RMF 2019: Gå aldrig ned på Satan
Fakler, spikes og omvendte kors. Nordjevel gik ikke ned på black metal-klicheer, men det melodiske fundament vaklede, og genkendeligheden druknede i komprosmisløs smadder. Men nu var vi jo heller ikke kommet for at danse.
Med fire år og to fuldlængder på bagen er Nordjevel en nyere spiller på den norske black metal-scene. Deres melodiske tilbøjeligheder på plade afslører også med al tydelighed, at de ikke trådte deres barnesko i stavkirkernes aske, men tremolo-picking aside, så efterlader hverken den selvbetitlede debut eller den nylige efterfølger 'Necrogenesis' nogen tvivl om, at de har opfanget den sorte nerve i eftermælet. Tempoet er stormfuldt, og der spildes sjældent tid på at få alle med, men bandet holder sig til en bastant vekslen mellem det hidsigt infernalske og de mere grandiose half-speed-passager, med hvad dertil hører af tremolo-inficerede hooks, og meget mere skal der da heller ikke til.
Det viste sig desværre at blive en noget undervældende udgave af de grandiose elementer, Voxhall bød os ind til tidligt lørdag eftermiddag. I liveregi vælger Nordjevel at turnere med blot én guitarist, og det betød, at fraværet af de tydelige melodiske markører hurtigt blevet meget tydeligt. Den nytilkomne guitarist Destructhor, som nogle af jer måske husker fra hans fortid i Morbid Angel, blandt andet på Copenhell 2011, gjorde principielt, hvad han kunne for at fylde rollen ud, men bassisten DezeptiCunts tone var tynd og manglede karakter for at give guitaren modspil. Desctructhor var derfor ofte låst til grundrytmerne uden mulighed for at tilføje den ekstra ingrediens til sangene, som netop gør dem så genkendelige. Eksempelvis tog det over et minut, før det halvvejs inde i sættet overhovedet blev til at høre, at de spillede deres mest kendte single, 'Djevelen i Nord'.
Det var derfor en koncert, der i langt højere grad lagde vægten på kold, kompromisløs black metal uden noget at forsøde den med. Et udtryk, der udpensledes i scenens udsmykning, som blandt andet bestod af to kæmpestore og ornamenterede omvendte kors på hver side af forsanger Doedsadmiral, mens to fakler på størrelse med forvoksede fyrfadslys oplyste trommeslageren Dominator bag ham. Destructhor bar benklæder til halvt oppe over knæet med ti centimeter lange spikes, og resten af bandet var heller ikke blege for at overkompensere på den front, så selv Necrophobic må se sig udfordret på massevægten af nitter og metal på scenen. Det var på én gang overvældende og ufrivilligt komisk, men klichéer til en side, så var det en ubønhørligt stram 40 minutters sønderpuling af øregangene, og selvom de manglede en af deres vigtigste ingredienser i lydbilledet, vandt Nordjevel alligevel til dels på velkendte black metalliske effekter og en nådesløs eksekvering. Bevares, deres blastbeats pruttede og kradsede fra tid til anden, men det var tilgiveligt. Man må også lide lidt for skønheden.
Til gengæld må vi på det kraftigste råde Destructhor til at få en makker på den seksstrengede, hvis Nordjevel skal leve op til deres materiale i den velkendte form og minde os om, at det hele måske ikke behøver handle om diabolske klichéer ad libitum.