Technofest med modifikationer
Enter Shikari var forud for koncerten i Pumpehuset på skribentens liste over livebands, man skal se, inden man dør. Vurderingen var dog ikke den samme bagefter.
The Sights
Step Up
Labyrinth
Arguing with Thermometers
Rabble Rouser
Halcyon
Hectic (akustisk)
Gap in the Fence
Shinrin-Yoku
The Revolt of the Atoms
Gandhi Mate, Gandhi (Medley)
Mothership (Medley)
Insomnia (cover, Faithless) (Medley)
Havoc B (Medley)
Airfield
Undercover Agents
No Sleep Tonight
Stop the Clocks
Quick Fire
Sorry, You're Not a Winner (Medley)
The Last Garrison (Medley)
...Meltdown (Medley)
Anaesthetist
Encore:
Rat Race
Live Outside
Det er søndag, men alligevel er invitationen til årets sidste rock-fest ikke gået den danske fanbase forbi: Enter Shikari har alligevel trukket et fint fremmøde i Pumpehusets store sal, allerede da opvarmeren Milk Teeth starter showet. Festen udebliver dog her i første halvdel af aftenens program. Trioens lyd er mildest talt presset og fremstår særligt tynd oppe forrest. Det skal siges til lydmandens forsvar, at lyden er en smule bedre længere nede i salen. Becky Blomfield på vokal og bas har en vidunderlig stemme – men hendes engagement er tydeligt mærket af sygdom, som trommeslager Oli Holbrook også på et tidspunkt tager mikrofonen for at fortælle.
Holbrook selv forsøger af flere omgange at sætte gang i publikum ved at stille sig op og kalde på tilråb fra den tømmermændsramte skare. De fleste af bandets numre bæres af Blomfields grungy stemme og energi. Når guitarist Em Foster blander sig med vokaler, er nogle spændende harmonier, og man tager sig selv i at ønske, at Foster faktisk tog del i flere sange. ’Fight Skirt’ bryder lidt med den generelle grunge-punk lyd med lidt hurtigere tempo og mere metal-smagende vokaler fra Foster. Det mærker dog showet, at medlemmerne af bandet tydeligvis ikke er på samme energiniveau – hvilket også i starten kommer til udtryk i decideret asynkront samspil. Det er langt fra en "tight" aften fra Milk Teeth, og de får næppe skaffet sig nye fans med indsatsen.
Trods en lidt sløj start i form af supporten, er der ingen usikkerhed at spore i Rou Reynolds når han stilsikkert indtager scenen med resten af bandet til tonerne af ’The Spark’ og publikum svarer igen med en helt anden entusiasme end man kunne spore under Milk Teeths pressede set. Der åbner sig uden tøven et større pit op og imens der danses som om det var en lørdag aften, kommer omkvædets "oh oh oh"-kor klokkeklart fra publikum på taktslaget under ’The Sights’. Der breder sig et smil på de flestes ansigter, og det er ærligt talt svært ikke at blive smittet af stemningen i salen. Festen fortsættes med ’Step Up’ fra albummet ’Common Dreads’, der fylder 10 år næste år, samt ’Labyrinth’ fra ’Take to the Skies’.
Med et par Enter Shikari shows i bagagen undrer det måske undertegnede lidt, at vi skal vente helt til ’Arguing with Thermometers’, før vi ser den første crowdsurfer og den første circlepit. Den er mildest talt også lidt udfordret af, at crowden ikke har helt styr på breakdownsne i ’Rabble Rouser’, hvilket medfører at et par antiklimatiske cirkel-starter. En fan påtager sig dog ansvaret for at dirigere næste forsøg, og derefter er succesraten væsentligt højere. Bandet er til gengæld væsentlig mindre engagerede, end de plejer. Reynolds er sit vanlige selv og danser rundt i sin egen verden, men Chris Batten er den eneste af instrumentalisterne, der hopper rundt – han tager senere også en surftur – inklusiv guitar. Men vi er slet ikke på niveau med bandets vanvittige show i Lille Vega i 2010, hvor bandet bogstavelig talt "bouncede off the walls" og hovedkulds ind i crowden. Jojo, der er da også gået et stykke tid siden da, og man bliver jo også ældre. Men for at være ærlig, så bærer publikum størstedelen af energiniveauet i salen.
Selvsamme niveau daler da også midtvejs i showet under ’Halcyon’, en semi-akustisk udgave af ’Hectic’ hvor Reynolds selv spiller interluden på trompet og ’Gap in the Fence’. Det hjælper dog med ’Shinrin-Yoku’ og ’The Revolt of the Atoms’ fra ’The Spark’ fra 2017, der er mere elektroniske. Det er dog en kæmpe skuffelse at den stærkt politiske ’Gandhi Mate, Gandhi’ forkortes og sammensættes i et medley med ’Mothership’, den upbeat del af Faithless’ ’Insomnia’ og ’Havoc B’. På den måde er nogen af bandets bedste skæringer overstået på ganske få minutter.
Som rockband har man normalt kun ét skud i bøssen til at spille en mere stille sang, uden af sættet helt mister pusten. Her vælger bandet ’Airfield’ fra ’The Spark’, der da også er en udmærket sang. Men ville jeg hellere have hørt en ældre sang som ’Stalemate’? Jeps. Generelt forstår man jo, at bands gerne vil spille noget af deres nyere musik, som de måske ikke har gennemtæsket titusind gange – men det bliver altså lige til en ølpause imens bandet spiller ’Undercover Agents’, ’Stop the Clocks’ og ’Quickfire’. Herefter får vi endnu engang et medley af sange man gerne ville have hørt i sin fulde længde, blandt andet storhittet ’Sorry, You’re Not a Winner’ som vi kun får første vers og et omkvæd fra, ’…Meltdown’ og ’Anaesthetist’.
Som encore får vi ’Rat Race’ hvor bandet ellers på touren har spillet ’Juggernauts’. Lidt trist, da begge numre sådan set er udmærkede og de snildt havde kunnet spille begge, nu hvor så meget tid er barberet af bandets store sange i medley-konstellationen. Der sluttes af med ’Live Outside’ der også modtages fint af publikum. Det er dog svært ikke at stå tilbage og føle sig lidt snydt af bandet, der generelt har brugt en masse tid på nye sange på bekostning af de favoritter, folk jo er kommet for at høre. Samtidigt lader det til, at bandet ikke længere har energi til at komme op i det samme gear som for ti år siden – eller også er det netop sange som ’Sorry, You’re Not a Winner’, ’Gandhi Mate, Gandhi’ eller ’Juggernauts’ der i virkeligheden indeholdt festen i gamle dage. Indsatsen er ikke på nogen måde under det niveau, der generelt leveres. Bevares, de fleste bands drømmer kun om at levere bare halvdelen af hvad Enter Shikari lykkes med i aften. Men hvor jeg tidligere ville placere bandet på min top ti over livebands, man skal se, inden man dør – så må pladsen desværre nok overlades til nogen andre. Den transcenderende, bevidsthedsudvidende og grænseoverskridende koncertoplevelse jeg havde i 2010 er i hvert fald på ingen måde overgået i aften.
Note: Bandet frabad sig i sidste øjeblik andre fotografer end deres egen.