Heavy er sgu temmelig provinsagtigt

Rapperen Jøden fortæller om at være opvokset i Skanderborg på heavy og D&D, og hvordan dårlig smag og tung musik går hånd i hånd.

Jøden, eller Michael Mühlebach Christiansen som der står på hans postkasse, er mest kendt som rapper, det være sig freestyle i MC’s Fight Night eller på pladerne ‘Monkeyjuice’ fra 2007, ‘Den Fede’ sammen med makkeren Jonny Hefty fra 2013 og sidste års ‘Jahudi’.

Kendetegnende for Jødens rap er et fokus på ordspil, en tung jysk dialekt og lag på lag af humor. Baggrunden i Skanderborg figurerer også tydeligt i lyrikken, mens et andet aspekt, der nok ville blive overset af de fleste, fangede vores opmærksomhed på Devilution.

For ofte, når Mühlebach rapper om sin fortid, sniger der sig et bandnavn frem. Måske er det Iron Maiden, som på sangen ‘Kylling’, eller også er det Slayer, som på ‘Tung som en Sten’.



Efter den prås gik op for os, besluttede vi, at det kunne være interessant at snakke mere med Mühlebach om præcis det emne, der ligger os nær her på siden. Hvordan spiller heavy ind for Jøden?

Man kunne da også gå til håndbold
– Altså, jeg er jo født i 70’erne og opvokset i provinsen. Man kunne faktisk ikke undgå heavy metal, fortæller Mühlebach.

– Jeg begyndte at interessere mig for musik, da jeg var omkring ti år, og der var ligesom kun to retninger man kunne gå på det tidspunkt: heavy eller hip-hop. Og jeg var den eneste med kasket, så det var ret demokratisk, at det blev heavy vi hørte mest af.

Fortællingen om provinsen i 70’erne og 80’erne er meget væsentlig for Mühlebach.
– I Skanderborg dengang lukkede kiosken klokken 20, og så var der simpelthen ikke mere at lave før næste dag. Så man måtte underholde sig selv, enten ved at sparke til lygtepæle og ryge hash eller spille Dungeons & Dragons og høre Annihilator.

Datidens provins var øde om aftenen, og man måtte skabe sin egen underholdning. Og som det så ofte sker i metal-sammenhænge, så dukker det klassiske rollespil op. Det er set utroligt tit, og derfor spørger vi også Mühlebach om, hvilken betydning krigerne og dragerne har haft for ham.
– Jamen, når vi skulle lave noget, så var det jo de ting vi fandt frem. Ludo kunne vi alle sammen. Whist kunne vi alle sammen. Uno kunne vi ikke blive enige om reglerne til. Dungeons & Dragons er måske sådan lidt “sidder du og leger Harry Potter”-agtigt, men det er også fedt. Der er noget okkult over det. 
Man kunne da også gå til håndbold, men ...

Tidligere i samtalen har Mühlebach forklaret, hvordan man fandt plader frem ved at kigge på deres covers og købe dem, der så vildest ud. Sådan endte han med at komme hjem med Venom og så videre.
– Ja, det er lidt det samme. Det skal være sejt. Det er fedt nok at spille en ridder med et stort sværd, men det er, når du er troldmand og laver dig en hær af udøde, det er rigtig fedt. Det kan man jo også se på den heavy, vi hørte dengang.

Mühlebach beskriver de adskillige Manowar-koncerter, han har oplevet. 
– Det er jo helt umuligt at se, om Manowar er inspireret af rollespil eller omvendt. Det er den her helt ekstremt tarvelige firsergrafik med et højt tårn og en fucking skønjomfru i nød og alt det der.

Han fortsætter:
– Det er jo det samme med Iron Maiden-plakaterne på væggen og alt det der. Det var jo fucking sejt, og man syntes det virkede lidt ekstra. Ikke at det nogensinde lykkedes, men man tænkte det også, at hvis man nogensinde fik hevet en med hjem fra fritidsklubben, ville hun også synes, det var lidt spændende med det monster på væggen.

Dem der hørte heavy dengang ville nok høre techno i dag
– Heavy er lidt provinsagtigt. Det er lidt bøvet. Og det er det på den måde, hvor man er lidt stolt af det. Ligesom hvis en jyde bliver kaldt en bonderøv af nogle københavnere, så kan han godt blive stolt af det, selvom de absolut ikke mente det positivt.

