Briller af Stål: Ekstrem slemhed på verden

I forhold til nabolandene er Perus metal stort set ukendt i udlandet. Det er det også i hjemlandet. En gruppe akademikere retter op på det sidste med en udstilling om 40 års peruviansk metal. Devilution har besøgt udstillingen i Lima og talt med arrangørerne.

Da Sepultura slog igennem internationalt i 1989, gik det op for metalfans i USA og Europa, at der fandtes et helt kontinent med mere eller mindre ekstreme metalbands, som kun de mest indædte tapetradere havde hørt om indtil da. Mens et magasin som Blackthorn herhjemme og Slayer Magazine i Norge i anden halvdel af 80’erne havde gjort en dyd ud af at opstøve de allermest obskure og næsten udechifrerbart larmende demoer fra Sydamerika, hvor alt bare virkede mere voldeligt og brutalt, fik den sydamerikanske metal et mindre kommercielt gennembrud ved indgangen til 90’erne, hvor den blev en modedille. Alle pladeselskaber skulle finde deres eget Sepultura, og selvom ingen lykkedes med det, fik et par håndfulde navne mulighed for at etablere en reel fanbase uden for deres hjemland.

Som kontinentets største og folkerigeste land var det Brasilien, der tog téten med Krisiun og Ratos de Porão, men i Chile havde eksil-chileneren Tom Araya allerede i midten af 80’erne, mens landet stadig var et militærdiktatur under Pinochet, inspireret Santiagos middelklasseteenagere til at starte deres egen thrash metal-scene. Både Brasiliens og Chiles metalscener fra 80’erne til i dag har vi tidligere fortalt historien om i dette segment. 

Men hvor specielt Colombias black metal også har sine inkarnerede fans på den nordlige halvkugle, har Peru ikke markeret sig lige så stærkt uden for landets grænser. Surfrock og garagerock er blevet samlet og genudgivet af selskaber som Vampisoul og Munster, men da Anal Vomit og Goat Semen spillede i Danmark i henholdsvis 2018 og 2019, var det det første, mange hørte til peruviansk metal. Godt nok blev Mortem i midten af 90'erne samlet op af tyske Merciless Records og kom dermed bredere ud end de fleste af deres landsmænd, men det var snarere et europæisk publikums nyfigenhed over for smagfulde sangtitler som 'Morgue Rapist' og 'Vomit of the Earth' kombineret med den sydamerikanske metals brutale ry end bandets på det tidspunkt temmelig ordinære dødsmetal, der skaffede dem opmærksomhed.



Metaluniformen
For en overfladisk betragtning har Peru en påfaldende lidt konservativ kultur i forhold til andre sydamerikanske lande. I hvert fald i Lima, hvor det kun er de decideret gudsfrygtige, der er nødt til at slå korsets tegn for sig, når de passerer en kirke, og påklædningen er noget nær nordeuropæisk afslappet i den fugtige sommerhede. Voksne mænd går i shorts og T-shirts, uden nogen tager dem mindre seriøst af den grund, kjolerne er korte og nedringede uden at blive set som vulgære. 

Det er altså ikke derfor, at tre ud af de fire akademikere, der modtager mig i døren til den udstilling, de har organiseret, er i lange bukser. Det er såmænd heller ikke, fordi vi befinder os i kulturministeriets imposante kolos af en bygning, hvor lyden af millionbyen – amerikaernes tredjestørste med henved ni mio. indbyggere – og dens konstante trafikkaos lukkes ude, så snart vagterne har lukket én ind i den svale aula.

Det er, fordi vi er her for at tale om metal. Shorts er til dem, der som filosofilektoren Jorge De Souza hører til 90’er-skolen med groove metal og crossover; hans jævnaldrende kollega, Arturo Rivas Seminario, og den yngre kulturvidenskabsstuderende Lucia Gómez Garay er i lange jeans og T-shirts ligesom den konservatorieprofessor, der er ophavsmand til det hele, José Ignacio López Ramírez Gastón.

De har allesammen levet deres liv med metal, nu er tiden kommet til at gøre status over, hvad det har betydet for dem.



