Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Godt nok gakket...

Populær
Updated
Godt nok gakket...

 Eksperimentel etnisk metal. Sådan beskriver bandet hvad de laver, men kan de få det til at hænge sammen og blive til musik?

Titel
The Talas of Satan
Dato
01-04-2014
Trackliste
01. Dhamar
02. Ramahd
03. Release The Crackhead
04. Pentamère
05. Kalakaka
06. Rupack
07. COI
08. KRR
09. 한오백년
10. Coq au vin
11. Chautal
Forfatter
Karakter
2

Eksperimenter er gode, da de jo skal til, for at tingene udvikler sig. Sådan er det inden for musik som i snart sagt alle af livets forhold. Og når der eksperimenteres, skal det selvfølgelig også gå galt en gang imellem, for ellers ville det i sagens natur ikke været et eksperiment.

I den forstand er det tredje udspil fra franske Hardcore Anal Hydrogen, ' The Talas Of Satan', godt. Kvartetten kalder musikken for eksperimentel etnisk metal, hvilket er meget sigende. Der er elementer af metal (well, duh!), hardcore og Mr. Bungle-agtigheder, samt et væld af verdensmusikreferencer. Det hele er leveret i en virvelvind af synkoper, stakkerede synthesizerlyde og etniske instrumentindslag, og det hele er meget pågående og vrængende. Lyden er meget hjemmeproduceret og digital, og det klæder sådan set projektet meget godt.

”Fint nok, det er jo eksperimentel musik,” kunne man fristes til at tænke, men så let skal Hardcore Anal Hydrogen ikke slippe. Vellykket er det ikke, og ved at udgive et album så er det jo strengt taget ikke et eksperiment længere, men et færdigt værk. Og som sådan er det simpelthen for gakket – og ikke på den gode måde. Det hele giver indtryk af at være alt for søgt og selviscenesættende på en se-mig-jeg-laver-skøre-lyde-og-går-med-sjove-hatte-agtig måde, hvilket bandnavnet også er med til at understrege. Derfor bliver det sjældent særligt interessant.

Det er faktisk synd, for der er dele af musikken, der indeholder ægte fedme, som bandet desværre forlader alt for hurtigt. Eksempelvis flere af riffene og den kvindelige vokal på '한오백년', som på punket vis spiller på balancen mellem det inderlige og det latterlige, og alligevel formår at holde intensiteten. Også albummets sidste sang, 'Chautal', formår faktisk at sætte de mange elementer sammen til en helhed. Ikke selvhøjtideligt, ikke pjattet. Bare musik. Gid hele pladen havde været sådan.