Ventetiden værd
Populær
Det har taget Jonathan Davis mere end 10 år at få udgivet debutalbummet 'Black Labyrinth'. Trods et utal af faldgruber er det langt henad vejen en succesfuld udgivelse.
Final Days
Everyone
Happiness
Your God
Walk On By
The Secret
Basic Needs
Medicate
Please Tell Me
What You Believe
Gender
What It Is
Der er masser af glimrende eksempler på vokalister, der har taget pause fra deres normale job/band og udgivet mere eller mindre succesfuldt solo-materiale. Afdøde Chris Cornell udgav nogle ganske fine soloplader. På den hjemlige front udgav Jesper Binzer sidste år solomateriale, der desværre var ret uinteressant. Få ud af mange eksempler. Inden for nu-metal-genren, hvor Jonathan Davids normalt befinder sig, er der ligeledes flere eksempler. Mest prominent er sandsynligvis Serj Tankian (System of a Down), der har udgivet fire soloplader af meget svingende kvalitet.
Mere end 10 år har det taget Jonathan Davis at udgive debuten ’Black Labyrinth’, hvilket i sig selv godt kan bekymre. Er materialet allerede musikalsk forældet før udgivelsen? I det hele taget er der mange faldgruber, når vokalister søger solokarrieren. Jesper Binzer-problematikken er sandsynligvis den største. Problemet med at fremstå som individuel kunstner, frem for en mindre interessant kopi af det band, man normal synger fori. En problematik, man i særdeleshed kunne frygte i forbindelse med ’Black Labyrinth’. Jonathan Davis har alt andet lige en signaturvokal og vokalføring, der på mange måder er essensen af Korn.
’Black Labyrinth’ lyder heldigvis ikke forældet, trods 10 år i støbeskeen. Davis har givet pladen et overordnet musikalsk udtryk, der i høj grad låner fra 80’ernes synth, new wave og post-punk inspirerede perioder, og derved undgår den paradoksalt nok at lyde uaktuel. Synthfladerne på ’Happiness’ giver interessante associationer til synth-pop a la Gary Numan, mens det sandsynligvis er et band som The Cure, der har været Davis' største inspirationskilde. Man skal altså ikke forvente nedstemt guitar eller andre typiske Korn-elementer, hvilket i sig selv er en god ting, hvis albummet skal have sin egen identitet.
Så simpelt slipper Davis uden om at lyde forældet eller for den sags skyld som Korn. Forholdsvist nemt, om end ikke overraskende. Under kunsternavnet JDevil har Davis DJ’et hyppigt, blandet andet som opvarmning for Korn. I den sammenhæng har den elektroniske side, der i høj grad skinner igennem på ’Black Labyrinth’, ofte været i fokus. Til trods for at guitaren stadig har sin plads på pladen, er det befriende at opleve Davis beskæftige sig med helt andre genrer end normalt. Især så gennemført og fornemt, som han gør det på debuten.
Skulle der herske tvivl om det musikalske fokus på pladen, gør Davis sit ypperste for at forberede lytteren allerede fra første nummer. ’Underneath My Skin’ er et synth- og basdrevet nummer, der simpelt og effektivt forbereder lytteren på, hvad der er i vente. Herefter er pladen mere eller mindre en tour de force udi insisterende og opfindsom sangskrivning.
Af pladens 13 numre er det kun få, der falder igennem, mens størstedelen er båret af en god melodi og opfindsomhed. ’Black Labyrinth’ er, som titlen insinuerer, en musikalsk tur gennem Davis' krøllede sind og et utal af musikalske udtryk. ’Final Days’ er bygget op omkring et orientalsk tema, omkvædet på ’Your God’ sender associationer til new wave, ’Walk on By’ byder på lige dele tung, bombastisk guitar og luftige funky riffs, mens ’Basic Needs’ og ’What It Is’ er storladne og insisterende kompositioner.
Det lyder og er kaotisk med de mange forskellige udtryk, men Davis bygger bro mellem elementerne og lægger en rød tråd pladen igennem. Specielt fordi sangskrivningen langt hen ad vejen er god og byder på mange intense og vellykkede passager. Davis har efterhånden mange års erfaring, og den erfaring benyttes til fulde. Den ikoniske frontmands debutalbum som solokunstner er en interessant lytteroplevelse. Langt mere interessant end Korn generelt har været de seneste 10 år.