Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Quicksilver, Cream og Hendrix

Populær
Updated
Quicksilver, Cream og Hendrix
Quicksilver, Cream og Hendrix
Quicksilver, Cream og Hendrix
Quicksilver, Cream og Hendrix
Quicksilver, Cream og Hendrix

Supergruppen Heavy Jam med medlemmer fra Earthless, Dinosaur Jr. og Witch levede op til sit navn med en rockende jamsession, der over næsten en hel time arbejdede sig frem mod sit buldrende klimaks.

Kunstner
Spillested
Dato
14-04-2012
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

J. Mascis fra Dinosaur Jr. og Witch er næppe nogen kæmpe stjerne for den gængse Roadburn-gænger. Men spacede Earthless har efter sigende tidligere spillet en fantastisk koncert på festivalen, og med trioens fortrinlige, fem år gamle plade ’Rhythms from a Cosmic Sky’ i mente var der god grund til at forvente en hæsblæsende afslutning på aftenen fra ”Heavy Jam”.

Rytmedelen af Earthless var sat i stævne med de to guitarister, førnævnte Mascis og Graham Clise, der var på Roadburn med deres eget band, Witch, som dagen inden havde spillet en pauver koncert fyldt med trættende doom- og stoner-klichéer, der kun sås magen til fra Sabbath-klonerne i Orchid på dette års festival.

Men altså, hovedpersonerne i Heavy Jam må siges at være bassist Mike Eginton og den balstyriske trommelegende Mario Rubalcaba, der har taget turen bag tønderne i Rocket from the Crypt over Hot Snakes til Earthless og senest Keith Morris’ nye punkband OFF!, som væltede Vesterbros Bakken sidste år.

De glade 60’ere

Men hvad fik vi så fra dette Heavy Jam-projekt, der - utvivlsomt uden at vide det - havde opkaldt sig efter nærværende e-zines "forælder"? Jo, vi fik da en times maraton-jamsession, der sendte kraftige nik i retninger af de sene 60’ere og navnlig, Quicksilver Messenger Service, Humble Pie og ikke mindst Cream med en masse Hendrix-soloer kastet ind over.

Var det ikke været for ustyrlige Super Mario Rubalcaba bag tønderne og Egintons æggende groovede fundament, så havde det nok været betragteligt sværere at leve sig ind i den timelange jam, end det rent faktisk var. Og det startede da langsomt og halvkedsommeligt, men lettede hurtigt som en sky, man snildt kunne lade sig svæve med på.

Det var lidt spøjst at se Neil Young-disciplen Mascis gang på gang få baghjul af sin bandkollega Clise, der imponerede med soloer i rasende tempo (dem havde der ikke været mange af i Witch’ ugidelige koncert dagen forinden), som desuden klædte de psykedeliske toner bedre end Mascis’ gjorde det.

Underlig afslutning

Efter et spacet Hawkwind-agtigt klimaks midtvejs blev timen rundet af med et Jimi Hendrix-agtigt segment, der igen steg i tempo, indtil Mascis så ud til at lade sig irritere over ét eller andet, smadrede sin Jazzmaster ind i Rubalcabas trommesæt og forlod scenen, inden resten af bandet.

En lidt underlig afslutning på en koncert, og man kan kun gisne om, om Mascis rent faktisk var gal over noget. Hvis han var, har det det sikkert været han utilstrækkelighed bag trommerne i Witch sammenlignet med John Bonham-vilde Rubacalba.

Under alle omstændigheder en virkelig heavy og medrivende jam!