Copenhell 2018: Årets vaskebræt
Det var en positiv overraskelse endelig at se Nothing More på Copenhell. Amerikanerne spillede en flot koncert, hvor energiniveauet på scenen dog stod i stærk kontrast til publikums.
Nothing More skyldte en koncert. De aflyste sidste år og blev i år kaldt ind som erstatning for While She Sleeps, da de på underlig vis valgte at droppe resten af deres turné. De fleste core-entusiaster har sandsynligvis været bitre eller triste over det afbud og måske endda mindre tilfredse med erstatningen. Hvilket er ærgerligt, for Nothing More et et interessant band med en mindst lige så interessant historie.
Selvom de har eksisteret i mere end 15 år, er det først inden for de seneste 4-5 år, at bandet for rigtig er brudt igennem. Specielt med den selvbetitlede fjerde udgivelse fra 2014. Forsanger Johnny Hawkins blev træt af trommerne og overtog pladsen i front, og det var åbenbart lige, hvad der skulle til. Talentet er til det, hvilket publikum også fik mulighed for at opleve på Copenhell.
Solen var høj, og alligevel havde overraskende få fundet vej til Pandæmonium-scenen, selvom klokken allerede var 15:30, og de fleste tømmermænd burde være på vej væk. Zack de la Rocha indledte koncerten via anlægget og var en fin indikator for, hvad publikum havde i vente. Ikke kun fordi Hawkins rent udsendesmæssigt godt kan minde lidt om de la Rocha, men primært fordi Nothing More bygger deres kompositioner op omkring mange af de elementer, som de la Rocha har eksperimenteret med i eget regi.
Nothing More er poppet. Det er rock, det er soul, det er core, men grundlæggende er det sans for sangskrivning og masser af gode ideer. Det er også frygtløst. Hawkins synger smukt, og de poppede elementer i hans vokal og bandets musik bliver flettet ind i tunge bombastiske riffs. Allerede andet nummer, 'Don't Stop', giver smagsprøver på netop den styrke og idérigdom. Det samme gør 'Go to War', 'Salem (Burn the Witch)' og ikke mindst den energiske og flotte 'This Is the Time (Ballast)'. Det er en musikalsk fornøjelse, og det er fornøjeligt at se bandet på scenen.
Der bliver ikke sparet på noget. Hawkins ligner en mand, der optræder topløs uanset vejret. Men han kan også bære det. Han er overalt på scenen, men primært på det monstrum af et bas-, guitar- og trommestativ, der undervejs i koncerten blev sat op. Alle medlemmer kastede sig løbende over det, inden Hawkins til sidst kravlede op på det og vred tonerne ud af det opbyggede instrument. Man kedede sig hverken musikalsk eller visuelt. Publikum kom også langsomt i gang. Amerikanerne vandt stille og roligt, men havde et hårdt publikum. Måske de mange poppede elementer simpelthen var for meget. Måske var det bare for tidligt.
Hawkins lovede sidst i koncerten, at han og bandet vender tilbage snart. Gør endelig det. De små 45 minutter, det blev til, var ikke meget, og Nothing More virker som et band, der kan så meget mere og har meget mere at byde på end det, vi fik lov til at opleve. Selvom kvartetten spillede en flot koncert.