Kvælende transcendens
Gennem harsh noise og drone afsøger Primitive Man og Full of Hell hinandens respektive ekstremiteter.
2. Rubble Home
3. Bludgeon
4. Dwindling Will
5. Tunnels to God
For kendere af Primitive Man og Full of Hell kan det virke som et besynderligt team-up. Grindcore, kendt som dødsmetallens damp-ramte nevø og sludgen, der vel nok er den campingvognbeboende burnout af en onkel, virker som ilde udtænkte rejsefæller. Men de mødes i deres grundlag i hardcoren, og det er den, der gør, at det overhovedet fungerer.
Tidligere har vi haft skældt Full of Hell ud for at være fortænkt. Vores tidligere skribent med Briller af Stål gav sig i kast med at kalde det “kejserens nye klæder”. Den bebrillede klummist stillede høje krav til sit indhold og var mest tilfreds, når han befandt sig i en sydamerikansk kælder.
Indeværende bebrillede anmelder er nemmere at stille tilfreds. Og det bliver han i høj grad af massive mængder støj. Hvilket både Primitive Man og Full of Hell er leveringsdygtige i.
Fem sange gives vi, og en af dem varer knap et halvt minut, så i nærmest en hvilken som anden kontekst, ville vi have kaldt det et mellemspil. Men ‘Bludgeon’ – meget passende for titlen – er et helt værk i sig selv. Det er i massiv grad Full of Hell. 26 sekunders frontalangreb, grind og harsh noise, der giver plads til de mere langsomme sekvenser på pladens b-side.
Generelt befinder vi os et sted mellem drone og noise, hvilket også meget vel kunne siges at være krystalliseringen af de to bands, vi har med at gøre. For selvom begge plejer at være ganske grænsesøgende i deres udtryk, bevæger vi også her, i samarbejdet, i ekstremerne. Primitive Man er tungere end nogensinde. ‘Dwindling Will’ er mere drony, end trioen har været hidtil, og det siger ikke så lidt. Samtidig får Full of Hell, efter et nærmest Earth-agtigt introriff i ‘Rubble Home’ lov til at smadre igennem så hårdt, at det lyder som performancekunst.
Og hvor nogle bands smelter sammen i deres samarbejder, Sunn O))) og Boris på den uovertrufne ‘Altar’, Emma Ruth Rundle og Thou på ‘May Our Chambers Be Full’ som eksempler, gør disse to bands op med tanken om balancegang og søger i højere grad ud i ekstremerne.
Og det fungerer, for i syntesen finder man perfektionen, som Hegel ville have påstået det. Når det tungeste møder det hårdeste, får vi nogle steder det fæleste, vi kan forestille os, andre steder noget sublimt og smukt. Og det er gældende for det monolitiske afslutningstrack ‘Tunnels to God’. Gennem ambientdronen bygges der op til en overvældende guitartone, der leder os mod slutningen på så smuk og isnende vis, at det næsten ikke kan beskrives med ord. Med spor fra post-rock lægges den både over og under støj og forvrængning og føles nærmest som et formål i sig selv.
Al den støj og rædsomhed vi har været igennem kortlægges pludselig for vore fødder og den står som en rejse, der kan trække paralleller til selve eksistensen.
Det er sjældent at Primitive Man og Full of Hell har været andet og mere end blot vidnesbyrd om de rædsomme sider ved tilværelsen, men pludselig samles trådene og i den nærmest ritualistiske fremførelse gives et glimt af forståelse.
Alt dette er naturligvis langt tættere på en spiritualitet som Briller af Stål ville foragte, men nogle gange er der mere mellem himmel og jord, end blot det vi kan tage og føle på. Og dette er en af de anledninger.