Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Kingdom Gone?

Populær
Updated

Det er snart mange år siden, at Kingdom Come var enten elsket eller hadet. Lenny Wolfs seneste udgivelse i Kingdom Comes navn ændrer nok ikke ved dette faktum.

Kunstner
Titel
Outlier
Distributør
Trackliste

1. God Does Not Sing Our Song
2. Running High Distortion
3. Rough Ride Ralleye
4. Let the Silence Talk
5. Holy Curtain
6. The Trap is Alive
7. Skip the Cover and Feel
8. Don't Want You to Wait
9. Such a Same
10. When Colors Break the Grey
Karakter
2

I slutfirserne fik det delvist tyske band Kingdom Come et pludseligt og relativt kortvarigt megagennembrud på især den amerikanske rockscene. Samtidig blev bandet dog voldsomt kritiseret for at være en målrettet kopi af Led Zeppelin. At forsanger og bandleder i Kingdom Come Lenny Wolf på helt grotesk vis bedyrede, at han overhovedet ikke kendte til Led Zeppelin, forstærkede naturligvis kun denne kritik. Denne kritik ændrede dog ikke ved, at Kingdom Come var store i USA i noget, der ligner et splitsekund, hvor bandets første album nåede platinstatus.

Her i 2013 er der naturligvis løbet ubeskrivelige mængder vand i åen siden, og Kingdom Come er så småt gået i glemsel. Fra det oprindelige band resterer kun Lenny Wolf, og Kingdom Come må efterhånden betegnes som Lenny Wolfs soloprojekt, selv om der da medvirker mere eller mindre faste bandmedlemmer. Kingdom Comes nedtur understreges også af, at der på trods af dette nye album ikke fremgår koncertplaner på bandets officielle hjemmeside.

Musikken på 'Outlier' bærer også præg af at være noget lag på lag-indspillet musik, hvor man får indtryk af, at det nok er Lenny Wolf, der har betjent de fleste af instrumenterne. Generelt er det ikke opløftende, men der er da enkelte gode momenter hist og pist.

Albummets første sang ’God Does Not Sing Our Song’ lægger ud med slag på bækkenerne i bedste John Bonham-stil, inden der sættes i med et særdeles forvrænget guitarriff, der kører oven på en bund af tung trommerytme og en keyboardflade, inden sangen sætter ind i en forvrænget form, der næsten giver mindelser om de tidligere så anvendte vocodere. Det hele køre i en mid tempo-rytme, som går igen igennem hele albummet.

Albummets anden sang ’Running High Distortion’ er et af albummets bedre tilbud. Det hele kører igen i form af guitarriffs, trommer og keyboardflader med effekter og en forvrænget sang, men i anden halvdel af sangen dukker der er heftigt riff op, der kunne være planket fra Metallica, mens der i baggrunden kører noget syret keyboard. Slet ikke dumt.

Desværre bliver der mærkbart ringere herefter, hvor der introduceres en masse
keyboardeffekter og nyrock-tendenser, som ikke alle er lige velkomne for denne anmelder.
Dog skal fremhæves sangen ’Skip the Cover and Feel’, der lyder meget, som det, Jimmy Page og Robert Plant har lavet sammen efter Led Zeppelin. Også sangen ’Such a Shame’ fortjener en rosende bemærkning for en ret fed og fremaddrivende rytme, sammen med en af de bedre sangpræstationer fra Lenny på dette album.

Generelt er der dog alt for meget på dette album, der falder ved siden af. Samtidig bliver man trist af at høre på Lenny Wolfs triste stemme. Han har godt nok altid lydt lidt anstrengt. Men på 'Outlier lyder han som en mand, der er på vej til at slæbe den tændte grill med ind i soveværelset.'