Blod, ild og stål. Og sværd! kæmpestore sværd!
Det sande ståls schweiziske sværd skinner atter.
2. Verene 05:20
3. In the Black of Night 05:19
4. General Bloodlust 04:47
5. Wastrels 03:40
6. Crimson River 05:06
7. Songs of Victory 04:09
8. The Giver’s Embrace 06:33
Når pladeselskabet er Dying Victims Productions, bandnavnet er Megaton Sword, og albumtitlen er 'Blood Hails Steel – Steel Hails Fire', ja, så har selv den mest tungnemme læser (ikke at vi har sådan nogle. Tungnemme læsere, altså. Læsere har vi) nok gennemskuet, at vi er i det sande ståls rige.
I dette rige er Manilla Road større end Slipknot, der strengt taget slet ikke har adgang til riget; Cirith Ungol headliner festivaler; Manowar udgav kun de første fire plader; 90'erne har aldrig nogensinde fundet sted. Et rige, hvor Eternal Champion bor i et slot og forsvarer landet mod drager, hvor guitarerne stræber mod himlen, hvor alle har langt hår og går rundt i bar dunk og lædervest og lændeklæder af skind. Kort og godt: Megaton Sword dyrker en utopisk vision om en bedre, sandere og mere metallisk verden.
Schweizerne pumper, som på debut-ep'en 'Niralet', løs med galop-metal a la Running Wilds gode plader, Iron Maiden-licks, riffs fra Bathorys vikingeperiode, mens hovedattraktionen (og for mange lyttere nok også anstødsstenen) er den excentriske vokalist Uzzy Unchained, hvis nasale og let kvækkende vokal da også kan minde om en Ozzy Osbourne, hvor kæden for alvor er hoppet af. Eller om Cirith Ungols Tim Baker, der ikke helt kan nå samme tonale højder – men alligevel prøver. Det er en excentrisk vokal, nok for meget for mange, men jeg kan godt lide dens unikke karakter, dens meget menneskelige forsøg på at opnå noget større, end den egentlig er egnet til.
'Blood Hails Steel – Steel Hails Fire' er svær(d) ikke at holde af. Især fordi guitarist Chris the Axe (jaja, lad mig da bare udløse spændingen for læseren: Trommeslageren hedder Dan Thundersteel, bassisten Simon the Sorcerer) er en ferm riff-mager, der giver Megaton Sword en lidt hårdere kant end konkurrenterne i genren, mens rytmegruppen skaber en klædelig doomy vibe.
Niveauet hos Eternal Champion nås dog ikke helt. Efter en fornem side 1 falder kvaliteten lidt for meget på side 2, hvor power-balladen 'Crimson River' ikke rigtigt kommer nogen vegne, og afslutningsnummeret 'The Giver's Embrace' keder frem for at være den store episke afslutter, bandet forsøger at lave. Megaton Sword er denne gang bedst i galopperende uptempo som på åbnings- og titelnummeret, der er medrivende sværdsvinger-epik af fineste kvalitet. Og kan man skrive så basalt medrivende sange, så er dét også rigeligt til at placere sig i den klart bedre ende af genren. Megaton Sword ville pynte på enhver af de mange festivaler, der sikkert alligevel bliver aflyst til sommer.