En gradvis overgang
Det er godt et år siden, at José Ignacio López sammen med Giuseppe Risica Carella fra det 32 år gamle fanzine Cuero Negro udgav den lille bog ‘Espíritu del Metal’ – metallens ånd – om peruviansk metals formative år fra 1981-1992. Den udsprang af studiegruppen Grupo Peruano de Estudios del Metal, der udgøres af undervisere og studerende på tværs af fakulteter og studier ved Limas universiteter, som fandt sammen efter en konference om emnet i 2015. I februar i år kunne de så åbne udstillingen ‘Espíritu del Metal’, der fejrer 40 års peruviansk metal.

Ikke at der som sådan er et jubilæum at fejre eller bare en særlig begyndelsesdato at gå ud fra, indrømmer José Ignacio López, mens han trækker mig med hen til den tidslinje, der dækker den ene væg.

– Selvfølgelig er der dem, der vil sige, at det ikke giver mening at tale om 40 år. Alle har deres mening om, hvornår det begynder, og det kan vi diskutere i én uendelighed. Men hvad så, skal jeg lave en udstilling, der markerer 37 år, fem måneder, seks dage og tre timers peruviansk metal? spørger han retorisk.

For som med metal i alle andre lande var det en gradvis bevægelse. Tidslinjen begynder ved indgangen til 70’erne med hard rock-bandene Tarkus og Pax: Sidstnævnte udgav i 1972 lp’en ‘May God and Your Will Land You Miles Away from Evil’, der er et samlerobjekt blandt psychrockfans, hvorefter de gik i opløsning, men i 1983 genopfandt de sig selv som heavy metal-band og udgav 7”'eren ‘Exterminio’. På den måde har bandlederen Enrique “Pico” Ego Aguirre nået at være en del af både 60’ernes garagerockbølge med Los Shain’s, hard rocken i 70’erne og metallen i 80’erne. ‘Exterminio’ regnes som én af de første deciderede metaludgivelser i Peru sammen med Up Lapsus’ ‘El astronauto loco’ fra 1981, der – som det gjaldt for størstedelen af arbejderklassebandets øvrige repertoire – var en spansksproget versionering af et internationalt rockhit, i dette tilfælde AC/DC’s ‘Shoot to Thrill’.



Lucia Gómez vægrer sig først ved at svare på, hvilken betydning et band som Pax har for en yngre metalfan som hende, inden hun tager de musikhistoriske briller på:

– Da jeg begyndte at høre metal som 13-årig, var det jo ikke sådan noget, vi hørte. Men nu kan mange af os godt lide det, og de yngre metalfans kender godt Pax, Up Lapsus og Tarkus.

Få officielle udgivelser
Når det ikke desto mindre giver mening at vælge 1980 som et skelsår, er det, fordi Peru i det år kom ud af 12 års militærdiktatur og igen havde frie valg til præsidentposten.

– Der var en kulturel åbning, og vi fik mulighed for at høre international musik. Det var samtidig med, at NWOBHM slog igennem, så de kom til at betyde meget. De tunge grupper appellerede til mange her, fortæller José Ignacio López.

– I begyndelsen af 80’erne var der et boom i interessen for heavy metal, og der var mange, der byttede plader og begyndte at overspille bånd til hinanden.



Men der var langt mellem de officielle udgivelser, før ekstremmetallen kom til i slutningen af 80’erne med Mortem, Sepulcro og et band som blackmetallerne Hadez, der debuterede med det fantastisk baldrede demobånd ‘Guerreros de la Muerte’ i 1988 (og senere lavede et bånd med den endnu mere fantastiske metalengelske titel ‘Extreme Badness on the World’). 

Mens Hadez var nogenlunde tidligt ude med en albumdebut i 1993, gik det anderledes trægt for speedmetallerne M.A.S.A.C.R.E., der ellers havde adskillige potentielle hits i sange som bangeren ‘La Ciudad’ og powerballaden ‘Rosa y Espina’.

– M.A.S.A.C.R.E. var et af de første metalbands, der slog igennem, men så flyttede de til Venezuela, og deres første plade blev udgivet der i 1991. Der var ingen af os, der kunne få fat i den og høre den før nogle år senere, men vi kendte sangene fra de bånd, vi havde optaget til deres koncerter, som vi overspillede til hinanden, fortæller José Ignacio López og viser et bånd fra hans egen samling, der ligger i én af montrerne i udstillingen.

I slutningen af 80’erne havde han butikken Metal Mongols på et af byens markeder, hvor han solgte kassettekopier af plader fra sin egen ekstensive samling.



