Roadburn 19: Når gåsehuden taler
Myrkur lagde metallen i skammekrogen og dedikerede sig 100% til den nordiske folk-tradition for en stund. Et kærkomment match til Roadburns søgende profil, og en stærk og indfølt start på weekendens strabadser.
I sommers bevidnede vi også Myrkur afsøge glemte afkroge af den skandinaviske, musikalske arv, da hun, ligeledes under fanen Myrkurs Folkesange, prøvede kræfter med samme projekt på den lille Gloria-scene på Roskilde Festival.
Her var settingen en helt anden.
Klokken var 15, og Myrkurs Folkesange åbnede en godt fyldt Main Stage på førstedagen af Roadburn.
Den hollandske festival er kendt for netop at give kunstnerne frirum til at udfordre og eksperimentere, gerne på tværs af fastlåste genrer, og Amalie Bruuns helhjertede dedikation til nordisk folk, i visse tilfælde fra eget bagkatalog, var derfor et velkomment match til Roadburns profil.
Rock-instrumenteringen var erstattet af violin, cello (Jo Quail), mandolin (Stefan Brisland), percussion (Christopher Juul) samt korsektion, og endelig Amalie selv i front på både piano og guitar. En koncert med følelserne udenpå tøjet, men trods alt ikke uden småfejl undervejs.
Det var, som det også var tilfældet i sommers, i særdeleshed de traditionelle folksange, der dominerede sætlisten, og uden et dyberegående kendskab til vores fælles ældre, nordiske sangskat var det derfor kærkomment, især for de mange udenforstående af ikke-nordisk herkomst, at Myrkur i de fleste tilfælde var god til at præsentere numrene, mens backingbandet stemte instrumenterne om. I øvrigt en opgave, der til tider trak mere ud end andre, som hun dog fint argumenterede for jævnfør alderen på de respektive instrumenter. Mere højtragende var det dog heller ikke, end at hun en af gangene kortede processen af med ”This is good enough for folk”.
Standard one-liner eller ej, så var det en ualmindeligt stemningsfuld start på festivalen. Imellem egne skæringer som 'Himlen Blev Sort' og 'Crown' var det især den skotske 'The House Carpenter', og Sebastians 'Ulvesang', der i deres indfølte passion aktiverede gåsehuden og ramte en nerve, vi ofte har savnet i Myrkurs mere metallisk funderede bagkatalog. Det var derfor en kærkommen overraskelse, at vi blev introduceret for et endnu uindspillet nummer under titlen 'Leaves of Yggdrasil', som vi lovede ikke at optage, fordi det til efteråret vil komme med på det nye album, der ligesom denne koncert vil være dedikeret til den nordiske folk-tradition.
Til gengæld havde vi gerne været den korte a cappella sang mod enden foruden, hvor koret gik i selvsving i fjollede di-dy-doo-de-li-dej-tekster - eller fraværet af samme. Det virkede useriøst, i modsætning til resten af den mere stemningsladede levering, og vi værdsatte derfor, at det blot var en kort intermezzo, inden Myrkur tog scenen på egen hånd og sluttede sættet af i rette, højstemte folk-ånd.
Skal man appellere til masserne er rock-settingen ganske vist et godt, for ikke at sige letkøbt redskab. I Myrkurs tilfælde ligger hendes kvaliteter dog i høj grad i denne setting, hvor vores fælles indfølte, akustiske folk-arv ikke blot fungerede som en glimrende intro til weekendens strabadser i Tilburg, men også var det perfekte match til Roadburn-tilhængernes søgende profil.