Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Genreudfordringer

Updated
greg_puciato-mirrorcell-1024x1024

Vi bliver serveret lidt af det hele på Greg Puciatos anden solo-udgivelse. Det er hverken fugl eller fisk, men smager heldigvis stadig ganske fint, trods lidt forvirring. 

Kunstner
Titel
Mirrorcell
Genre
Trackliste
In This Hell You Find Yourself
Reality Spiral
No More Lives To Go
Never Wanted That
Lowered
We
I, Eclipse
Rainbows Underground
All Waves to Nothing
Karakter
3

Greg Puciato er en produktiv og alsidig herre. Han er her, der og alle vegne. Han leverede backing vocals på Jerry Cantrell’s ’Brighten’ (2021), hvorved han også var at finde til dette års koncert med Cantrell på Roskilde Festival – dog i en mere prominent rolle, som stand-in for de vokalstykker, der i sin tid blev leveret af Layne Staley.

Af mere elektronisk karakter gæstede den energiske forsanger på Carpenter Bruts ’Leather Terror’ (2022) – en anden ende af det musikalske spektrum som Puciato spænder i. 2020-debutten, ’Child Soldier: Creator of God’ er netop et vidnesbyrd om den diversitet. Eller genrerod om man vil. Rod eller genialitet, det har ikke sat en stopper for den ikoniske frontmands lyst til at udgive i eget navn - og nu får vi så fornøjelsen af ’Mirrorcell’. 

Man keder sig ikke i Puciatos selskab – det gør man heller ikke på ’Mirrorcell’. Energien og lysten til at blande de forskellige genreinputs er i behold. Som på debutten har Puciato ogs succes med at skrive en håndfulde spændende kompositioner, der veksler i udtryk. ’Reality Spiral’ og ’No More Lives To Go’ er solide guitar-tunge numre. De skaber associationer til dengang grungen for alvor spillede med musklerne. Det hele lugter så meget af Alice In Chains og det er lysende klart, at Puciato har suget godt og grundigt til sig, i den periode han har brugt sammen med Cantrell.

Modsat får den højenergiske og smukke ’Lowered’ sendt lytteren på en tur tilbage til en tid, hvor gloomy alternativ rock, new-wave og post-rock dominerede det musikalske sendeflade. Stærkt båret af Reba Meyes (Code Orange), der leverer en fremtræden og markant vokalperformance. Et solidt modstykke til Puciatos tilbagelænede, mere skrøbelige skønsang på dette nummer. 

Puciato er god til at skrive grunge og ligeledes post-rock. Så længe det ikke bliver blandet alt for meget.



En udfordrende kombination
Pladen er produceret bedre, de forskellige delelementer står tydeligere og generelt har ’Mirrorcell’ en tydeligere bedre rød tråd end debutten. Udgivelsen er mindre kaotisk og mere afbalanceret. Det sagt, virker det stadig noget kaotisk, når pladen springer fra tung Alice In Chains-inspireret grunge til den maveplasker af et 80’er-romance som ’We’ for eksempel er. 

Helt grundlæggende lykkes det ikke for Puciato, at skabe en elegant overgang mellem de to musikalske perioder. Det er nærmere en hård opbremsning og en u-vending. Selvom ’Mirrorcell’ er signifikant tydeligere og mere ensartet i sit udtryk, sammenligninet med debutpladen, mangle den endelige sammensmeltning af genrer. 

Sammensmeltningen lykkes på førnævnte ’Lowered’ samt pladens næstsidste nummer; den flotte ’Rainbows Underground’ bygges op om et dystert post-orienteret univers, hvor det grungede udtryk er en fin forlængelse, der skaber et stærkt og vedkommende nummer.

Med ’Mirrorcell’ har Puciato større succes, med at skabe en helstøbt plade. Men der er stadig lang vej til et mere ensartet produkt. Det sagt, er der flere gode skæringer, der gør op for den manglende røde tråd.