Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

"Et udskud og en fed person"

Updated
afhelvedetil2rgb
profile picture 300dpi
Noget frygteligt_COVER-1

 I sidste uge udkom tegneserien 'Noget frygteligt er altid lige ved at ske', der beskriver en ung mands kamp med angst, depression og sit eget selvværd.Vi taler forfatter og tegner Lars Kramhøft om det personlige værk og om den symbiose, der for ham er mellem tegneserier, metal og punk.


Tillykke med udgivelsen af 'Noget frygteligt er altid lige ved at ske. Det er jo en meget alvorlig historie om angst, depression og om generelle udfordringwe som ung mand på vej ind i det mere forpligtende voksenliv. Hvor personlig er den? Er der ligefrem tale om en selvbiografi, eller trækker du kun på dele af dit eget liv?

"Tak! Det er ingen hemmelighed, at det er en ret personlig historie for mig, men det er ikke en decideret selvbiografi. Jeg har ikke gået på tegneskole sådan som fortælleren, og resten af persongalleriet, forældrene, vennerne og pigerne, er alle sammen opdigtede, selvom jeg selvfølgelig har brugt en masse karaktertræk fra forskellige virkelige personer, jeg har kendt eller mødt. Men jeg traf et valg om, at det ikke skulle være mit partikulære liv, det skulle handle om: Det er mere de almene oplevelser med afvisninger og nederlag, og følelser af angst, fremmedgørelse, håbløshed og vrede, jeg synes er interessante. Lad mig sige det på den her måde: Jeg har oplevet mange af de samme ting som personerne i 'Noget frygteligt ...' kommer ud for, men det er ikke mit indtryk, at det er spor unikt - det virker måske bare sådan, fordi vi ikke er vant til at tale så meget om dem."

Har du haft i tankerne at tegneserien kan bruges til oplysning, undervisning eller måske ligefrem behandling undervejs i processen?

"Det ville være skønt, hvis den kunne hjælpe nogen. Jeg er jo ikke læge eller psykiater, og jeg skriver bare ud fra min egen erfaring, så jeg vil ikke påstå at ’Noget frygteligt ...' ligefrem kan bruges til behandling.

Som udgangspunkt vil jeg sige at enhver, der har det som hovedpersonen i 'Noget Frygteligt …', bør søge professionel hjælp eller i hvert fald tale med nogen. Jeg har selv været heldig at have gode venner omkring mig samt en forstående kæreste, som jeg har kunnet tale med, når jeg har haft det skidt, men jeg kan sagtens sætte mig ind i den ensomhed, mange oplever i forbindelse med psykisk sygdom.
Måske det oplysende i tegneserien mest er i den forstand, at man kan opleve, at man ikke står alene med at have det på den måde, jeg har beskrevet, eller at det er en mulighed at tale om det og forhåbentlig også gøre noget ved det. En af mine pointer er, at psykisk sygdom og ens mentale habitus i det hele taget ikke kun er et privat anliggende, men noget, som samfundsstrukturer også spiller ind på. Den indsigt har været med til at hjælpe mig personligt og fjerne noget af den enorme skyld og skam, man kan føle, når man rammes af f.eks. depression. Det er en pointe, jeg håber, læseren vil tage med sig."

(Interviewet fortsætter under billedet fra 'Noget frygteligt er altid lige ved at ske'.)
promo08
Som jeg kan forstå det, har metalmiljøet og musikken selvfølgelig været et frirum i depressionen for dig? Hvorfor? Har det en terapeutisk virkning i sig selv, eller handler det om fællesskabet?

"Helt klart. Og nu kan du få mig i gang med at snakke længe, må jeg lige advare om. Musik og tegneserier har været mine redningsplanker. Tegning og skrivning er blevet min vej i livet, men det har været med et permanent soundtrack af punk og metal. Jeg har brug for vred, energisk musik, som andre har brug for vitaminer, og selvom det måske ikke direkte kan ses på alt, hvad jeg laver, har det været med til at forme mine grundlæggende værdier og mitsyn på mange ting.

Hvis jeg går helt tilbage til mine teenageår, da jeg begyndte at høre musik, var metallen ufattelig vigtigt, ikke kun på grund af det terapeutiske aspekt i at lytte til det, men simpelthen også, fordi det åbnede for en mulighed for, at man godt kunne være et udskud og have nogle sorte tanker og alligevel blive en okay fed person, der får succes med noget. Noget andet end at komme i lære i den lokale bank eller blive fodboldspiller. Det gav nogle rollemodeller og et håb om, at voksenlivet ikke behøvede være totalt røvsygt. Jeg husker især tydeligt, at det gjorde et kæmpeindtryk på mig at høre nummeret 'Daddy' på det første Korn-album, der ender med, at Jonathan Davis bryder helt sammen og græder. Jeg var jo, som de fleste unge mænd, vokset op med, at man bestemt ikke skulle græde eller vise for mange følelser i det hele taget, og derfor var det lidt af en åbenbaring at høre en, der kunne give så meget slip og gå totalt i opløsning.

