Tilbage fra fortiden
Populær
De gamle drenge i østrigske No Bros er måske totalt ukendte i Danmark. Men deres nye album med hard rock i klassisk stil er nu ikke uden positive momenter.
2. Back Again
3. Devil With An Angel’s Face
4. Dark Chamber
5. Written In Fire
6. Dance Of The Black Tattoo
7. Over The Sea And Far Away
8. Metal Marines
9. Song Number Nine
10. Runaway Girl
11. A Night In Touch City
12. Find Myself
13. In The Shadow Of The Galley
Det er nok de færreste, der har hørt om bandet No Bros. Men det skulle efter sigende være det største hard rock-band fra Østrig gennem tiderne. Men hvem har hørt om andre hard rock-bands fra Østrig?
No Bros – er det ikke er lortenavn? – blev dannet helt tilbage i 1979. Bandet har nu ikke været blandt de mest produktive bands. Så vidt som det har været muligt at grave frem, er ’Metal Marines’ kun No Bros femte studiealbum. Hertil kan så tillægges bandets debutalbum, der sjovt nok var et livealbum.
No Bros har så heller ikke været sammen uafbrudt siden 1979. Fra midten af 1980’erne til 2004 var bandet således helt i dvale. ’Metal Marines’ er bandets andet album siden gendannelsen i 2004.
Bandet
Det er ikke alle de oprindelige medlemmer af No Bros, der er med på den nye udgivelse. Guitaristen Klaus Schubert, der er den, der har været mest aktiv igennem årene og må betegnes som bandlederen, står stadig stærkt i lydbilledet. Den oprindelige sanger Freddy Gigele er også med og gør det ganske habilt. Bag trommerne er der en ny mand, Bernie Weltz, og på keyboard er der også en relativt nytilkommet i form af Andy Brunner, der har været med siden 2008. Den oprindelige bassist Michael Asserhofer spiller tilsyneladende kun på en enkelt sang. I det hele taget er det svært at finde ud af, hvem der spiller bas i bandet. Der er krediteret flere herrer på albummet, men i promotionvideoen samt på videoklip fra det forgange år er der en kvindelig bassist.
På bandfotos er der kun fire personer, så bassistpositionen er formentlig ubesat.
Musikken
No Bros spiller klassisk hard rock tilsat en ordentlig omgang 80’er-metal. Og selvom det måske giver indtryk af noget hengemt og letter skimlet noget, så er No Bros’ musik faktisk ikke så tosset.
Albummet lægger selvsikkert ud med åbneren ’Legends of the Eighties’. Jo, sangen handler om dem selv. Her er ingen mindreværdskomplekser. Med strofer som ”We are the Legends of the Eighties/ We are the keepers of rock - rock - rock” og “We made a heavy Metal Party”, der henviser til bandets største hit, 'Heavy Metal Party', er det ligesom også gjort klart fra start, at lyrikken ikke er bandets førsteprioritet.
Men det gør så ikke så meget, for i åbningsnummeret som i de øvrige sange bliver der spillet en ret heftig omgang hard rock/heavy metal, der trækker store veksler på Deep Purple, Rainbow, Ted Nugent, Scorpions, Blue Öyster Cult og lignende bands fra samme periode.
Der er således allerede første sang en fin lille guitar- og hammondorgel-solo, eller duel om man vil.
Efter sang nummer to, ’Back Again’, der tilsyneladende også handler om bandet selv, får No Bros smidt et ganske godt Rainbow-lydende nummer af sted i form af ’Devil with an Angel’s Face’.
Det er ikke alle albummets sange, der er lige gode, men der nu et ganske fornuftigt bundniveau. Især er guitar og keyboard ganske fremragende albummet igen. Det kan hævdes, at der i høj grad anvendes inspiration fra andre i de i øvrigt meget varierede sange. Men det er vel efterhånden også svært andet.
Det trækker lidt ned i vurderingen, at No Bros forsøger sig med et par forsøg på at lave et hit, der ikke har gang på jord, da vi netop ikke er 1981, men i 2015. Sangen ’Runaway Girl’ ville sikkert fint have gjort sig på hitlisten i Østrig og tilgrænsende lande for 35 år siden. Men nu er det vist for sent.
På samme måde er albummets ballade ’Find Myself’ en sag, der er so last century.
&list=PLNBIX8PLTBUQA70I-96zys_QGsDRSINEL
&list=PLNBIX8PLTBUQA70I-96zys_QGsDRSINEL">
Men heldigvis er samme sang så omkranset af et par fine sange i form af ’A Night in Touch City’ og albummets sidste nummer – instrumentalnummeret ’In the Shadow of the Galley’.
’Metal Marines’ er et godt album. Det er ikke epokegørende godt. Men det er habilt godt. Og det er sjovt at erfare, at der langt derude er gamle bands, som ikke mange her i landet har hørt om, der stadig dyrker den hårde rock og gør det på en ganske fornuftig måde.