Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell ‘19: De triste sidste

Updated
LRM_EXPORT_860958288281971_20190621_011242960
_B2A7621 copy
_B2A7617 copy
_R7A0259 copy
_R7A0293 copy
_R7A0286 copy
_R7A0323 copy

Som torsdagen åbnede på Pandæmonium med Konvent, således endte den: Doomed. Fiend kæmpede med et lille, træt publikum og deres eget materiale, men endte med at bære den hjem.

Kunstner
Dato
20-06-2019
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Karakter
2

Jeg kan godt huske Senser. Jeg kan huske, at jeg vist nok godt kunne lide deres debutplade i midten af 90’erne. I hvert fald singlen. Men jeg kan ikke huske en lyd af pladen eller singlen, intet som helst. Bare at de ramte en lyd, der var ny på det tidspunkt, og at man var taknemmelig for dem, fordi der endnu ikke var så mange andre, der lød sådan. Man havde i hvert fald ikke opdaget dem endnu, ikke fundet ud af, at hvis det endelig skulle være, var der en del andet rapmetal – var det ikke rapmetal, de spillede? – med elektroniske elementer, der var bedre end det her.

Senser var på godt og – mest – ondt er band af deres tid. Det samme kan med nogen ret siges om Fiend, som er sangeren Heitham Al-Sayeds seneste band. Markedsført på at være ham fra Sensers nye band, som om det skulle være en anbefaling. Ikke markedsført på at have guitaristen fra Treponem Pal med, selvom det ellers ville give lidt mere cred. Bare noget som helst, der kunne adskille dem fra alle andre bands, der lyder som dem, fordi Heitham Al-Sayed og hans aldrende kumpaner stadig halser efter deres samtid. Det er en uundgåelig tanke: I midten af 90’erne var rapmetal the shit, i starten af 10’erne var doom det, så nu er det den genre, det gælder.

Og Fiend lyder fuldstændig, som strømmen af doombands for ti år siden lød. Råbevokal, Black Sabbath-riffs, den tungeste tunge bund. Som det er hørt så uendeligt mange gange før. Det er heller ikke, fordi der er mange, der har ladet sig lokke over på Pandæmonium her efter midnat. Tool har lige spillet en koncert, der har suget alle kræfter ud af festivalpublikummet – om det så var, fordi de blev vrede over at kede sig eller gik i trance over at se dem igen; udmattede er de. Og hvis der alligevel skulle være nogle, der havde behov for et sidste skud tråd, inden de går hjem, så leverer Vltimas en langt mere indbydende gang professionel dødsmetal på Hades samtidig med Fiend.

Så der står ikke meget mere end nogle få hundrede stykker og skutter sig mod nattekulden foran Pandæmonium. Det er hårde odds for et ukendt band. Specielt når man ikke har mere at byde på, end Fiend har. Men måske er det netop det her, publikum har brug for nu. Noget ukompliceret og trygt. I løbet af koncerten virker det i hvert fald, som om der bliver en slags mening med Fiend. De er med på Tools Europaturné, og et par gange i løbet af koncerten dukker der nogle toner op, der leder tankerne hen på det, Tool lige har stået og nørklet med ovre på Helviti. Det bliver ført over i Sabbath-riffs, og på den måde bygger det faktisk bro mellem den halvgamle nye metal og den oprindelige metal, der har været på mode igen. Det er, som om det minder publikum om, hvor det hele kommer fra.

Og det er der faktisk ikke noget forgjort i overhovedet. Nogle gange er det bare en gedigen gang retro-doom metal, man har brug for. Den opgave løfter Fiend så nogenlunde. Man kunne selvfølgelig godt ønske sig noget bedre. Men spørgsmålet er, om nogen i publikum overhovedet ville have haft overskud til at værdsætte det på dette tidspunkt af aftenen, efter dén koncert på hovedscenen. 

Om 25 år er jeg ikke sikker på, at jeg vil kunne huske, at jeg engang har været til en koncert med Fiend, sådan som jeg stadig kan huske, at jeg engang hørte Senser. Men jeg vil til gengæld sandsynligvis bedre kunne holde ud at høre Fiend til den tid end Senser. Så evigggyldig er deres genre trods alt, modeluner til trods.