I starten var det noget, jeg havde helt for mig selv, der var intet miljø som sådan der, hvor jeg voksede op, men det var på grund af (igen) tegneserier og musik, at jeg begyndte at få mine første venner. Igen var det ikke så meget et miljø, som at vi så var tre-fire fyre, der hang ud på et værelse og hørte musik og så de nye musikvideoer. Jeg kan huske, vi talte om, om det virkelig kunne passe, at der var piger til de metalkoncerter, vi så optagelser fra, haha. Det var unægteligt en anden tid."

(Interviewet fortsætter under billedet fra 'Noget frygteligt er altid lige ved at ske'.)
DØDEN2

Bruger du også metal som inspiration, og er det noget, som afspejler sig i nogen af dine værker? Hvor skal man kigge efter metal i din bibliografi?

"Der er ikke tale om en direkte indflydelse, men jeg bruger energien og kompromisløsheden som inspiration. Der er ikke noget bedre end at have noget hardcore punk eller thrash metal kørende, når det er crunchtime, og der skal tegnes igennem.

Der har faktisk også været et par bestemte sange, som jeg har tænkt på, mens jeg har tegnet og skrevet 'Noget frygteligt ...'. En af dem er '21st Century Digital Boy' af Bad Religion fra albummet 'Stranger Than Fiction', som jeg synes beskriver hovedpersonen, og nærmest hele min generations mænd, så godt. at jeg faktisk overvejede, om jeg skulle have citatet med i bogen; "I'm a 21st century digital boy,/ I got a lot of toys but I don't know how to live,/ My daddy is a middle class intellectual,/ My mommy's on valium." 

En anden sang, jeg vil nævne, er Kreator's 'United in Hate' fra 'Phantom Antichrist'. Det er en sang, der for mig maler et billede af en usynlige masse af vrede, fremmedgjorte mænd, som er ved at koge over. Det motiv stemmer ret godt overens med et af temaerne i 'Noget frygteligt ...', hvor jeg har nogle referencer til det, man kalder "manosfæren" (som er en fællesbetegnelse for de her meget indspiste online-fællesskaber, hvor primært hvide mænd finder sammen om had til kvinder og forskellige minoriteter). Det er det had, man ser flyde over med f.eks. en fyr som Elliot Rodgers, der stod bag Isla Vista-drabene i 2014. Jeg ved godt, jeg ryger lidt ud ad en tangent her, men det at gå ind i den vrede og frustration, som ligger til grund for den form for terrorisme (som ikke kaldes terrorisme, fordi den begås af en hvid mand, men som ikke desto mindre er ideologisk funderet), og prøve at forstå den, har været en af de primære grunde til at lave 'Noget Frygteligt ...' – for noget frygteligt er altid lige ved at ske, og det ender galt, hvis vi ikke som samfund bliver bedre til at tale om – og med – de unge mænd, der dropper ud af skolen, bliver kriminelle, får depression eller opsluges af online hadfællesskaber som manosfæren.

Punkmusik og -kultur har været en kæmpe inspiration for mig, ikke fordi jeg har været en del af noget miljø som sådan (jeg har altid været for meget en enspænder), men da jeg opdagede den kultur, vakte det virkelig genklang. Det med, at man kunne gøre det hele selv og lave sine egne plader og zines. Jeg startede jo selv med at lave mine egne sort/hvide blade, før jeg vidste, der var noget, der hed DIY og zinekultur, for jeg sad derhjemme og lavede tegneserieblade ,som jeg kopierede på min skoles kopimaskine og solgte til venner, familie og klassekammerater. Og det, at punk havde den side – plus den stærke grafiske sider med kunstnere som Raymond Pettibon, Jamie Reid og John Holmstrom, som gav musikken en visuel identitet – har altid appelleret enormt meget til mig. 


Jeg har så senere studeret bl.a. grafisk design, men jeg fandt ret hurtigt ud af, at det hele handlede om at lave reklamer og blive en del af hele det kapitalistiske maskineri, så jeg besluttede, at det gad jeg ikke. Jeg laver tegneserier, fordi det er et medie, hvor man selv kan bestemme og komme ud med det, man har på hjertet uden filter, så det er meget den antiautoritære fuck you-mentalitet fra punken jeg lever mit liv efter."

(Interviewet fortsætter under billedet fra 'Noget frygteligt er altid lige ved at ske'.)promo07

Men hvilken passion kom så først? Musikken eller tegneserierne?

