Højlandshelvede
Er skotter for joviale og godmodige – for sunde, simpelthen – til at kunne spille black? Ikke ifølge anonyme Ifrinn, der søger det sugende mørke på denne debut-ep.
2. Silent Seas of Sorcery
3. Stellar Zephyrs
Det er i grunden mærkværdigt, at Skotland ikke for alvor har nogen black metal-scene. Hvis det passer, at der er en forbundethed mellem et lands black metal og dets natur (en tillokkende forklaring på det indtil for nylig generelle fravær af dansk black metal), burde Skotlands natur være en sand inspirationsfontæne for genren. Afsidesliggende, forblæste øgrupper. Højlande og bjerge. Dårligt vejr. Sumpede, øde moser. Marsker. En rig folklore og gotisk litteratur. Endda en vis kulturel forbundethed med Norge. Skotlands fravær af black metal er et af de bedste argumenter for, at så meget kan naturen heller ikke betyde.
Den sangvinske skotte
Måske er det den skotske nationalkarakter? Når nu Ifrinn, hvis medlemmer er anonyme, tager det gæliske navn for helvede som bandnavn og med titlen på debut-ep'en 'Caledonian Black Magick' peger på egen skotskhed, så må det vel næsten være tilladt at inddrage denne forældede nationalromantiske tanke hér. For er skotten ikke en jovial sangviner, venlig og optimistisk, begejstret for bordets glæder og de våde varer, med anstrøg af melankolikeren, jovist, men hvem ville ikke blive lidt melankolsk over at være underlagt noget så udueligt som England gennem århundreder? Og man takkede jo også pænt nej til selvstændighed, da man fik muligheden, så værre er melankolien altså heller ikke; i praksis er man vel mere trist over det nationale fodboldhold. Skotten er så langt fra en sammenbidt, asocial, indebrændt misantrop, som man overhovedet kan være, og så er det svært at spille rigtig black.
I det hele taget er Skotlands fraværende forhold til metal påfaldende; Nazareth og Holocaust er vel de kunstnerisk mest succesfulde bands. Ellers har man The Almighty, Stiltskin (ja, dem havde jeg ogå glemt) og, suk, Alestorm. Sidstnævnte alene burde ellers kunne forvandle én og anden menneskeelsker til den pureste menneskeforagter, men så jovial er skotten, at han er bedøvende ligeglad med det, der i de fleste andre ville vække den dybeste skam på nationens vegne. Set i det lys må en titel som 'Caledonian Black Magick' nærmest være en programerklæring.
Sugende mørke
Og ep'en, der følger efter en demo fra 2016, er da også en mere end løfterig debut fra skotterne. Her er tekster om transcendens: "As hellish litanies yield,/ to worlds from beyond and afield,/ labyrinthian secrets once concealed,/ all shall be revealed!" lyder omkvædet for eksempel i titel- og åbningsnummeret sunget af en hæst råbende vokal, der er tættere på en punket brølen end normalt i genren, men ligesom gemt væk bagest i lydbilledet.
Her er masser af rå og hurtige tremoloriffs i åbningsnummeret, et rocket drive i 'Silent Seas of Sorcery', balanceret af smagfulde synths i baggrunden, mens afslutningsnummeret 'Stellar Zephyrs' er lidt af et episk monster, ritualistisk og fortættet, med et sugende mørke.
Ifrinn er langtfra joviale og folkelige. I stedet minder de om en simplere, mindre "riffsalat"-agtig og mere ritualistisk version af de bands, der kommer på selskabet Terratur Possessions. Lyder det skotsk? Tja, hvordan lyder skotsk black metal i grunden? Det spørgsmål står stadig ubesvaret efter lytning, og det er måske også min eneste anke. For der er ikke noget, der markerer lyden som særligt skotsk. Ikke at jeg forventer folkemusik, sækkepiber og lyden af kilte, der blafrer i vinden (det er jeg egentlig helst fri for). Men albummet kunne lige så godt være lavet af et band alle mulige andre steder fra; der mangler et regionalt særpræg, som løfter det et stykke mere. Men 'Caledonian Black Magick' er bestemt anbefalelsesværdig og løfterig. Og det er nok også en urimelig fordring, at et album skal leve op til lytterens vage, uformede opfattelse af det skotske landskab.