Udenfor international rækkevidde
Så langt som til overhovedet at udgive reelle plader som M.A.S.A.C.R.E. nåede andre bands ikke engang, og på samme måde som chilenske Pentagram og Atomic Aggressor albumdebuterede de først i midten af 10’erne med plader, der bar byrden af moderne og temmelig anonym produktion.

– Det var først med den ekstreme metal, at der for alvor begyndte at komme udgivelser, fordi de ikke gik så meget op i lyden. De oprindelige metalbands var meget optagede af, at lyden skulle være perfekt, så de ventede for evigt, inden de udgav plader. Eller gjorde det slet ikke, konstaterer José Ignacio López.

På trods af de åbenlyse paralleller til nabolandet Chile havde de to landes scener ikke den store berøring med hinanden.

– Warpath spillede en koncert her i Lima i 1989, som var vigtig for scenen. Men på det tidspunkt var det allerede mere ovre i hardcore, fortæller Jorge De Souza.

De fleste sydamerikanske lande lå også uden for de store internationale bands’ tourplaner i 80’erne og 90’erne. Afstandene mellem de store byer var så store, at det var svært at gøre det rentabelt at spille her, og selvom der var masser af ivrige fans, var købekraften begrænset, også når det gjaldt koncertbilletter.

– I 90’erne blev metal mere kommercielt, men her var der økonomisk krise, så der var ingen penge. Det betød, at scenen blev meget hjemmelavet. Det hele var DIY, fortæller José Ignacio López.

– Selv nu, når et band som Symphony X spiller, koster det 400 soles, indskyder Lucia Gómez.

Det svarer til små 800 danske kroner og er alt andet lige en betragtelig udgift for de fleste middelklasseperuvianere.

– Det har betydet, at metal altid har været undergrund her i Peru. Det er aldrig blevet rigtig stort, der har aldrig været tusinder af mennesker til koncerterne. Det er ikke blevet en industri.

Når store bands som KISS spiller i Peru, er den grundlæggende indstilling blandt de peruvianske metalfans da også, at det publikum, der har råd til at tage til den slags koncerter, nok ikke engang er rigtige metalfans. Det fortæller José Ignacio López, der selv lagde over 1.000 soles ud af sin professorløn for at se sine gamle helte på afskedsturnéen sammen med sine kone og søn. Det kunne trods alt godt lade sig gøre, men ellers er det med et smil på læben, han forklarer, hvad der har fået ham til at organisere udstillingen 'Espíritu del Metal':

– Det er, fordi jeg er millionær og har uendelig mængder fritid!



Surferkultur
Når der trods alt alligevel kom udenlandske bands forbi i 80’erne og 90’erne, var det en mindre sensation, husker Jorge De Souza og viser eksempler på koncertplakater frem på udstillingen.

– Monstrosity spillede her i 1994, og du kan se, hvordan det bliver annonceret som den første dødsmetalkoncert i Peru på plakaten. Der var næsten ingen her før dem, men når der kom udenlandske navne, kom alle. Riot spillede her i 1988, og jeg garanterer dig, at selv den mest ekstreme af de ekstreme metalfans var der, fordi et band fra USA spillede. 

Ikke desto mindre var metal i midten af 90’erne i Peru på vej ind i det samme dødvande, scenen oplevede i resten af verden. 

– Metal mistede fokus i pressen, fordi det ikke var længere var nyt, husker Arturo Rivas.

– Der var stadig bands, der fik succes, men det var mere de ekstreme bands og dem, der blandede det med hardcore.

Det sidste er en nok så interessant betragtning, for det er et punkt, hvor Peru skiller sig ud fra den gængse metalhistorie, hvor slut-80’erne og starten af 90’erne var et kapløb om at blive mere ekstreme, mere brutale, mere sataniske, hurtigere, ondere, dybere, vildere. Thrash metal havde fået den klassiske heavy metal til at fremstå ufarlig og bedaget, dødsmetal havde taget det et skridt videre, og black metal tog det endelig helt derud, hvor man var helt sikker på, at den kommercielle appel for en tid ville være på sikker afstand. Og så var der grunge.