"Det gjorde tegneserierne. Alt starter med tegneserier i mit liv! Tilbage i 1998 var jeg fanatisk Spawn-læser, og det var på det tidspunkt, Korn udgav deres kæmpe-album 'Follow the leader', med cover tegnet af Todd Mcfarlane og Greg Capullo. Jeg købte albummet på grund af dem og uden at vide, hvordan musikken lød. Det var faktisk kun min tredje cd overhovedet. Men det blev kærlighed fra første lyt og mange ture tilbage til heavy-afdelingen i den lokale Fona. Jeg købte de amerikanske (tegneserie)blade dengang, og der var jævnligt reklamer for nye cd'er, bl.a. husker jeg at se reklamen for dobbeltalbummet 'Woodstock '99', som jeg senere fik fat i. Der var et enkelt nummer fra en masse forskellige bands, og jeg tror, det blev mit første møde med bl.a. Metallica og Rage Against the Machine, som jeg så efterfølgende skaffede mig album med. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg skulle helst have det værre og værre, så snart fik jeg også fat i Marilyn Manson, Slipknot, og Nine Inch Nails, og det ledte så videre til at opdage punk og goth. Så bestilte jeg de første album med The Clash, Ramones, Sex Pistols, Bauhaus, Siouxsie & the Banshees, Iggy & the Stooges, The Cure, New Model Army, Misfits, Skinny Puppy og så videre, og på den måde gav jeg mig selv min musikalske uddannelse uden rigtig at være en del af noget miljø der, hvor jeg boede. Især at opdage punken var vigtigt for mig, dels fordi den havde det politiske tilsnit, men også fordi der var hele den der gør-det-selv-mentalitet med at lave sine egne plader og blade."

Hvis vi nu skal vende tilbage til 'Noget frygteligt er altid lige ved at ske', der naturligvis en dag skal filmatiseres. Hvilke 5-10 (metal?)bands er at finde på soundtracket?

"Fedt spørgsmål! Der skal selvfølgelig være en masse fede danske bands, der passer til temaet: Jeg gad godt få fat i drengene fra Tvivler, Nexø, Ond Tro, Halshug og Night Fever, en af mine gamle helte, Peter Peter, ville være en ren drengedrøm, gerne med hele Bleeder Group,som jeg virkelig håber, jeg får mulighed for at se spille igen, når karantænen er overstået. Og hvis man kunne udvide til internationale navne, ville et band som Idles også være oplagt, da de beskæftiger sig meget med moderne maskulinitet. Vi skal sgu også have gode gamle Henry Rollins med – Black Flag er et af mine all time-yndlingsbands og albummet 'My War' er nærmest det perfekte soundtrack til en depression."

Hvordan skiller 'Noget frygteligt er altid lige ved at ske' sig ud fra dine øvrige udgivelser? Er der også andre sider af dit forfatterskab?


"Der er andre sider af mit forfatterskab, bl.a. har jeg skrevet en håndfuld børnebøger og et par tegneserier, som jeg har arbejdet sammen med andre illustratorer på. Jeg vil fremhæve ’Fandenivoldsk’, som er en rigtig rock 'n' roll horror-tegneserie lavet sammen med tegneren Tom Kristensen, og som der hører en plade med det danske band Hola Ghost med til, og så 'Frankenstine' der er tegnet af tegneren Jam Aden og lige er udkommet i sidste måned."

(Interviewet fortsætter under billedet fra 'Noget frygteligt er altid lige ved at ske'.)
Promo 06

Nu har vi talt om inspiration fra metalmusikken. Men hvad med tegnere og forfattere? Hvem har været vigtige for din udvikling som kunstner?

"Jeg tror, jeg vil springe over det typiske, indledende svar om at starte med at læse Tintin og så videre, da jeg var lille, over, og fokusere mere på, hvad der har inspireret mig i de senere år og specifikt i forbindelse med 'Noget frygteligt ...' . I flæng kan jeg nævne disse forfattere: Kim Leine, Knud Romer, Michel Houellebecq, Virgine Despentes. Tegneserier: 'Dansker-trilogien' af Halfdan Pisket, 'Fun Home' af Alison Bechdel, ’Det store onde' af David B, 'By af glas' af David Mazzuchelli (og Paul Auster), 'Hicksville' af Dylan Horrocks, 'Persepolis' af Marjane Satrapi, 'Sabrina' af Nick Drnaso, 'Fremtidens araber' af Riad Sattouf, alt af Jason, Charles Burns, Dan Clowes, Chris Ware og Kevin Huizenga. Pyha, det er hårdt at tænke på alle dem, der er bedre end en selv – der er nok at forsøge at leve op til!" 


Hvem kunne du godt tænke dig at lave et albumcover til? Hvis du måtte vælge frit mellem alle bands og kunstnere i verden – og hvad ville du lave for dem?

"Det skulle nok være Ramones så. Jeg gad godt tegne noget a la Holmstroms cover til 'Road to Ruin'. Men faktisk vil jeg nok allerhelst lave ét til et eller andet mere eller mindre ukendt band, der synes om min stil og mine tematikker. Jeg laver ikke vildt meget illustrationsarbejde for andre (egentlig skriver jeg jo mest, når det ikke er mine personlige projekter), men det hænder, og jeg vil helt klart være åben for et samarbejde, hvis der sidder et fedt band derude og mangler et cover til et kassettebånd eller lignende!"