Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

MMF '21: Programguiden

Updated
194909645_4026598134083848_1775385038728326758_n
mmf21

Selvom de fleste festivaler er aflyst, holder Metal Magic fanen højt og bliver afviklet i år. Det sker med et program primært bestående af danske og svenske navne. Devilution guider til en af årets få metalfestivaler.

Dato
15-07-2021
Forfatter

Det er i sig selv imponerende, at den for længst udsolgte Metal Magic Festival bliver afviklet. At man har fået mulighed for det. At man har haft is nok i maven til ikke at aflyse. At festivalen har overlevet endnu en flytning, vistnok midlertidig, fra Monjasa Park lidt uden for selve byen til Eksecerhuset i Fredericia by. Og at det er lykkedes at sammenstykke et program. Et program, der godt nok er præget af aflysninger fra de fleste internationale navne, der oprindeligt skulle have spillet på festivalen, men som ikke er uden slagkraftige navne. Vi guider til festivalens tre dage.

Torsdag
Man kan godt mærke, at årets program er lavet efter de forhåndenværende søms princip. Hvilke bands har i det hele taget mulighed for at stille op med relativt kort varsel, hvilke passer ind i festivalens ånd, hvem passer ind musikalsk? Og yderligere har man været begrænset til, stort set, danske og svenske navne på grund af rejserestriktionerne, de fleste lande stadig er underlagt.

På åbningsdagen står den derfor fortrinsvis på gammel dansk blandt headlinerne, hvor firserbandet Alien Force og ZZ Top-lookaliken Lars Schmidts genopstandne thrashband Furious Trauma er hovednavne på den indendørs hovedscene. Schmidt & co. havde ellers ikke ladet høre fra sig siden 1999 med den kiksede death'n'roll-plade 'Roll the Dice', men vendte sidste år tilbage med den hæderlige 'Decade at War'. Mon ikke de dropper materialet fra 'Roll the Dice' og holder sig til 90'er-thrashen? Savner man lyden af den danske scene dengang, kan Furious Trauma være bekendtskabet værd. Alien Force har ikke udgivet det store siden midten af 80'erne og holder sig nok til det gamle.

Men det er længere nede på plakaten, man finder det mest interessante: Crocell er vel sådan et band, man går og tager for givet, fordi de alligevel spiller så forholdsvis tit i Danmark, men man glemmer, at bandet næsten altid er knivskarpe live. Bandets kommende udgivelser, siger rygtet, skulle i høj grad være noget at skrive hjem om, mere black-præget end forgængerne, og jeg har nok mest fidus til Århus-veteranerne denne torsdag. Det har jeg også til Sodomizer, der for disse tider er noget så eksotisk som bosat i Tyskland, selvom flere af medlemmerne er brasilianere. Et frisk pust fra det store udland. Forvent, at det er dumt og går stærkt. Og endelig kunne svenskeren Rob Coffinshaker – et for festivalen typisk skævt indslag med horrorpunk/-country – godt vise sig at være et fedt afbræk fra metallen.

Fredag
Det er kun fredag d. 9. og ikke fredag d. 13., men mon ikke der spreder sig en stemning af gotisk gys alligevel? For her headliner mægtige Denial of God hovedscenen. De er gengangere fra sidste års aflyste festival og har karrierens bedste album, 'The Hallow Mass', med fra samme år. Egentlig skulle 2020 have været bandets år med flere turneer og koncert på Copenhell, men i stedet blev det til aflysninger på stribe og trommeslager Galheims afgang grundet en skade. Nu har Sønderjyllands sorte stolthed fået Arent fra Shamash og Ligfærd med som erstatning for den voldsomt dygtige Galheim og er klar til at indkassere videre på 'The Hallow Mass'' succes. Denial of God er virkelig et band, jeg altid gider at se live. Det samme gælder Slægt, der næsten altid er ekstremt velspillende live, ligesom de har uhørt meget styr på poseringerne på scenen.

