10 hurtige: Ninna Hedeager Olsen

Vi fangede teknik- og miljøborgmester i København, Ninna Hedeager Olsen, til et interview på Aalborg Metal Festival 2018, da vi headbangede sammen ved hegnet.

Ninna Hedeager Olsen er politiker. Teknik- og miljøborgmester i København. Men ligesom med så mange andre, så banker der et hjerte for metal inde bag den erhvervsaktive karriere. Helt tilfældigt står denne anmelder helt oppe ved hegnet til en koncert på Aalborg Metal Festival i 2018, hvor en kammerat så siger til mig, at det er en borgmester fra København, der står lige ved siden af. Denne kammerat kender personen, og vi bliver introduceret, og så skyndte vi os at hive notesblokken frem og få fyret 10 hurtige spørgsmål af til politikeren fra hovedstaden.

Hvad er dit første minde med heavy metal?

Det er et virkelig godt spørgsmål. Mit første minde? Jeg har ikke sådan et helt klart billede af, at det var der jeg blev metalfan. Men et af mine første minder er med min gode ven Niels, som jeg har været ven med i 20 år, vi hørte rigtig meget Manowar sammen. Det er virkelig dårligt metal, men det er måske et af de første minder. At sidde og drikke øl med Niels og høre Manowar. Jeg tror, det har været med til at starte den kærlighed. For Manowar er virkelig dårligt, men der udviklede sig en kærlighed til musikken.

Hvem er dit favoritband gennem tiderne?

Jeg tror, det er Motörhead.

Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?

Nu har jeg jo sagt Motörhead, for ellers havde jeg sagt Lemmy. Jo, hvis jeg virkelig skulle vælge, så ville jeg drikke øl med Lemmy. Eller whisky! Jeg tror, han ville være virkelig grineren.

Hvad er dine fem yndlingsplader?

Det er et virkelig svært spørgsmål, for man ved bare at fem minutter man har svaret, så tænker man: ”fuck, jeg glemte den allervigtigste!”, men vi prøver. Lige om lidt kommer jeg i tanke om nogle andre. Men vi går med first shot, vi ombestemmer os ikke!

1. Motörhead – 'Ace of Spades'
2. Slayer – 'Reign in Blood'
3. AC/DC – 'The Razor’s Edge'
4. Iron Maiden – 'Seventh Son of a Seventh Son'
5. KISS – 'Destroyer'

Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?

Der er virkelig mange, ikke? Men den, der står klarest for mig, er nok én, der ikke blev til noget. Vi tog til Hamburg for at se Motörhead, men guitaristen havde brækket armen, så vi var mange hundrede metalfans, der gik rundt i Hamburgs gader og græd og hørte metal på jukeboxene på barerne. Vi fik en erstatningsbillet, og i mellemtiden døde Lemmy. Så det var den bedste koncertbillet, der aldrig blev til noget. Den bedste, jeg rent faktisk har været til, må være Slayer 3. december 2015 i Helsingør. Det var en virkelig fed koncert. Det var både en virkelig fed koncert, men det var også en fantastisk aften. For Enhedslisten holdt en kæmpe nej-fest til patentdomstolvalget. Vi skulle have været til nej-fest i Enhedslisten, men vi tog til den ægte nej-fest med Slayer, og det er min fødselsdag d. 4. december, så ved midnat blev det min fødselsdag. Og igen i år (2018, red.) er der Slayer d. 3. december i Royal Arena, så der er det igen min fødselsdag til midnat. Så hvis jeg skal nævne én, så må det være Slayer i Helsingør.

Hvilke platforme bruger du til at opdage nyt musik?

Jeg bruger rigtig meget mine venner. Nu kan du se min T-shirt ’Metal i Enhedslisten’, og det er en platform, hvor vi har en Facebook-gruppe, hvor folk deler metal, og der opdager jeg mest nyt. Og så til festivaler som her, hvor jeg hører bands, jeg ikke kender. 

Hvilket band er din guilty pleasure?

Jeg har allerede afsløret Manowar. Det er dejlig dårligt. Jeg er venstreorienteret, og det er Manowar jo slet ikke. Det er sådan et band, man ikke burde høre, haha, men de har et eller andet middelalder over sig. SÅ det må jeg nok indrømme er min guilty pleasure.

Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?

Jeg ved ikke, om jeg personligt er blevet mødt med så mange fordomme, men jeg tænker tit over, at Distortion er lige før Copenhell hvert år, og det er på Nørrebro, hvor jeg bor. Og det er de her pæne slipsedrenge fra forstæderne. Havde man dem med hjem til sine forældre, så ville det være helt perfekt, men når de står med deres helt små pupiller og ligner nogen, der vil slås, så er det faktisk lidt ubehageligt, men så kommer man til Copenhell ugen efter, hvor folk står med deres nitter og læder og absolut ikke er svigermors drøm. Hvis man havde dem med hjem til mor, så ville hun måske spørge: ”Er du nu sikker?”, men det, jeg oplever på Copenhell, er, at hvis nogen træder én over tæerne, så siger de undskyld. Hvis man vælter rundt i moshpit, og nogen synes, at man ikke ser ud til at have det rart, så bliver man løftet ud. Det er det rareste og mest ordentlige crowd. Jeg har aldrig oplevet noget sexistisk ubehageligt. Jeg er aldrig blevet raget på. Alle de dårlige oplevelser har været, når jeg skulle igennem Distortion på vej hjem fra arbejde på Nørrebro, hvor man bliver raget på eller behandlet dårligt. Alle de fordomme, som samfundet har, er helt omvendt her. 

Det er i øvrigt også en af de gode ting ved metalfestivaler. Man kan bare gå rundt og høre alt mulig forskelligt musik. Jeg har aldrig været så meget til døds- og black metal, men jeg har fået nogle fede oplevelser med døds- og black metal med bands, som jeg ellers ikke ville have opdaget. Det samme gælder små upcoming danske eller nordiske bands: Et af de første år på Copenhell gik jeg bare rundt, og så hørte jeg pludselig The Kandidate (2012, red.), og det var bare virkelig fedt. Jeg havde aldrig hørt om dem før. Så ofte er de gode oplevelser ude på de små scener som Pandæmonium. 

Hvilke gode oplevelser har du haft ude i metalmiljøet?

Nu skal vi heller ikke forherlige heavy metal. Der er jo desværre også bands med nazistiske tendenser, så vi skal ikke forherlige det. Jeg tror, Copenhell lavede en statistik over, hvilken type fans de havde, der de første år, før det blev mainstream. Det er datamatikere, ingeniører, folkeskolelærere, pædagoger. Det er søde, bløde mænd, der til hverdag arbejder i omsorgsfag og it. Det kan man bare mærke i metalmiljøet. Det er sådan nogle, jeg har lyst til at være venner med. Jeg er aldrig nervøs eller bange, når nogen kommer og snakker til en metalkoncert. Folk passer på én. Jeg er ikke bange for at gå ind i en voldsom moshpit, for folk holder øje med hinanden og bliver løftet op, hvis der sker noget.

Hvorfor er du heavyfan?

Det er en kombination af, at jeg synes, det er bedre musik end andre genrer, som ikke har interesseret mig – jeg bliver glad af musikken og så miljøet. Det er sådan nogle søde mennesker, som man har lyst til at hænge ud med.

… og så kunne vi høre musikken gå i gang igen på Studenterhuset, så der gik vi ned og hang ud med de søde mennesker og den frygtelige musik!