Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

HM2 igen-igen

Updated
976168

Det kan godt være, at man siger "if it ain't broke, don't fix it", men det er ikke helt nok for Grand Cadaver at have den fede HM2-lyd og fede growls, når den klassiske svenske dødsmetal får endnu et opkog.

Titel
Into the Maw of Death
Dato
29-10-2021
Karakter
2

Højttalerne kæmper med den tyktflydende strøm af lyd fra HM2-pedalerne og den fyldige bund. Det skal nærmest skrabes ud af pappet. Tanken om en slags new wave of Swedish HM2 opstår i hovedet, indtil man med et træk på skuldrene trækker i et lille smil og konstaterer, at det her da naturligvis ikke er new-noget-som-helst. Det er naturligvis old school, og det har aldrig været meningen, at det skulle være noget andet fra svenske Grand Cadaver.

Produktion er lige i øjet i al sin bagstræberiske enkelhed. Og hvor ville jeg gerne elske det her. Alene nostalgien i det velspillede kig tilbage mod 90'ernes svenskerdød fra Entombed, Dismember og Grave burde have mig ved det første sus fra guitarerne. Og så er min gamle helt, Mikael Stanne fra det noget mere melodiske Dark Tranquillity i front, tilmed brutal så det batter. Det er nemlig nogle voldsomt vrede growls, der undslipper ham tændernes gærde, men når glæden over dét er taget ind, så skrabes euforien over det nostalgiske tilbageblik lidt for hurtigt af skiven. Riffene og de sange, de udgør, er set over en hel skive ikke helt nok til at trække de store overskrifter. Måske er det også derfor, at anmeldelsen her kommer næsten to måneder for sent. For jeg vil gerne have, at det her er bedre, end jeg alligevel kan få det til at være, når der skal sættes to streger under vurderingen i sidste ende.

Fra "ja!" til "tja..."
Det starter ellers ganske godt med den potente 'Disanimated', der på ingen måde får nogen til at tabe kæben i overraskelse, men som bare er energisk på den dér lidt naive facon, der netop aktiverer den skønne nostalgi, der følger med HM2-lyden. Der er også et par fede leads hist og pist og noget stærkt groove i de tungere sager. De helt stærke riffs udebliver dog desværre, og der er bare grænser for hvor længe man kan nyde en fed vokal, når musikken under den alt for ofte er banal og forudsigelig, og det nævnte groove i tillæg sågar også rammer det gumpetunge, når der gar mest stilstand i formularen.

Grand Cadaver er ikke kun den erfarne Stanne på vokal. De resterende medlemmer kender også indgående til metalbranchen fra bands som Katatonia, Tiamat, The Moth Gatherer og Transport League. Grand Cadaver er en kærlighedserklæring til dødsmetallen, som den så sig ud, da de fem medlemmer var unge, og intentionerne fra start har næppe været at revolutionere noget som helst. Det er der intet galt i, og kærligheden til fortiden kan sagtens gøres vedkommende og interessant, tag fx ligeledes svenske Liks seneste skive.

Men for Grand Cadaver er resultatet kun ok. De langtidsholdbare riffs udebliver, og selvom de første lyt af skiven sker med positivt sind lokket af den velkendte vellyd, så står det også hurtigt klart, at den her plade let vil samle støv i samlingen. Det gode håndværk i instrumentering og produktion er bare ikke nok, når sangskrivningsstilen i en alt for stor del af de 37 minutter er temmelig generisk.

Man kan håbe for fornyelsens skyld i Stannes primære kariere med Dark Tranquillity, at lysten til det bidske tages med videre dér. For vokalen han fyrer af her, viser ham som værende i absolut topform. Og det kunne jeg sagtens se fungere også i det efterhånden noget mere polerede Dark Tranquillity. Ligesom jeg også gerne ser dem igen i Grand Cadaver − men skrab lige nogle ørehængerriffs sammen i øveren først.