Fredagen er temmelig sortklædt. I hvert fald er Shaam Larein også klar med en hypnotisk mellemøstlig tungrock, som kan vise sig at være en af festivalens overraskelser; Metal Magic plejer at have fingeren på pulsen med den slags upcoming bands, og det svenske band (opkaldt efter sangerinden) har også været i søgelyset hos aflyste Roskilde Festival. Endelig har vi også fidus til heavy/doom metal-bandet Hadron, hvis debut fik pæne ord med på vejen af medanmelder Molin, og Gabestok og deres heavyblack, der har mere potentiale end det meste nyere danske musik. I afdelingen for gamle gendannelser er Evil, hvis ene ep, 'Evil's Message', netop er genudgivet. Det er en af de bedste danske metalplader nogensinde, det næstbedste danske fra 80'erne efter Mercyful Fate, men der er kun et enkelt originalmedlem med, så vi holder forventningerne nede og håber på en positiv overraskelse.

Lørdag
Jeg er ikke meget for at stå tidligt op (nå ja, tidligt og tidligt, men man er vel på festival), men jeg gør det om lørdagen for at se Ascendency klokken 14.50 på den lille udendørsscene. Bandet består af tre gutter, der tilsammen spiller i samtlige yngre københavnske dødsmetalbands, så mange, at jeg ikke orker at skrive dem her, men bandet skulle kombinere death og black med inspiration fra war metal og et godt øre for melodi, og det gider jeg godt tjekke, især fordi de udkommer på ret solide Iron Bonehead Productions, og det er de fleste danske bands ikke gode nok til at gøre. Jeg er også fristet af Nigrum, som jeg ikke kender, men de er oprindeligt fra Mexico (nu bosat i Sverige), og bare et eller andet fra noget udenlandsk virker ret tillokkende her på tredjedagen af festivalen, tror jeg.

Ultra Silvam (hvor mange kommer mon til at lave jokes om Silvan om dem?) har fået ros fra Devilution tidligere, og det svenske black-band skulle være nådesløse (og have meget blod med) live.

Derefter står menuen på Withering Surface, som gendannelsesturnussen nu er nået til. De spiller melodisk dødsmetal, så man skulle tro, de var svenskere, men deres tungemål er langtfra så yndefuldt som broderlandets: De er nemlig fra Næstved. Jeg har helt ærligt ikke tjekket comebackpladen fra sidste år, men tilbage i 90'erne var de et af Danmarks bedre bands (med nogle af de ømmeste bandbilleder dansk metal har set til dato). Eks-bassist K.B. Larsen spiller i dag i Volbeat, men ellers er gendannelsen faktisk fortrinsvis med medlemmer fra bandets storhedstid. Og den gode oversætter af græske tragedier Marcel Lech Lysgaard spiller vist nok stadig guitar for bandet, der dermed også får en aura af finkultur, som man næppe havde drømt om, da man første gang så det kikset-erotiske cover til debuten 'Scarlet Silhouettes'. Den har jeg et vist nostalgisk forhold til, så jeg er på plads tidligt lørdag aften.

Ellers ser jeg mest frem til Afsky, Ole Luks atmosfæriske black-band. Koncerter med dem har ikke ligefrem været i restordre, men på en eller anden måde er det lykkedes mig at misse Afsky; åbenbart vil jeg hellere tage gennem det halve land til Fredericia for at se dem end se dem ti minutter fra boligen på cykel. Alle, der har set dem, roser dem i høje toner.

I år er der som bekendt ikke så mange eksklusive koncerter på festivalen, hvor man jo ellers ofte kan opleve noget, man ellers aldrig ser i Danmark. Og man skulle næppe tro, at noget eksklusivt ville ske til en koncert med Illdisposed, som man kan se næsten lige så ofte som Artilllery. Det eksklusive sker bare alligevel, for her spiller de et sæt ud fra klassikeren 'Submit', og det lyder alt andet lige tillokkende.

Der er meget mere på programmet til årets festival, og måske er læserens favoritter skammeligt forbigået. For det beder vi om forladelse og lover at lytte tålmodigt til brokkerier på festivalen. Vi ses i Fredericia!