Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Roskilde '17: Hvid støj med hjerte

Populær
Updated
Roskilde '17: Hvid støj med hjerte
Roskilde '17: Hvid støj med hjerte

Lørdag nat bød Roskildes lille, eksperimenterende scene Gloria på et virvar af smertelig guitar og ubarmhjertige trommeslag, da det finske post-metalband Mr. Peter Hayden lagde vejen forbi scenen med deres landefrænder Atomikylä og Oranssi Pazuzu. 

Dato
01-07-2017
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Men inden man går ind til sådan en koncert, spørger de fleste nok allerførst sig selv: ”Hvem er Mr. Peter Hayden?”

Det er der næppe ret mange, der kan svare på, og søgte man sin nysgerrighed stillet ved koncerten, gik man delvist forgæves. Bandets musik kan nemlig i høj grad siges at være psykedelisk og eksperimenterende post-metal – og det lidt genreløse ved bandet er også grunden til, at genrerubrikken i faktaboksen ikke er udfyldt.

Bandet bragte aldrig sig selv i centrum til koncerten, men forblev halvt skjulte af deres egne farverige skygger, mens de lod musikken flyde ud mellem fingrene og ned til publikum. Der var næsten heller ikke tilført vokal til de lange, marcherende og meget rå guitarpassager, og de virkede nærmest umenneskelige og mekanisk funderede i deres kredsen om de dissonate forfaldsakkorder, der udelukkende fyldte rummet til sidst. 

Fraværet af vokal gjorde samtidig, at der ingen menneskelig identifikation var at hente i musikken, hvilket nærmest førte til en hypnotiserende fremmedgørelse mellem lyden og publikum selv. Det betød dog ikke, at det lille publikum stødte musikken fra sig, tværtimod stod alle og vuggede frem og tilbage med lukkede øjne til lyden af det mekaniske kaos. 

Glorias intime, huleagtige stemning og musikken var ligeledes et match made in heaven, og det var svært ikke at lade sig fascinere af, hvor godt så enkle virkemidler som levende lyssøjler fungerede på spillestedets begrænsede areal. Når man i enkelte stille perioder vågnede fra den høje, destruktive bølgegang fra de store højttalere ved scenen, blev man grebet af sit indre barn og greb ud efter lyset, mens andre stirrede stift på det store pulserende bandlogo med sne på fjernsynsskærmene. 

Når det er sagt, var der lidt for få kontraster til støjen, og efter noget tid begyndte ensformigheden at melde sig. Bandets materiale havde måske rakt til et kvarters trance, men tre kvarter var i overkanten, når der ikke forekom variation i støjen eller en eller anden form for gestus rettet imod publikum. Alligevel fortsatte jeg min rokken frem og tilbage resten af aftenen, også da jeg var kommet ud af teltet, så et eller andet udefinerbart aftryk har finnerne nok sat i min underbevidsthed. Jeg tror ikke, jeg har været den eneste, der havde det på den måde.