Michael “Jøden” Mühlebach taler videre om sit forhold til heavy metal, og hvorfor han mener, det er formet så meget af en opvækst i provinsen.
– Det er på en måde dårlig smag og en dyrkelse af den dårlige smag, der giver os noget fællesskab. Så kan vi godt lide at gøre nar af håndboldfans, der hører ‘For Evigt’, men vi står jo for fanden alle sammen og synger med, når det er Slayer eller Accept, der spiller.



Her kommer Mühlebach i tanke om en anekdote om Accept. Han var taget til Hamborg sammen med en kammerat, Søren. De står blandt publikum, hvor de i øvrigt overraskes af det enormt store antal tyskere i Pretty Maids-shirts, og ser spændt frem til hovedattraktionen.
– Der er musik og dufte i luften. Man bliver helt teenage-nostalgisk. Man kan faktisk næsten lugte stemningen. Søren har vist heller ikke vasket trøjen siden. Men så går Accept altså på, og vi står og får verdens største stik i hjertet, da vi opdager at Udo Dirkschneider ikke er med i bandet længere!

Mühlebach tilføjer, 
– Ja heldigvis opdagede vi så, at vi kunne høre UDO i Aarhus ugen efter, men alligevel.

Da Mühlebach opdager, hvornår Dirkschneider egentlig forlod bandet, ler han højt, men mener det understreger hans pointe.
– Ja præcis! Det kan jo være lige meget, vi kommer der jo for at huske hvordan det var. I mange år har Pretty Maids spillet fast i Horsens, og det er totalt “90-årsfødselsdagen”. Folk bliver rasende, hvis de ændrer i sætlisten. Man kommer for nostalgiens skyld. For at stå og skråle med de gamle gutter.

Men som mange københavnere har oplevet, efter at have kaldt en jyde for en bonderøv, er der stor forskel på hvad man siger om sig selv, og hvad man vil acceptere andre siger om en.
– Da vi så Twister Sister på Copenhell, var det det fedeste, og vi opdagede, at vi kunne synge med på langt flere sange, end vi havde regnet med. Vi fjollede og grinede af os selv, men hvis der var gået nogen forbi og havde gjort det, var vi blevet vrede.

Og heavy metal er ikke det eneste sted Mühlebach dyrker underhundsrollen
– Jeg holder jo også med AGF, og vi kan godt lide at sige at det er et taberhold. Men vi ved også godt, hvad der sker, hvis andre skulle finde på at sige det samme.



Gamle hunde og nye tricks
– For mig peakede musikken nok mellem ‘90 og 2000. Det var dengang, man havde gode ben og kunne gå en maraton hver dag på Roskilde. Jeg så vel nok 40 koncerter på de seks dage, det varede dengang.

Mühlebach fortæller, at han mest hører musik fra den æra, selvom han nogle gange bliver tvunget ind i at rykke sine grænser, særligt fra kærestens hånd.
– Så sætter Christina rock-radio eller et eller andet nymodens stads på, og så hører vi det. Jeg rynker nok på næsen og nægter at have vinduerne rullet ned, når vi så hører Bring Me the Horizon eller sådan noget, men efter at have hørt det nok, kommer jeg også til at sætte det på, når jeg selv skal ud at køre.

– Men jeg er klar over, at jeg bare er ved at blive gammel. Dengang Anthrax’ ‘Attack of the Killer B’s’ udkom, købte min makker Søren den, mens jeg købte Soundgarden samme dag. Han kaldte mig en pop-røv, og da jeg gerne ville høre min plade efter at have lyttet til Anthrax et par gange, nægtede han og tog hjem for at høre den igen. Det var sjovt, og jeg kan godt lidt forstå det nu, ler Mühlebach.

Han fortsætter:
– Men altså, det er jo sådan det er nu. Når Slayer udsender en ny plade, så køber man den og hører den en gang eller to, inden man finder de gamle plader frem, for dem vil man alligevel hellere høre.

Mühlebach ser det samme indenfor hiphoppen: Dér sværger han også mere til det gamle.
– Det er Public Enemy, der var mine evige helte, og jeg kan også bedst lide den slags. Det nye er bare ikke lavet til mig. Vi prøver jo at indoktrinere de unge, jeg ser masser af børn på Copenhell og den slags, men jeg håber da, at de også finder deres egen lyd.

