25 år med Amorphis
Bogen om Amorphis fra 2015 er endelig ude på engelsk, og fortæller om et band, der har holdt sammen og bibevaret succesen over det lange stræk trods dårlige kontrakter, frontmandsudskiftninger og godt med druk.
Tilbage i 1994 tog 'Tales From the Thousand Lakes' fra Amorphis mig med storm. Det var i mine første år som metalfan, så det meste metal var på sin vis nyt og spændende, men der var noget over dette album, som alligevel syntes mere friskt end noget andet, jeg fik mine fingre i dét år. Jeg blev vel fan og har fulgt bandet med interesse lige siden, omend interessen dalede album for album for at få en lille renæssance omkring 'Eclipse', hvor bandets tredje og nuværende frontmand havde taget over. Helt så stor fan som Markus Laakso, forfatteren bag Amorphis-bogen, der oprindeligt udkom på finsk i 2015, kan jeg altså ikke kalde mig. Det blev bemærket fra min side i 2015, at bogen udkom, for der var så meget fra den tidlige Amorphis-periode, som jeg gerne ville læse om. Men over 400-sider på finsk var lige en hård nok nød at stave sig igennem.
Chancen kom så i efteråret 2022, hvor bogen var blevet oversat til engelsk. Skribenten her skulle ind i 2023, hvor et uddrag på decibel.com blev påmindelsen, der skulle til for at placere en ordre på den 412 siders hardback. Det er en veldisponeret bog, der tager fat fra forfatterens første bekendskab med metal og aha-oplevelsen med Amorphis, da et lokalt metalprogram i radioen spillede 'Warriors Trial' fra det Paradise Lost-inspirerede doom-death album 'The Karelian Isthmus'. Forfatteren var solgt og har fulgt bandet på godt og ondt lige siden, og i sit virke som metalskribent gennem flere interviews øjnet, at Amorphis faktisk har en ret interessant historie bag sig. Og det har han ret i.
Fortidens eventyr
Det veldisponerede har at gøre med, at vi runder kapitel 18 på side 218, før vi når til 'Tuonela', der kom godt 10 år inde i karrieren og var lidt af et stilskifte ovenpå 1996's 'Elegy', bandets store opfølger til 'Tales...'. Og yderligere 100 sider før vi når til Tomi Joutsens indtræden i det finske band i slutningen af 2004. Overgangen til Joutsen er interessant, det ubeskrevne blad med den store stemme til både growls og clean. Men også en forholdsvis uerfaren herre, der ovenikøbet kæmpede med angstanfald, der gav søvnproblemer på den første lange tour kort efter sin optagelse i Amorphis. Og hans kamp igennem det, når det i perioder er vendt tilbage. Efter han kom med i bandet er der som dikteret pr. kontrakt støt og roligt kommet albums ud med jævne mellemrum, og selvom Amorphis har erobret større territorier og fortsat ser dele af verden, som ikke tidligere i karrieren har været besøgt, så er historien fra Joutsens indtræden måske heller ikke så interessant som starten. Der er kommet styr på økonomien og sangskrivning og indspilninger. Det er blevet lidt mere formularisk, og selvom de da har varieret lidt, så har det ofte groft stillet op været et spørgsmål om hvor meget plads tangentinstrumenterne har fået i lydbilledet. Bandmedlemmerne gør sit for at beskrive forskellene, men kan også godt se, at bandets samlede DNA farver musikken på en meget karakteristisk måde. Måden der arbejdes med sangskrivningen efter 2006 giver bare uomtvisteligt Amorphis. Så set udefra så kan forskellige forsøg godt have skabt et hårdere eller blidere album, men bundlinjen er nu, at det er fint og ret solidt, genkendeligt Amorphis hver gang.
Mere interessant er turen fra barndommens baggårdsbands, startende med hvad der nu kunne skrabes sammen af instrumenter, på kryds og tværs mellem metalinteresserede ligesindede, flere i andre kendte finske bands frem til skabelsen af Violent Solution og Abhorrence. Det, som gik forud for Amorphis. Abhorrence tog til Norge for at spille live med Darkthrone (det er ikke kun danske Maceration, der kan prale af at have gigget med de ikke-længere koncertgivende norske legender) og endte til afterparty i Mayhems hus. Det sagnomspundne hus. Allerede dengang kendte man godt til Deads luner og Tomi Koivusaari (guitar) vidste godt, at han skulle være på vagt. Men en finne med en stor kærlighed til alkohol... Ja, Koivusaari gik kold. I Deads seng. Men slap med blot at blive hældt ud af den, da Dead selv skulle sove.
Hvad der sker på landevejen, bliver på landevejen?
Bogen er også interessant i sin røben af historier fra landevejen. Et daværende Paradise Lost-medlem, Lee Morris, der har konen med til nogle shows, men er utro andre dage på touren. Entombed-bassist Lars Rosenberg, der kører i Amorphis-bussen for at kunne drikke, hvad de andre i Entombed ikke mener, han skal pga. seriøse alkoholproblemer. Daværende Opeth-medlem Martin Lopez beskrives som syg og langt ude på heroin i 2001 på Amorphis/Opeth-tour. Altsammen beskrevet via Amorphis-medlemmer uden disse personer har fået lov at komme til genmæle.
