Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

House of Franco #205

Populær
Updated
House of Franco #205

Jens har skrevet nogle mindeord om punk- og syrerocklegenden Lars Bjerre, hvis begravelse han var til i lørdags

Kunstner

1998. Har nogle venner i et band kaldet Hellroute 16. De mangler en forsanger, og siden jeg er kendt for at mene dit og dat om, hvordan rock skal spilles i 'zinet Moshable, spørger Thomas Raun aka Tom Hell, om jeg har lyst til at prøve. Vi øver i et par måneder og får et lille sæt op at stå med vores Motörhead-møder-Stooges-punk'n'roll. Et spillested for vores debutkoncert skal findes. Vi har nogle gange været på Achtung Cowboy, som ligger på Valdemarsgade på Vesterbro i en stuelejlighed og kælder, så vi snakker med Lars Bjerre, der kører undergrundsklubben, en ældre gut med fortid i den tidlige københavnske punkscene samt i bands som Alive With Worms med flere, som også har spillet med flere Sort Sol-medlemmer gennem årene. Intet problem, siger den flinke mand. Cool tænker vi, da vi ikke var helt klar til Jagtvej 69 endnu. Det gik fint, og vi spillede der flere gange til omkring 2003. Lars Bjerres spillested havde en bred vifte af bands, som jævnligt spillede på adressen, fra On Trial over den københavnske punkundergrund med bands som Amdi Petersens Arme og Hul til dødsmetal, ja, selv salsamusik blev der spillet.

For nylig sad jeg med Thomas Raun i hans lejlighed i Brønshøj, hvor han har Hellroute 16-plakater fra Achtung Cowboy hængende, og vi talte om, at Vesterbro virkelig mangler et spillested som det gamle kultsted. Dagen efter er det første, som dukker op på Facebook, et opslag om, at Lars Bjerre er død, 61 år gammel. Jeg er lettere chokeret, da jeg ikke har mødt manden i flere år, men kun hørt, at han havde nogle helbredsproblemer. Det var canceren, som tog ham. Jeg husker ham fra Achtung Cowboy som en ekstremt sød og stille mand, der var meget interesseret i mange forskellige slags musik. Mange legendariske K-town punkbands har – som Hellroute 16 – spillet deres tidligste koncerter på det spillested, hvor det var nemt at få et gig uden noget bullshit og hierarki.

I lørdags var jeg til bisættelsen af Lars på Vester Kirkegård på en regnfuld og trist dag. Salen var fyldt med folk som fyrene fra Sort Sol, Fritz Fatal (Before), Hobitten (Spids Nøgenhat) og andre fra de gamle punkdage. Det var en smuk og enkel ceremoni. Iver, Bjerres gode ven gennem mange år, sagde nogle få, velvalgte ord, da Lars ikke ønskede taler, men fik spillet nogle Pink Floyd- og Captain Beefheart-numre. Senere var vi mange til gravøl på Cafe Svejk. Her var bl.a. hans eks-kæreste Anne Margrethe, som også bar kisten og styrede Achtung Cowboys bar i gamle dage med Lars, og Janine Neble, sangeren fra Alive With Worms, hvis nye skive også blev solgt og hørt i lokalet. Udenfor stod jeg og røg smøger med Steen Jørgensen og andre, og vi fortalte gamle rockrøverhistorier om Slayer, Captain Beefheart, Hawkwind og selvfølgelig Lars Bjerre. Senere endte jeg på bøssebar i Indre By med to veninder. En smuk afslutning på en trist dag.

Farvel og tak, Lars, det var en ære at kende dig.


P.S. Jeg har haft planer i flere år om at kontakte folk med henblik på at få lavet en billed-/hyldestbog om Achtung Cowboy. Det kommer der til at ske noget med efter Lars' død.