Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Nu-metallens kedelige afløser

Updated
Nu-metallens kedelige afløser
Kald det emo-metal eller pop-thrash, men Fightstar er blot endnu et kedeligt band, som alle de andre, mener Mathias Nielsen. Efterhånden er genren emo-metal, pop-thrash (eller hvad man nu har lyst til at kalde den!) næsten indtaget samme rolle, som nu-metal havde for et par år siden. Altså den rolle, hvor de store pladeselskaber begynder at signe disse bands, og kaste millioner af promotionpenge efter dem, blot fordi de lyder nøjagtig ligesom alle de andre populære bands gør for tiden.

Det er stadigvæk Trivium, der suverænt fører blandt alle disse unge bands, fordi de ikke falder til patten, og bliver alt for kvalmt melodiske. Bullet for My Valentine (BFMV) gav sidste år deres bud på et nyt stort af denne slags bands, uden dog at slippe specielt heldigt fra det (siden da har de begået en ordentlig karrieredræber i USA, da de efter en yderst klodset bagtale udført af BFMV’s forsanger, blev smidt af Rob Zombies tour).

Lad os bare lade være med at bruge tid på, at Fighstar har Charlie Simpson med en vammel fortid i poprædslen Busted med som forsanger; det kan IKKE høres, selvom han dog på ingen måde er udstyret med et banebrydende talent.

Hvad man får serveret er et pseudointellektuelt og overambitiøst debutkonceptalbum (et af den slags, hvor sangene er delt op i Part I og II, og hvor coverartworket ligner noget, et progressivt rockband har udgivet) Og det er nok her, Fightstar falder igennem. De har nemlig overhovedet ikke sangene til at bakke deres storstilede koncept op.

Bandet står lidt og vakler; er det er metal, pop eller måske nu-metal, vi skal spille? Det munder mest af alt ud i navlepilleri, og så kan man jo altid redde en sang hjem ved at kaste et melodisk ”Deftonesk” omkvæd ind, så det gør Fightstar da bare i hver eneste sang!

Der er intet nyt at komme efter. Men selvom indholdet ikke er noget at skrive hjem om, så er det pakket ind i guldpapir, og den flotte produktion redder albummet en ekstra karakter hjem. Fightstar skal også nok finde sit publikum blandt dem, der bare ønsker mere af det samme… De var der jo til at købe nu-metal, og mon ikke de stadig er her, selvom genren er lidt anderledes?

Men nu må overfloden af disse bands snart høre op. Warner har lige vist vejen ved at tegne kontrakt med Mastodon. Hvad med High on Fire på Universal?

Kunstner
Titel
Grand Unification
Label
Distributør
Karakter
2