Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Melodød trukket gennem sølet

Updated
a2137747141_10

House of Atreus byder på melodisk dødsmetal, men det er langt fra den klassiske af sin slags, når der flirtes med græsk mytologi i en rå og beskidt lyd.

Dato
12-10-2018
Karakter
3

Det er muligvis misvisende, at genrebetegnelsen for House of Atreus' andet album i denne anmeldelse er "melodød", i hvert fald hvis man ser den betegnelse allokeret til bands, der enten er eller lyder som genrens svenske sværvægtere som In Flames, Dark Tranquillity eller At the Gates. 

I tilfældet House of Atreus, der i bandnavnet røber en kærlighed til den græske mytologi, så er der tale om et band fra USA. Det er metal med masser af riffs i en rå lyd, som når det rocker mest kunne lyde som Goatwhore, når de er blidest, men med et meget melodisk toplag på, der får bandet til at blive kaldt for melodisk dødsmetal. Fjerner man det melodiske i musikken, så er det resterende lag dog mere en eller andet form for primal riffbaseret metal, men altså ikke dødsmetal som i Death, Entombed eller Morbid Angel.

Det er et spændende bud på en fornyelse til netop melodøden, som her mange år efter de vigtige udgivelser i 'The Jester Race', 'The Gallery' og 'Slaughter of the Soul' måske lidt efter lidt er blevet for pænt og velproduceret, så de store melodier kan blive (for) svulstige. Men selvom House of Atreus er lidt af en riffmaskine, så savner albummet, når det høres i sin fulde længde, dét, der skal sørge for at holde lytterens opmærksomhed rettet mod musikken hele vejen igennem.

Livgivende og dræbende produktion
Det starter godt, der er fængende riffs i de første numre og den her lidt indebrændte, rå og mørke lyd behager bare i udgangspunktet bedre end en moderne produktion, blotlagt for charmerende mudder. Trods den pirrende lydsid er det også det, der dræber pladen lidt i længden, når riffenes kvalitet flader ud til det jævne. Så kvæles nuancerne i musikken, og uden et ordentligt hook er det desværre let at bortdømme musikken og bare høre mudderet, der nu i stedet for at være et vigtigt krydderi bliver en akilleshæl.

Der er mange fede idéer her, men hvad der startede med et wow som respons på lyden og de første riffs blev til et stille øv og en håben på, at der er mere at hente næste gang, for på tegnebrættet er det her rigtigt fedt, men savner bare lidt i sin udførelse i praksis.