Top 5 – Helt af krogen plader

Brasiliansk prog-funk, stenklange, impro-smadder, digital hardcore og overstyret pop: Nogle gange har hjernen bare brug for at knalde helt, helt ud. Vi guider til fem meget alternative soundtracks.

1. Módulo 1000: ‘Não fale com paredes’
Engang i 00’erne kom det amerikanske garagepunkband Human Eye blæsende gennem København og spillede en vanvittig koncert for 20-30 publikummer på et smugspillested i kælderen under et pakkefirma ude på Amager. Keyboardspilleren havde den her plade med og spillede den før og efter koncerten, og alle blev hooked. Pladeforretningen Repo Man fik et par eksemplarer af genudgivelsen hjem, og det lykkedes mig at sikre ét. Brasilianske Módulo 1000 nåede kun at lave den her ene plade i 1972, men det er den vildeste kombination af Black Sabbath-swing, Frank Zappa-weirdness og Funkadelic-funk.



2. Robbie Avenaim & Oren Ambarchi: ‘Dream Request’
Jeg har uforholdsmæssigt mange plader med Oren Ambarchi, fordi han laver så forskellige ting. Det begyndte med ambient-pladerne ‘Grapes from the Estate’ og ‘In the Pendulum’s Embrace’, og det er stadig mine yndlingsplader med ham: Dumpe guitarlyde, knitren, dronen, atmosfærer så lange som et eller andet meget langt. Det her er noget helt andet: En live-improvisation indspillet i Tel Aviv med Ambarchi på larmende vinkelsliber-guitar og Avenaim på trommer ud over det hele. Når det peaker, kan man høre nogen hyle begejstret i publikum.

Det er faktisk mit andet eksemplar af pladen: Det første blev bøjet af solen, og for første og sidste gang prøvede jeg at rette pladen ud ved at smide den i ovnen efter at have lavet boller. Det er ikke sådan, man gør, åbenbart. Pladen skrumpede, og jeg panikkede, fordi jeg vidste, at der kun var lavet 350 eksemplarer af den. Men jeg er tilsyneladende den eneste, der synes, at det her er the shit, for det tog mig fem minutter på Discogs at finde et spritnyt eksemplar for ingen penge. Det kan man i øvrigt stadig, her ni år efter udgivelsen.



3. Ultrasound: ‘Everything Picture’
Jeg faldt for britpop i 90’erne. Ikke Blur eller Oasis, jeg var til Suede. Hvilket var lidt noget lort, fordi deres sangskriver forlod bandet efter to plader, så de blev komplet ligegyldige. Det, der var virkelig fedt, var de der bands, der efter en storhittende debut åbenbart fik komplet frie hænder af deres pladeselskaber til at skabe indbildske konceptværker, der ikke havde skyggen af kommerciel appel: Suedes ‘Dog Man Star’, Genes ‘Drawn to the Deep End’, Mansuns ‘Six’. 

Ultrasound kom ret sent med i slutningen af 90’erne, og de sprang den lettilgængelige etter over og gik direkte til det dobbeltalbum, de knækkede halsen på: ‘Everything Picture’ er stort og larmende produceret med mure af guitar og synth, popsange, der bliver trukket i langdrag og munde ud i støjorgier eller jams, og en uskøn anstrengt brægen hen over det hele. Det er så forkert en plade, at det er uimodståeligt. Bandet gik i opløsningen umiddelbart efter udgivelsen og blev gendannet i 10’erne, uden at nogen som helst i hele verden tog notits af det.



4. Stephan Micus: ‘The Music of Stones’
Det her var noget nær en hellig gral blandt mine venner og mig i slutningen af 90’ernes. Vi holdt chill-out-fester i hinandens hjem, hvor vi dj’ede ambient-plader og spiste budding i strobelampens skær, fordi det virkede som noget at gøre, og den her plade var en fast ingrediens de nætter.

Stephan Micus var lidt af en musik-etnolog, der indspillede en serie mere eller mindre cheesy newage-plader for ECM med instrumenter, han havde nolet fra stammefolk i Afrika og Asien, men ‘The Music of Stones’ er mørk og dyster: Bortset fra et par træfløjter og nogle bjælder er musikken frembragt på resonanssten i en katedral, så i bund og grund er det, man hører, dumpe slag, dronende gniden og en ordentlig bunke ekko. Det er selvfølgelig fedt. Det tætteste, jeg er kommet på noget, der har den samme stemning som den her plade, er Oren Ambarchis ‘In the Pendulum’s Embrace’ og Labradfords mesterlige ‘E luxo só’.



5. Bomb 20: ‘Field Manual’ 
Ligesom noget af det mest uinteressante, der kom ud af slut-90’erne, var metalbands, der opdagede techno, var noget af det fedeste technomusikere, der opdagede metal. I hvert fald den flok, Alec Empire samlede omkring sig på selskabet Digital Hardcore. Bedst kendt er selvfølgelig hans supergruppe Atari Teenage Riot, der blandt andet varmede op for Nine Inch Nails i K.B. Hallen i 1999 og fuldstændig tørrede scenegulvet med de følsomme samplerrockere. Bedre endnu var dog Alec Empires soloplade ‘The Destroyer’ eller Patric Catanis hysteriske gabberpunk i EC8OR.

Men det vildeste, der kom ud af den scene, inden det hele kæntrede i stoffer, sex og politik, var Bomb 20: Debutalbummet ‘Field Manual’ er fuldkommen overstyret og hyperaggressiv breakcore, hvor titler som ‘Burn the Shit Down!’ og ‘Made of Shit!’ siger alt om, hvor latterligt intenst det er med glitches, skrig, samples, hvid støj og maskingeværsbeats. Bomb 20 lavede en enkelt plade mere efter ‘Field Manual’, inden han helligede sig hiphopkollektivet Puppetmastaz.