Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Gribende

Populær
Updated
Gribende
Gribende
Gribende
Gribende
Gribende
Gribende
Gribende
Gribende

Dét ord dækker hele den mere end to timer lange, fantastiske og intense koncertoplevelse i Amager Bio med den forhenværende Marillion-sanger Fish.

Kunstner
Spillested
Dato
21-10-2014
Trackliste
Perfume River
Feast Of Consequences
Manchmal
Arc Of The Curve
High Wood
Crusifix Corner
The Gathering
Thistle Alley
The Leaving
Slàinte Mhath
Vigil
Big Wedge
Bitter Suite/Windswept Thumb
Heart Of Lothian

Ekstra 1:
Incubus

Ekstra 2:
Blind To The Beautiful
The Company
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

Den mand – manden, der hedder Derek og kalder sig Fish - har om nogen været med til at præge den 18-årige knægt, der forlod lejren og kammeraterne tidligt fredag aften på Roskilde Festival i 1983.

Han skulle se et band, der kaldte sig Marillion. Det var før internet, Youtube, WiMP og andre gode musikalske researchredskaber. Det var før MTV. Så ny musik skulle tjekkes ud face-to-face.

De dér Marillion skulle tjekkes ud, fordi de havde et vildt heavy navn. Ikke af nogen anden grund. Ungersvenden var nemlig lidt af en nysgerrig NWOBHM’er og savnede i dén grad noget heavy på et program, hvis mest distortede indslag var guitaristen Mikkel Nordsø i Sneakers. Og et program, der ellers var domineret af Simple Minds, Echo & The Bunnymen og 10 CC (stor koncert, i øvrigt).

Lejr og kammerater var efterladt, hurtigt glemt, og den nysgerrige ungersvend fik sig et ’Roskilde Moment’, der side om side med Van Halen i 1995 og Metallica i 2003 står som nogle af de største, fineste liveoplevelser.

For midt på scenen stod en tårnhøj, udklædt skotte, der senere skulle vise sig at være 25-årige Derek William Dick. En teatralsk mand, der var lidt underlig, meget filosofisk og poetisk anlagt. En mand, der kaldte sig Fish. Og han frontede et band, der leverede eksperimenterende, symfonisk, storslået rock. Progressiv rock.

Bandet havde just udgivet deres debutalbum, ’Script For A Jester’s Tear’, og efter et show på Roskilde, hvor Fish havde publikum foran Orange Scene i sin hule hånd fra start til slut, selv om kun en promille måtte have kendt musikken, kunne den unge mand ikke vente på, at den festival sluttede, og Bristol Music Center på Strøget åbnede mandag formiddag. Og ganske rigtigt, ungersvenden stod klar med sine godt og vel 80-100 kroner, da Ken Anthony åbnede for pladehimlen. Siden har pladesamlingen ikke været den samme.

Marillion blev især i starten skudt i skoene, at man var et Genesis-ripoff, og Fish blev groft beskyldt for at gå Peter Gabriel alt for meget i bedene. Jovist, man kunne sagtens sammenligne Marillion med Genesis og Gabriel i 1970’erne. Men – og nu kommer anmelderen her snart til sagen – især på grund af Fish’s stærkt holdningsladede, poetiske og selvbiografiske tekster, mandens hypnotisk fængslende sceneoptræden og et knivskarpt, potent sprudlende band kunne Marillion sagtens stå op for sig selv.

Et verdenshit (’Keyleigh’) og fire outstanding studiealbum senere skiltes vandene, og Fish svømmede videre for sig selv. For at forfølge en solokarriere, der på ingen måde har været lige så prangende som karrieren i Marillion, men som har sikret manden en vedholdende og meget stor og trofast fanskare. Alene på Facebook synes mere end 75.000 om Fish.

En helt ekstraordinær aften

Derfor var det heller ikke helt så overraskende, at Amager Bio faktisk var langt mere fyldt op, end hvad man egentlig kunne forvente sådan en tirsdag aften 31 år og nogle måneder efter åbenbaringen på Orange – ”a Tuesday night? A TUESDAY night!” som Fish selv på klingende scottish skæmtede, da han fortalte publikum, hvor rørt han var over fremmødet.

Fish’s solokarriere strækker sig fra 1990 og over 10 album, hvor især det første, ’Vigil In A Wilderness Of Mirrors’ (1990), og det sidste, ’A Feast Of Consequences’ (2013), mindst holder niveau med det bedste fra Marillion-tiden.
Derfor var det også oplagt, at Fish især brugte sætlistekrudt på de to, men også kom meget fint omkring andre væsentlige stationer i karrieren, lige som tiden i Marillion bestemt heller ikke blev forbigået.
Resultat: Mere end to timers optræden og en sætliste, der blev udvidet undervejs i forhold til de foregående koncerter på turnéen.

For det var altså også en helt ekstraordinær aften, den aften i Amager Bio. Det blev tydeligt, da publikum nærmest andægtigt modtog (og sang med på!) de nye numre fra ’A Feast Of Consequences’ og herunder ikke mindst Fishs fem numre i den halv time lange suite om hans bedstefædres deltagelse i skyderier og nedslagtninger i skyttegravene i Frankrig under Første Verdenskrig.

Brænder fuldt og helt igennem

Med til en koncertoplevelse med Fish hører også hans evner som standup-komiker, men i høj grad også mandens dybe, alvorstunge side. Han er fanme ikke kun kommet kun for at underholde og sige underlige ting på skotsk engelsk. Nej, han har en holdning til det, foregår omkring os – selv om han, som han hovedrystende fortalte med et glimt i øjet, kommer fra det eneste land i verden, der har stemt imod uafhængighed.

Da han fortalte om alle de tilfældigheder, der i sidste ende førte til, at han kunne udgive ’A Feast Of Consequences’, kunne man høre en knappenål falde. Der var helt stille i Amager Bio. Folk var grebet af mandens fortælling, hans nærvær, intensiteten i hans budskab.

For det er det, Fish kan: Han kan gribe folk – uanset om det er flere tusinde foran Orange Scene, der aldrig har hørt om manden før, eller nogle hundrede, andægtige fans i Amager Bio en tirsdag aften. Hans fortællinger ledsages så heldigvis også af noget musik, som rammer lige så fint som manden selv og hans ord om alle de krige, der er i verden, om den måde, hvorpå vi ikke kan se verdens skønhed, men i stedet misbruger den, om de parforhold og relationer, som vi ødelægger os selv og hinanden med.

Han griber og rammer os uden på noget tidspunkt at misse de personer, der har valgt at stå bagest.
Han brænder igennem og har alligevel overskud til både at prædike, fyre fis af, hygge sig med bandet og ellers danse rundt som en anden morfar, der har røget sig en ordentlig bønne.

Det skønneste dej-vu

Fish mangler ikke længere Marillion. Det har han egentlig aldrig gjort. Men med ’A Feast of Consequences’ har han – mens Marillion i dag mest er leveringsdygtig i progressiv indforståethed – begået et album og nogle sange, der mener og betyder noget. Og hvis musikalske indpakning giver én det skønneste deja-vu fra tiden med Marillions fire første album. Så meget, at ungersvenden, der nu er 18+31 år, tirsdag i Amager Bio havde en oplevelse, der beviser, at der hverken blev set eller lyttet forkert den fredag aften den 1. juli 1983 foran Orange Scene.