Helt anderledes står det til med Eisbrecher, der tager afsæt i teknikken og ikke i naturen. Elektronisk moderne rock, der godt kan lyde som nyere Paradise Lost i en lidt mere poppet version mixet med lidt Samael (anno ”Reign of Light”) og Rammstein. ”Ohne Dich” og ”Vergeissmeinnicht” er ørehængere og meget velegnet til selv kommerciel radio.

Det er tungt og primært i midtempo, hvor keyboardet bærer melodien mens stortrommen monotont ofte markerer hvert taktslag og fastholder de ofte dansable rytmer. Eisbrecher har bedst held med det mere poppede og iørefaldende, for når de med ”Adrenalin” og ”Phosphor” sætter tempoet lidt op og lægger keyboardet i baggrunden og skruer bissen på vokalen, minder det uheldigt meget om Rammsteins nyere materiale.

Albummet har allerede klaret sig helt fint på den hjemlige chart, og det er da egentlig forståeligt, for det har sin charme, men det vipper nok ikke Rammstein af pinden lige foreløbig.

Karakter (på 13-skalaen): 9