Det er påfaldende, så meget schweiziske Shakra minder om ligeledes schweiziske Gotthard – og så er der alligevel lige en kant til forskel. Det er således en solid og tung emmentaler, der her bliver serveret, men der er naturligvis et par huller i osten.
Ene mand, og alligevel med kyndig back-up, beviste forsanger Hawkins, at The Darkness er et liveband i verdensklasse.
Century Media har gang i genudgivelserne og har kastet sig over lidt af det svenske guld fra Ceremonial Oath, Sacramentum og The Moaning, hvis største bedrift, her mange år efter, er at vække en nostalgisk følelse.
Norske Jørn Landes vokal er stadig lige kuldegysende fantastisk. Det er den, uanset hvad han laver. Men han skal til at stramme sig an, hvis hans band skal blive til mere end en fortærsket kopi af sig selv. Vi anmelder Jorns parring med et symfoniorkester.
Dawn of Winter er et fint og skræmmende eksempel på, at man bør forsøge sig med et par ep'er, før et fuldt album skal prøves.
Devilutions tapre dragejæger møder endelig værdige ligemænd, og således genoplives en krønike
Her følger en forsinket, men evigt aktuel anmeldelse af én af sidste års mest ventede udgivelser: Colour Hazes ’She Said’. Kodeordene er trippet og smilende fantastisk.
Det er muligt, at Gud fornægtes i bandnavnet. Men hvis den standard, Denial of God lagde for dagen fredag aften i Pumpehuset, er en indikator for selv lægger for dagen, så er Satan en mere end fuldgod erstatning.
Deathronic er et projekt, hvor Amine Andalous skriver og spiller al musikken selv. Han filosoferer over det gode og onde i mennesket. Resultatet er spændende og anderledes.
På debutalbummet 'Driven' spiller Aventyr en omgang hard rock, som såmænd ikke er dårligere end så meget andet inde for samme genre, men til gengæld også er hørt langt bedre så mange gange før.
Godt 15 år efter grungebølgen for alvor lagde sig, udsendte den københavnske trio Dear Delusion i sidste uge debutpladen ’Imprisonment’, som kommer, ja, godt og vel 15 år for sent.
I det store hele er Nordirlands 7 Days Dead et udmærket hard rock-band uden det helt store potentiale.
Navnet Heimdall giver ikke den store mening, men det italienske band har alligevel skabt en fornuftig omgang power metal.
Søndag aften leverede amerikanske Clutch et brag af en hårdtslående bluesrockkoncert i Amager Bio.
Det kan godt være, at Hate ligger og svømmer rundt i en blodpøl af lemmer fra Behemoth og Vader, men det er så velskrevet og -spillet, at det fortjener alle dødsmetalsfans' opmærksomhed.
Hvad gør publikum, når The Hives kigger forbi? ”Klappar händerna, skriker och trampar i marken!!” ifølge frontmand Howlin' Pelle Almqvist. Og det var lige hvad de gjorde.
Det var som at få bastante toner op i urinrøret, da Sunn O))) lørdag aften spillede op til t-u-n-g, aparte drone og rockende melodier foran et dedikeret publikum i en behageligt kold Den Grå Hal.
Rock’n’Rolf fra Running Wild har tilsyneladende omsider parkeret sørøverskibet sikkert i havn og lagt speedmetallen på hylden – i det mindste for en tid - for i stedet at kaste sig over retrorocken. Det er endt i lidt af en musikalsk rodebutik, hvor alle musikgenrer er på lager.
Det bedste ved Axecuters udgivelse er ordspillet i deres navn, og at de kommer fra en udørk i Brasilien og dermed formentlig ikke vil turnere i nærheden af Danmark.
The Sword gik til stålet søndag aften i Lille Vega, og riffede sig igennem en 80 minutters intens opvisning i, hvordan metal skal eksekveres.