Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Usikre skuldertræk og en talende guitar

Populær
Updated
Usikre skuldertræk og en talende guitar
Usikre skuldertræk og en talende guitar
Usikre skuldertræk og en talende guitar
Usikre skuldertræk og en talende guitar
Usikre skuldertræk og en talende guitar
Usikre skuldertræk og en talende guitar
Usikre skuldertræk og en talende guitar
Usikre skuldertræk og en talende guitar

På sit tredje udspil under eget navn tager Dinosaur Jr-frontmanden endnu en gang dybe, sjælelige spadestik med guitaren som sin bedste ven. 

Kunstner
Titel
Tied To A Star
Dato
25-08-2014
Label
Distributør
Genre
Trackliste
Me Again
Every Morning
Heal The Star
Wide Awake
Stumble
And Then
Drifter
Trailing Off
Come Down
Better Plane
Karakter
5

Lad det for dum ordens skyld gerne med det samme være sagt, at der ikke er meget tungrock over ’Tied To A Star’, der er guitarvirtuosen J Mascis’ opfølger til solopladen, ’Several Shades Of Why (2011). Begge disse plader er ligeså følelsesfulde, som titlerne indikerer. Modsat det støjende guitargenis særegne brug af feedback og distortion i "hovedforetagendet" Dinosaur Jr, såvel som hans forskellige instrumentale bidrag i sideprojekter som Witch og Heavy Blanket, hvor Mascis har det med at få sine respektive instrumenter spillet rødglødende, da har han i solosammenhæng også denne gang skruet ned for både det rockbastante og det elektriske.

Ligesom på ’Several Shades Of Why’, der var en akustisk plade plus små stunder med el-guitar, er også ’Tied To A Star’ hovedsageligt et akustisk udspil med øjeblikke af opfindsom, tilbagelænet rock & roll med strøm på. Modsat ’Several Shades Of Why’ dukker der denne gang dog også trommer op på et par af numrene. Alt i alt er Mascis’ nye soloplade på mange måder en ganske naturligt forlængelse af den forrige, og måske det er derfor, at det overrasker, hvor meget den samtidig også adskiller sig fra den.

Personligt og vedkommende

Første skæring på ’Tied To A Star’, ’Me Again’, læner sig dog overlagt op ad åbningsnummeret fra ’Several Shades Of Why’, ’Listen To Me’. Endnu en gang lægger Mascis som solist ud med en diskret form for direkte henvendelse til lytteren, der bydes indenfor i et indfølt musikalsk univers med selvrefleksive tanker, der enten har med det eksistentielle eller det direkte depressive at gøre. At der er meget på hjerte hos Mascis, er der fra åbningen ingen tvivl om. Med så personlige ting på dagsordenen, så at sige, som det er tilfældet hos Mascis, synes det ofte at være en kunstart i sig selv at ramme et udtryk, der også formår at formidle de meget personlige emner på en sådan måde, at det ikke udelukkende bliver selvterapeutisk, men tværtimod samtidig bliver vedkommende for andre end musikeren selv, hvilket vil sige os lyttere. Det er der ingen tvivl om, at Mascis har succes med.

Usikkerhed som et værktøj

Mascis har et særligt trick oppe i ærmet, som på den anden side synes så oprigtigt, at det næppe kan karakteriseres som værende et trick. ”Tricket” er brugen af usikkerhed som et kunstnerisk (og derfor også menneskeligt og eksistentielt) værktøj. ’Me Again’ er blot ét af flere numre på ’Tied To A Star’, der synes at benytte usikkerheden som en helt særlig metode – en metode, der resulterer i et blidt og originalt udtryk. Det er i hvert fald det, man erfarer, når man hører en sang som ’Me Again’ – samt senere numre på pladen som ’Wide Awake’ eller ’Stumble’ for den sags skyld – en bevidst tilstedeværelse af eksistentiel, menneskelig usikkerhed.

Selv de numre, der ellers har Mascis’ afdæmpede og enestående ro over sig, har samtidig noget andet på spil. Fornemmelsen for denne anderledes usikkerhed kommer blandt andet til udtryk gennem Mascis’ vokal, der kan siges at være en opgivende udgave af Neil Young, samt via hans slag på guitarstrengene, der naturligt og konstant veksler mellem henholdsvis det hårde og det opslidende samt det nærmest pinlige og måske netop derfor også opgivende. Det er denne sjældne selvindsigt og no-bullshit-1:1-ærlighed hos Mascis, der gør forskellen.

Årets bedste rocksang?

Og så er der nummeret, der tenderer til at være årets hit. ’Every Morning’ er en uhyre iørefaldende, upbeat rocksang, og er samtidig så outreret, at den på papiret slet ikke burde være mulig. Her har vi på alle måder en kontrasternes skæring, som den i løbet af sine blot fire minutter blander powerballadens storladne feel med en slags nedbarberet garagerock iklædt også en singer/songwriter-sensibilitet. I løbet af den korte sang formår Mascis at smide fire (!) soloer ind i dens sangskelet, alt i mens lyden af pulserende whiskers fra grunge-trommerne holder sangens letbevægelige rockpuls naturligt kørende.

Hvordan man kan gøre indbegrebet af rockguitarekvilibrisme også emotionelt vedkommende og helt indfølt er et lettere mysterium, vi lader musikprofessorerne om forsøgsvis at hitte ud af. Men måske det i Mascis’ tilfælde handler om ægthed samt om det, man kan kalde for en symbiose mellem kunstneren og hans instrument? Når Mascis’ guitar som her indtager rollen som den heftigste sminkør, dukker der i hvert fald nye nuancer frem, som indbyder til eftertænksomhed hos lytteren på en måde, som netop kun en ”sonisk forklædning” som denne synes at kunne få frem. Det er på én gang let og indviklet; på én gang poetisk og fandens rock & roll - i øvrigt ikke helt ulig livet selv. ’Every Morning’ er en stor sang fra en stor sangskriver.

Skamroser til kedsomheden

Der er mange facetter ved 'Tied To A Star', man kunne skamrose. Man kunne selvfølgelig skamrose Mascis’ forbløffende guitarspil, der er lige dele Neil Young og Richard Thompson, men som mest bare er helt sit eget. Man kunne skamrose Mascis’ evne til at skrive sange, der på overfladen synes lette, men som kun bliver bedre og bedre og bedre endnu for hver gang, man hører dem. Man kunne – som det også er blevet gjort - skamrose hans på én gang befriende og maniske forhold til ærlighed i sine sange – en ærlighed, der kommer til udtryk hér, dér og alle vegne på ’Tied To A Star’.

For i et samfund, der er interesseret i sundhed og gå-på-mod, men som mest synes at være fuld af overfladiske bekendtskaber og en dyrkelse af individ og ego, er der noget elementært rørende i at være i selskab med en musiker, der skruer tempoet ned, og som forholder sig til noget så menneskeligt konstituerende som skrøbelighed og usikkerhed – og så endda i form af en pokkers god og ditto velskrevet sang. Mascis har i øvrigt også en evne til at lægge betoning på kedsomhed i sine sange, metakompositorisk såvel som lyrisk. Og nej, betoningen af kedsomhed og usikkerhed burde ikke være en vej til at formidle visdom, mod og eksistentiel indsigt. Men nu er J Mascis ærligt talt ikke som andre - i hvert fald ikke når han har en guitar i hånden. Så er han et fucking geni!