RF '22: Opsang til magten
Moor Mother gav os et soundscape af uretfærdigheder i Glorias mørke og gik i øjenhøjde med publikum.
Gloria er en scene, der inviterer til bobler. Her er resten af festivalen lidt på afstand, og derinde i mørket kommer kunsten lidt tættere på. Også helt tæt på, som da Moor Mother gav magten en opsang til en spoken word/soundscapeoptræden, der primært foregik nede på Glorias flisegulv.
Koncerten startede ud med det retoriske spørgsmål: "Will you survive?" flankeret af en række apokalyptiske filmklip med stumper af den ufattelige mængde vold, som sorte amerikanere har været udsat for igennem tiderne. Spørgsmålet kan jo lyde lidt vel dramatisk på en privilegeret, hvid dansker, men der er ingen som helst tvivl om, at det for Moor Mother er blodig alvor. Sorte amerikanere bliver den dag i dag anholdt, diskrimineret og sågar slået ihjel, uden nogen som helst anden begrundelse end deres hudfarve.
Uretfærdighed er Moor Mothers brændstof, og hun harcelerede med velvalgte ord koncerten igennem mod vold mod sorte, vold mod kvinder, hvide mænds trang til at fortælle kvinder hvad de skal foretage sig med deres krop og et kapitalistisk system, der fastholder store grupper i armod og fattigdom. Det var vrede på kort form, og måske i virkeligheden det digt, der burde have været læst op til Bidens indsættelsesceremoni. For selvom vi kun lige er ved at mærke smagen af den stigende polarisering i vestlige samfund, som var Moor Mother pokkers relevant i sin kritik. Og hun vil have forandring nu!
Musikken kan bedst beskrives som soundscapes eller lydkunst. Nogen egentlig start og slutning var der ikke tale om, men der var effektfulde dronede stykker, varme jazz-inspirerede blæserindslag og en bund af selveste dommedag over, under og imellem hendes ord. Koncerten foregik i bogstaveligste forstand i øjenhøjde med publikum, da Moor Mother simpelthen gik ned på gulvet. Her kom hun helt tæt på sit publikum, der ikke var talrigt, men til gengæld dedikerede. Samtlige kvinder i salen havde næven i vejret, da sætningen "Keep your hands off my body" blev gentaget igen og igen. Men selvom dette digt var af feministisk tilsnit, var koncerten som udgangspunkt rettet mod al magt. Al undertrykkelse. Al uretfærdighed.
Efter 40 minutter var vi lidt rundtossede af lydkunst og skældud, der kunne mærkes, men som ikke rigtig fik helt fat. Måske var vi bare ikke helt klar til Moor Mother midt i festen.