Men i Peru var det en af afstikkerne på vej ud over afgrunden, der for en tid løb med opmærksomheden: Crossover. Det er genren, der en overgang i slutningen af 80’erne så ud til at blive det næste store, men landede mellem to stole, så den aldrig rigtig slog så effektivt igennem, som man havde troet. I Peru fandt den sit perfekte publikum: Lima, og i særdeleshed velhaverkvarteret Miraflores nogle kilometer syd for centrum med sine surferstrande, havde siden af 60’erne haft en forkærlighed for den del af ungdomskulturen, der med største selvfølgelighed kunne brænde tid og penge af på at være lækker.



Metallisk globalisering
Enrique “Pico” Ego Aguirre fra Pax havde været en del af den bevægelse i slutningen af 1960’erne med Los Shain’s, der sammen med Traffic Sound og protopunkerne Los Saicos – sig navnet højt, så forstår du, hvad de mener – ikke stod tilbage for Californien i cool tilbagelænethed og aggressiv konfrontation i skøn forening: Ved indgangen til 90’erne havde skaterkulturen fundet et naturligt tilholdssted i bydelene Miraflores og længere mod syd Barranco. Skaterne indtog strandpromenaden 50 meter over kysten, og de gjorde det til tonerne af crossover, hardcore og melocore – og gør det fortsat i bands som 16bit og Los Cunches med baren Bar Hensley som hjemsted.

Et af de vigtigste bands, der udsprang af slut-80'ernes bevægelse over mod crossover, var Insaner, der tog turen videre over i dødsmetal, inden de blev opløst frem til den uundgåelige gendannelse i midten af 10’erne.



For det er omkring 2010, at Perus metalhistorie begynder at lide under den samme globalisering som alle de andre regionale scener, der tidligere havde en force i kraft af deres eget kulturelle særpræg. Med først lettere adgang til ny indspilningsteknologi, der gjorde det muligt for de fleste bands at få en nogenlunde professionelt lydende, men også aldeles anonym lyd på deres indspilninger, og dernæst hele streamingrevolutionen med dens ubegrænsede adgang til al musik nogensinde, blev det lettere for bands fra selv de yderligste verdenshjørner at komme til at lyde som al anden ny metal på en mere og mere anonym international scene. 

Den tid, hvor én plade importeret af en lokal pladeforretning kunne komme til at påvirke en hel musikscene, sådan som Kreator og Hellhammer påvirkede scenen i Belo Horizonte i midten af 80’erne, var ovre. Det, der kom i stedet, da først alle havde indset, at noget var tabt, var en langt mere bevidst og i nogen grad søgt stræben efter en regional identitet. Den var ikke mindst Kranium repræsentant for i Peru med deres folkmetal, der blandede elementer af de oprindelige folks musik ind i metallen. Sådan som Sepultura havde gjort det før dem, som Birushanah har gjort det i Japan, som Myrkur gør det nu.

– Kranium var med til at genopfinde metal og skabe en ny definition af den i Peru, fastslår Arturo Rivas.

– Det var en genfødsel for regionalismen i metallen.



Det særligt peruvianske 
José Ignacio López skærer igennem, når han skal udpege det særligt peruvianske i hans hjemlands metal: 

– Man siger, at når en peruvianer spiller metal, så ender det altid med at blive peruviansk metal.

Det er et udsagn, der på sin vis ikke siger så meget i sig selv: Selvfølgelig er metal spillet af peruvianere peruviansk metal. Men pointen er, at landets traditionelle isolation og dets kultur har medført, at den metal, der udspringer af det, altid vil have sit eget særpræg. Om det så er i kraft af panfløjter, i kraft af de sjældne udenlandske besøg med forstærket effekt; om det er i kraft af ekstreme bands som Hadez’ forkastelse af konventionelle forestillinger om musikproduktion, eller en surfkultur, der spiller en større rolle, end man skulle tro; om det er det selvgjorte, de hjemmelavede kopier af de internationale stjerners instrumenter, der udstilles i kulturministeriet, eller de udpræget spansksprogede tekster, fordi alle godt var klar over, at selv metalengelsk var svært opnåeligt, og det skabte en kultur, hvor man som noget selvfølgeligt sang på spansk.

Noget særligt er det. Det bærer både udstillingen og bogen ‘Espíritu del Metal’ vidne om. Og akademikerne fortsætter deres arbejde med at indkredse, hvad det særligt peruvianske bestod og består i.