Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Kedsommeligt dissonanshelvede

Populær
Updated
Kedsommeligt dissonanshelvede

Nightmarer forsøger at gifte det groovy og djentede med den dissonante forgrening af dødsmetallen, men mangler noget for helt at ramme plet.

Kunstner
Titel
Cacophony of Terror
Dato
23-03-2018
Trackliste
The Descent
Stahlwald
Skinner
Bleach
Cave Digger
Fetisch
Tidal Waves of Terror
Ceremony of Control
Death
Swansong
Karakter
2

Efter at Gorguts-pladen 'Obscura' nedbrød nogle forventninger om, hvad man kan tillade sig i dødsmetal, så er der støt poppet flere og flere bands op, der bruger det dissonante og kaotiske som en effekt og tekstur. Man kan faktisk næsten vælge et vilkårligt dødsmetalband, der er udkommet på pladeselskabet Seasons of Mist, og man har med stor sandsynlighed at gøre med et band, der forsøger at rykke grænserne for dødsmetallens tonalitet.

Hos Nightmarer, der kommer fra netop dette label, er dissonansen også i højsædet. Det kan allerede høres i de bævende guitarer, der udgør pladens intro. Men bandet forsøger ikke at gøre Gorguts kunsten efter. På 'Cacophony of Terror' er guitarerne stemt ned i djent-territoriet, og det dissonante er stillet side om side med primitive, groovede og headbanger-venlige riffs. På pladens andet nummer, 'Stahlwald', træder det frem. Efter en dissonant og hængende blastintro går bandet over i et riff, der sagtens kunne være at finde på et hvilket som helst deathcore-album. Ikke underligt, når to af bandets medlemmer stammer fra det nu opbrudte metalcore-band War from a Harlots Mouth.

Tyngden er netop det, bands i denne dissonante forgrening nogle gange kan mangle. Desværre er det hos Nightmarer gjort ukreativt og sløvt. Musikken er velopbygget, men delelementerne mangler noget, for at det kommer helt op at ringe. I den ene single, 'Fetisch', veksles der mellem et sløvt dissonansriff, der aldrig opnår at blive rigtig intenst, selvom trommerne blaster derudad. Det tunge riff, der veksles til, minder mest af alt om et dovent skrevet deathcore-breakdown, selvom det aldrig helt er det. Selvom der senere i nummeret er dele med leadguitar, der giver det hele lidt mere liv, er nummeret en doven affære. Dissonsansen er ikke intens nok, og groovet er ikke tungt nok. Det gør sig gældende på større dele af pladen.



Manglende identitet
Selvom Nightmarer brander sig som et teknisk dødsmetalband og aldrig helt er hverken deathcore eller djent, så er deres valg af guitarlyd, og riffs, der nærmest er breakdowns, men så ikke alligevel, med til at give indtrykket af, at de ikke helt ved, hvad de vil. De dissonante riffs lykkes sjældent med andet end at være slæbende og småligegyldige affærer med blasts, hvor det hos stilens pionerer som Gorguts og Ulcerate er komplekse teksturuniverser.

Pladen bliver dog bedre halvejs igennem. Numre som 'Tidal Waves of Terror' og 'Ceremony of Control' rammer begge mere af det interessante og dropper meget af det kedsommelige. Men bandet fungerer bedst, når de skruer tempoet helt ned. På pladens sidste numre 'Death' og 'Swansong' i slutningen af pladen er den nærmeste sammenligning bandet Black Tongue. På disse numre suppleres det småkedelige growl, der gennemgående er på pladen, også med nogle desperate skrig, der gør det hele mere gribende.



Alt i alt er 'Cacophony of Terror' dog ikke et album, der fortjener mange lyt. Det virker som noget, der kunne have været meget bedre, hvis bandet var mere klar over, hvad de ville, men en plade bliver i sidste ende ikke bedre af, at den måske kunne have været det.