Amorphis udleverer dog ikke kun andre. Det alkoholglade band har også sine episoder, og Tomi Koivusaari har været arresteret for at rasere et hotelværelse som en ægte rock 'n' roller nu pr. rockhistorie gør det. Omend hans historie fortælles med fortsat meget røde ører over det, for det passer ikke ind i hans stil ellers. De er også hudløst ærlige om, hvordan de fik lavet rav i venskaberne og smidt stifter og trommeslager Jan Rechberger ud (der efter en årrække dog er vendt tilbage) og hvordan det var lidt ensomt for Kasper Mårtenson at komme ind i et sammentømret band for at spille synth/keyboards på storsællerten 'Tales...', når han egentlig ikke var så frygtelig udadvendt, kæmpe metalhead eller glad for sprut som de andre.
Og den tidligere frontmand Pasi Koskinen, der var afholdsmand, da han kom med i bandet, men i Japan lod sig lokke til at drikke en blå drink lavet til bandet i hyldest til 'Elegy'-skivens artwork, har også sine historier. Han blev nærmest alkoholiker siden og flirtede via sit mørke alterego i hans andet band Ajattara med provokationer. I længden kom det dertil, at han ved et reunion-show med tidligere medlemmer gav Amorphis en kommunikationsopgave med at forklare at bandet altså ikke havde noget med nazisme at gøre (frontmanden bar til showet en t-shirt med Josef Mengele og teksten "Angel of Death"). En knibe bandet heldigvis reddede sig ud af, for selvom bandets interesse for den finske historie med Kalevalaen, så er der ikke tale om skyggen af nationalsocialisme i bandet. Det er blot spændende historier, velegnede til metalmusikkens tekstside.
Dårlige forretningsfolk
Bogen fortæller historien om en gruppe venner, der tidligt, måske lidt for tidligt, lander i pladeindustriens kløer med dertilhørende dårlige kontrakter. Ja, forlængelsen af den kontrakt med Relapse, som bandet ellers havde tøvet med kom da også i hus, da det lykkedes at drikke bandet fulde ved en overnatning hos labelbossen i USA på en tour. Ufint gjort, men altså også et meget ungt og let naivt band. Og så var Amorphis desuden bandet, der gjorde at selskabet pludselig også kunne leve af musikken og vækste via Amorphis-successen. Bandet stod dog tidens tand og alle medlemmer har med tiden kunne gøre Amorphis til en levevej og fået bedre styr på kontrakter og deslige siden.
Medlemmerne af Amorphis virker som nogle glade festlige typer. Det går ikke helt i spænd med opfattelsen af finske metalmusikere, hvis man har dannet sig et indtryk heraf efter at have læst bogen om Sentenced. Men også dét adresseres, da de finske kolleger ikke beskydes for at have samme glade og joviale facon efter et møde på en tour, hvor Sentenced drikker i tavshed og bare stirrer ud i luften. En hel bog om Sentenced bekræftet på få sætninger!
Udfordringer og fejl
Den udførlige bog har nogle ulemper. Gutterne i Amorphis har et væld af kælenavne og der veksles ihærdigt mellem dem i bogen, flere gange i samme afsnit, og det kan godt gøre det lidt svært at forstå, om vi nu også stadig læser om den ene eller anden person i bandet.
Værre er det, at der er en del årstalsfejl. 'Tales From the Thousand Lakes' beskrives som indspillet i 1991, hvor debuten ikke engang var indspillet endnu og der nævnes en releasedate på 'Am Universum' til 2011. En fejl på 10 år. Om Tomi Joutsen nævnes det, at han fik opkaldet omkring en mulighed for at komme til audition i december 2005. Men hans første show med bandet var i januar 2005, så også her er der en fejl, og der skrives da også 2004 flere andre steder omkring den første kontakt. Det er ærgerlige fejl for en ellers meget flot bog. Det har begrænset overordnet betydning og i dag kan man jo hurtigt slå op på nettet, hvad det sande svar kunne være, hvis noget virker en kende ved siden af.
Super start, jappende slutning
I og med at bandet undervejs er blevet ældre og fået styr på forretningen Amorphis, så er den mere professionelle del af Amorphis-historien som nævnt langt fra så interessant som starten, hvor der blev kæmpet en anden slags kampe. De sidste 100 sider af bogen har, fraregnet lidt interessant indhold om Joutsen og et reunion-show med tidligere medlemmer med den uheldige "nazi-historie", en lidt jappende facon, hvor der bare lires facts om indspilninger, labels og tours igennem. Det skal selvfølgelig være med, for da bogen udkom i 2015, ville det have været mærkeligt ikke at dække så langt som bandet nu var i diskografien. Det var 'Under the Red Cloud', hvis indspilningsproces beskrives og så stopper historien ellers også der.
Og det er sådan set også helt fint, selvom den engelske bogversion lod vente på sig i 7 år derfra og man kunne have suppleret med lidt ekstra information fra de forgangne år. Men de første 25 år af Amorphis historien rækker fint. For det er i høj grad den tidlige historie, der er interesant, og her fungerer bogen eminent. Udover historiefortælling om bandet, så får man desuden lidt historiefortælling omkring samtiden, så man ligesom kan sætte informationerne ind i en historisk og politisk kontekst for Finland og Europa. Men selvfølgelig mest om Amorphis: Hvis man undrede sig over, hvorfor Koivusaari smed growlet, så får man svaret. Hvis man undrede sig over, hvorfor 'Far From the Sun' lød lidt træt, så får man et bud på det. Eller hvorfor Rechberger gik ud og kom tilbage sidenhen? Hvorfor var Mårtenson så kort tid i bandet, manden, der netop var et essentielt krydderi på gennembrudsalbummet? Hvorfor er der kortvarigt fuldblods HM-2-guitar på nummeret 'Magic and Mayhem', når resten af albummet har en anden guitarlyd? Man får historien set fra flere vinkler. Fra medlemmer over producere, familiemedlemmer, venner, musikere, you name it.