Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Costa del ingen sol

Populær
Updated
Costa del ingen sol

Obsidian Kingdom er langt fra nyskabende, men katalanernes Genesis-worship angiver en mulig vej ud af post-metallens kreative dødvande.

Titel
A Year With No Summer
Trackliste
A Year With No Summer
The Kandinsky Group
The Polyarnik
Darkness
Black Swan
Away/Absent
10th April
Karakter
3

Det er en lang, tung vej tilbage fra post-metal. Og kringlet: Har man en gang gjort op med metallens dogmer – om man så anerkender, at der skulle være nogle generelle af slagsen, og at post-metal skulle stå i opposition til dem – er det ikke rigtig troværdigt at vedkende sig dem på ny og gå retro. For det meste er det heller ikke rigtig en mulighed: Som uddybet i en Briller Af Stål-klumme for nogen tid siden, er post-metal trods navnet ikke nødvendigvis en reaktion mod traditionel metal, men snarere en appropriering af nogle af post-rockens virkemidler. Deraf tilnavnet indie metal, en markering af, at det her ikke var rigtig metal, og at det sådan set heller ikke ønskede at være det. Men som det nu går med trends, blev post-metal op igennem nullerne lige så formularisk som alle andre trends i metal, og med undtagelse af nogle glorværdige få var det de færreste, der kunne blive ved med at få noget interessant ud af den.

Om det så bare er mig, der har fået øjnene op for den progressive metal igen, eller om det er, fordi der faktisk er begyndt at ske ting i yderområderne af den, så er det i hvert fald et af de steder, hvor man finder en vej frem for post-metal. Et band, der får afprøvet de muligheder, den åbner for, er Obsidian Kingdom, og lige såvel som post-metal altså ikke skulle forstås som en form for metal, der kom efter den oprindelige metals angivelige endeligt, skal det progressive her heller ikke forstås i betydningen nyskabende. Ikke decideret, i hvert fald.

Kreativ loftshøjde

Allerede på debuten ‘Mantiis’ inddrog Obsidian Kingdom elementer af 70’ernes klassiske progressive rock i en lyd, der ikke lå fjernt fra noget af det, Ihsahn har gået og puslet med efter Emperor, ligesom Ulvers favntag med genren lå som en basis for det, Obsidian Kingdom var i færd med at skabe. Men deres lyd byggede i lige så høj grad på Cult of Luna, et af de få bands, der faktisk har formået at blive ved med at være nyskabende inden for post-metal. Begge dele er endnu tydeligere på opfølgeren, ‘A Year With No Summer’, selvom katalanerne bevæger sig endnu længere væk fra post-metal og endnu længere over i en progressiv rock med enkelte elementer af metal, primært i form af klassiske markører som tunge guitarer og en enkelt gang, et godt stykke henne i pladens ene hovednummer, ‘Away/Absent’, blastbeats. Tydeligst høres Cult of Luna i mellemstykket ‘The Polyarnik’ med dens elektroniske fundament, ellers er det mere i den vidtløftige stemning, der knyttes bånd til svenskerne, mens den nok lidt vel gammeldags elektroniske ‘April 10th’ minder så meget om Ulvers øvelser udi samme territorium, at det giver fint mening at have Garm til at medvirke på den.

Først og fremmest lyder ‘A Year With No Summer’ dog helt utrolig meget som Genesis i deres storhedstid omkring ‘The Lamb Lies Down on Broadway’. Ikke mindst fordi Rider G Omegas vokal i uhyggelig grad minder om Peter Gabriels i sange som singleforløberen ‘The Black Swan’ og det andet hovednummer, ‘The Kandinsky Group’, hvor Attila Csihar i øvrigt er med til at opbygge stemning. Samtidig lægger Om Rex Orale – ja, det er et kunstnernavn, og ja, det er ret kikset, men trods alt ikke så slemt som hans forgængers, Fatal Error Pl(a)n – nogle basakkorder, der får en til at tænke på dem, salig Chris Squire havde for vane at forankre Yes’ sange med – og så er vi efterhånden et sted henne, hvor der måske ikke bliver tænkt nyt, men hvor forbillederne til gengæld angiver en kreativ loftshøjde, der giver sangene et kæmpemæssigt rum omkring sig.

Hvad Obsidian Dawn ikke tager med sig fra proggen, er noodlingen, hele det musikalske show-off, som på en gang var genrens fornemste dyd og dens mest udskældte element. Man kan så også sige, at den progressive metal har fået klaret den del af det så rigeligt endda; det er i hvert fald noget af det, der medvirker til at få ‘A Year With No Summer’ til at fremstå moderne på trods af sine endog meget tydelige rødder. Det er en ambitiøs plade. Det er også en helt rar plade at lytte til, nem at gå til i forhold til sine forbilleder.

Det er en vej, som mere post-metal godt kunne tåle at udforske. En vej, som, i stedet for at føre længere væk fra metal, fører helt tilbage til nogle af metallens forgængere.