SRF '19: Ragnarok på Sweden Rock
Populær
Visse koncertoplevelser vil altid stå klart i ens bevidsthed på grænsen mellem det gale og det geniale. Green Jellÿs anarkistiske totalteater var så dumt og upassende, at man kun kunne enten elske eller hade det.
”Lort med lort på”.
Så kort og præcist lød beskeden fra vores fotograf, og hvordan kunne man være uenig? Der var absolut intet smukt, hårdt, intenst eller noget som helst andet meningsfyldt kvalitetsstempel at sætte på Green Jellÿs vilde forestilling lørdag eftermiddag.
Det var absurd, rodet og kaotisk.
De gjorde sig derudover uvenner med festivalens sikkerhedsfolk. Musikken var banal og fjollet. Der blev knævret imellem numrene i ét væk. Der var, kort og godt, ingen rød tråd.
En sikkerhedsmedarbejder gik ind på scenen 10 minutter inden og tjekkede mikronerne. Fortalte ganske kort hvilken idiotisk koncert vi havde i vente. Vi indså hurtigt, at det var Bill Manspeaker selv, forsangeren, der blot havde taget en sort trøje på med ordet ”security” påskrevet.
Manspeaker gjorde os opmærksom på, at vi kun ville få noget ud af Green Jellÿ, hvis vi var møgstive eller havde røget det der, man ikke må omtale i Sverige. Han kaldte ”den store fede mand med blomstret skjorte” ind på scenen.
Sweden Rock Festivals presenter kom ud og introducerede bandet ind på scenen i det ene tåbelige kostume efter det andet. Manspeaker kaldte derefter sine puppets på scenen, som således blev indtaget af fans, der var kommet tidligt og blevet tilbudt at være med på scenen iført hver deres gakkede masker.
Green Jellÿ lagde ud med 'Three Little Pigs', og alt var forstyrret på den Gwar-venlige måde med ren kaos og tosseri på scenen samt den obligatoriske korte cameo fra Rambo til sidst.
”That's it! It's the only good song we've got! You really wanna hear any more?”
”OK. So, sometimes you come home and your wife's fucking the dog next door.”
Og således fortsatte festen, lige så galt som den startede. 'Anarchy in Bedrock' startede en moshpit, og skulle der være nogen imellem os, der ikke havde lyst til at være Fred Flintstone for en stund, så var de nok hastigt på vej væk, mens Manspeaker allerede havde smidt bukserne og kun stod tilbage i boxershorts. En mor kom op med sin datter, der en kende overvældet nok ikke helt vidste, hvilket galehus hun var blevet en del af, da Manspeaker fik hende op på en stol med hornene i vejret, mens 20 tosser væltede rundt på scenen. Manspeaker selv crowdsurfede og blev slæbt rundt i alle hjørner af folkemængden, inden han blev løftet tilbage på scenen.
Det hele stak fuldkommen af i 'Obey the Cowgod', hvor deres maskerede kogud bevægede sig ud i pitten, men holdtes tilbage af security. Manspeaker blev rasende, hoppede selv ned og kæmpede sig op til mere crowdsurfing, mens sikkerhedsfolkene uden held prøvede at holde ham tilbage. Han fik hurtigt syv-otte stykker til at holde ham oppe midt i crowden, mens der langsomt blev opbygget en vanvittig circlepit rundt om ham selv og hans assistenter. Guitaristen var ligeledes hoppet over hegnet og blev udvist af en meget opstemt sikkerhedschef, men bandet var flintrende ligeglade. Det her var anarki, og det kunne Sweden Rock Festival ikke stoppe.
Vi blev alle tvunget til at sætte os ned, men en pige længere tilbage nægtede og fik en reprimande fra Manspeaker. ”This is why you never get laid at shows!” Flade af grin hoppede vi op ved starten af næste nummer, hvor den anden guitarist med leopardbukser tog over i rendyrket speedmetal-galimatias, mens Manspeaker åbenlyst shavede sig fra top til bund. Mere speedmetal fulgte efter, hvor hele publikum opfordredes til at stå i undertøj og svinge deres tøj over hovedet i takt med musikken, og så stod vi ellers der som idioter og kiggede på et tåbeligt puppet show, mens vores trøjer fik helikopteren, og Manspeaker lavede den mindre sobre helikopter med en sok på de nedre regioner.
Alt stak af, og der var ingen tvivl om, at Sweden Rock Festival ikke vidste, hvad de var gået ind til med denne booking. Anarkiet var fuldbyrdet, og alle os, der holdt koncerten ud, havde utvivlsomt festivalens mest bizarre oplevelse i en time, vi sent vil glemme. Det her handlede om teateret, anarkiet, vildskaben, ikke musikken. Hvis du var klar til at anerkende det vilkår, så havde du en fest lige til historiebøgerne.
Det var vitterligt lort med lort på, men heldigvis lærte jeg i matematik i folkeskolen, at minus gange minus giver plus. Det beviste Green Jellÿ til fulde lørdag eftermiddag på deres helt egen forunderlige måde.
&feature=youtu.be">
&feature=youtu.be