– Jeg hører ikke så meget af det nye hiphop, jeg synes ikke, det er fedt, når de rammer skævt på beatet og kører autotune. Jeg elsker det med sjove ordspil og gode rim og sådan. Loke Dephs nye plade er for eksempel superfed, men jeg accepterer ligesom også, at det bare ikke er lavet til mig.

– Jeg var til et arrangement i DR, Den Nye Stil, for nogen tid siden, og Kidd skulle optræde. Der var nogen af de unge kvinder, der nærmest fik en fysisk reaktion på det. De blev ti år yngre og opførte sig som dengang, hvor de gik mega-meget i byen og ejede verden. Så på den måde skaber de nye generationer også deres egne anthems. Og så kunne vi andre jo bare gå i baren imens.

– Det med gode rim, det er i øvrigt noget, der er meget langt mellem i heavy. Jeg mener "bring your daughter / to the slaughter", det er eddermame uheldigt. Og ellers bliver det tit noget fjollet nordisk nissemusik, "Ulver kommer i midsommeren" og alt det der. Der kunne heavy lære noget af hiphop.

Fællesskab og kirke
Som tidligere skrevet, så inddrager Jøden af sine sange metallen, men på sidste års ‘Jahudi’ blev det især inddraget på tracket ‘Kylling’, hvor en mand må sande, at hans plakat med “Iron Mæææden”, som det på klingende skanderborgensisk udtales, er endt i skraldeposen sammen med nunchakuen.

Mühlebach og Jonny Hefty har lavet en sang, der, selvom ordet “kælling” går igen flere gange, handler om en mand, der bytter en slags dårlig smag ud for en anden.



– Det er jo manden, der er en kylling. Så går han og omtaler sin kone som en kælling, men i virkeligheden kan han ikke bebrejde andre end sig selv. Han har fundet hende og tror hun er perfekt, hvis hun aldrig ændrer sig, hvor hun har tænkt, at han kan blive perfekt, hvis bare hun kan lave ham om.

Snakken går om plakaterne på teenage-værelsets vægge, og Mühlebach beslutter sig for at købe en med Nicko McBrain (trommeslager i Iron Maiden, red.) til badeværelsesdøren, og han prøver at overbevise kæresten ved at forklare; at McBrain har “verdens fladeste næse”.

Parløbet med Jonny Hefty har også været lang for Mühlebach, og deres særlige humor går igen på sangen. Mühlebach kender Hefty fra dengang han spillede i bandet Geronimo, som Mühlebach insisterer på, jeg skal lytte til. Han fortæller, at Hefty er blevet mere metal af at lave hiphop, end han var dengang.

Scenen omkring “Fuck You, We’re From Denmark”-pladerne fra dengang har betydet en del for Mühlebach.
– Jeg har jo måske 78 venner, der har spillet guitar i Hatesphere eller Illdisposed, griner han.

– Vi lytter også til en del Aphyxion og sådan. Man kommer langt i min bog, hvis det er lokalt.

Samtalen falder, meget apropos på koncerter, hvor noget af det Mühlebach savner mest er, at føle nærheden.
– De gode koncerter er dem, hvor der er kort mellem publikum og musiker, og det er lige meget, hvilken genre det handler om. Det er også derfor, jeg ikke gider sid-ned-koncerter. Uanset om det er i DR’s koncertsal eller på grund af corona.

– En ordentlig koncert er lidt som at gå i kirke. Det er fællesskabet, samhørigheden, der inspirerer mig. Det bliver lidt sådan, “så længe vi er i det her rum sammen, så kan de ikke røre os”. Det er det jeg glæder mig til.

Festivalerne fylder meget for Jøden, der er fast inventar på Refshaleøen, men ser skeptisk på, om vi kommer til at mødes derude i år.
– Men jeg glæder mig til at komme ud igen og være en del af det fællesskab. Uanset om det er i Royal Arena eller på Underwerket. Det er også sådan jeg opdager nyt, ligesom da jeg hørte Slayer og opdagede Lamb of God, der opvarmede. Ellers så håber jeg, at folk vil prikke mig på skulderen, og fortælle mig, hvad jeg skal høre.