Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Et psykotisk mindtrip

Updated
No Spill Blood - Eye of Night

Rummet kalder, og No Spill Blood svarer igen med boblende synths og sorte huller, så livets trivialiteter kan sættes på stand-by, bare for en stund.

Titel
Eye of Night
Dato
24-02-2023
Trackliste
1. Cradle Scythe
2. Anvil Crawler
3. Ad Unguem
4. Toom
5. Eye of Night
6. Ekur
7. Cimmerian Maw
8. Ossein
9. -
10. Dead Satellite
Forfatter
Karakter
5

Synthetic kraut metal lød den selvproklamerede genrebetegnelse, da promoen havnede i indbakken. Som passioneret kraut-fan, og øvrig ynder af synth-venlige indfald i metallens verden, et godt udgangspunkt for at grave dybere – ikke mindst når labellet er de stilsikre finner fra Svart Records. Jeg har bl.a. tidligere udtalt min udelte begejstring for Oranssi Pazuzu, der på sin vis checker alle de samme tre bokse af: synth, kraut og Svart.
Lighederne mellem dem og No Spill Blood stopper dog også her, og tiden er til at afklare, hvad denne irske trio er for en størrelse.

At der er tale om en trio slog mig dog overhovedet ikke efter første lyt af 'Eye of Night'. Den fremtrædende, distortede bas udfylder det tomrum, vi i de metalliske kredse har det med at forvente fra guitarens side, og det ekspansive lydbillede giver så meget til dynamikken, at man nemt forsvinder ind i deres altabsorberende, musikalske sfære.

Skal vi grave lidt dybere i byggeblokkene, er No Spill Blood et mere komplekst foretagende end som så. Ror Conaty er trommeslageren, der sikrer det steady beat med både motoriske kraut-flows og eksplosive indspark som en del af sit arsenal. Ruadhan O'Meara står for de elektroniske indfald med brede synthflader og diskante, elektroniske indfald, der i høj grad er No Spill Bloods bærende faktor, men også forstår at træde tilbage, når andre dele træder i karakter. Såsom sanger Matt Hedigan, der med et væld af baseffekter både kan vise sig fra sin mere pumpede og distortede side, men også underbygger de synthede klange mere 1:1, når materialet tillader det.
I sagens natur en powertrio, der forstår at holde lytteren fanget på hele rejsen.



Den musikalske nysgerrighed antager mange former undervejs. 'Cradle Scythe' fungerer som den tunge intro, der i et clash af sydende sci-fi-toner og ildevarslende dommedags-growls pejler os stemningsladet ind på sporet, inden pladen for alvor sparkes i gang i det abrupte angreb på lytteren ved overgangen til 'Anvil Crawler'. En bastard af en kickstarter med thrashet aggression og doomet tyngde, hvor synthen får et tiltagende filmisk fylde, som sangen ebber mod enden. Fulgt op af Conatys motorisk repetive beat i den hypnotiske 'Ad Unguem', stærkt underbygget af en tilsvarende enkel basfigur, som O'Meara kan bygge resten af lytteroplevelsen videre fra. Titelnummeret galopperer senere afsted og demonstrerer Conaty fra sin mest hårdtslående side, mens 'Ekur' følger op i et mere doomet leje, hvor O'Mearas diskante synths også nemt kan tages for at være en guitar i farten.

På den måde udfylder trioen diverse funktioner på kryds og tværs i deres møde mellem summende industrial, dystopisk doom og thrashet aggression, uden på nogen måde at fastlåse sig i nogen af delene. Den instrumentale 'Cimmerian Maw' fungerer nærmest som et throwback til Tangerine Dreams elektroniske ambiens i deres mest bombastiske stunder, og er med til at demonstrere den frigjorthed, No Spill Blood lægger for dagen her på deres alt andet end svære toer. Der er ingen bånd, der binder dem til noget som helst, og kemien trioen imellem taler sit eget tydelige sprog om, at de er et band, der vil frem i verden. Ud i verden, og gerne fra det moderskib, vi hører lette i pladens næstsidste nummer, inden den storladent pulserende 'Dead Satellite' følger pladen til dørs.

Der er både lys og mørke på No Spill Bloods rumrejse, uden afvekslingen dog fungerer som nogen form for pleasende faktor. Tværtimod efterlader 'Eye of Night' én med følelsen af, at de lader materialet forme sig selv undervejs, uden selv at forcere sig til noget, og det resulterer i en plade, der rammer lige meget plet, når støjen er mest insisterende, som når ambiensen er mest opløftende. Netop det er en af No Spill Bloods stærkeste kvaliteter på dette ståsted i karrieren, så giv du dig  trygt hen til 'Eye of Night', hvis du er en sucker for svulstige synths, pumpende bas og en trio med intensitet i højsædet udenfor de fastlåste genrebåse  – du vil ikke blive skuffet.