Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RF '22: Sekundasludge

Populær
Updated
received_1012407589458883
received_1451861885275896
received_1476246279545002

Roskildepublikummet tørstede efter en metalfest, og da de ikke fik den, lavede de deres egen.

Dato
02-07-2022
Genre
Trackliste
Intro
Procession of the Wounded
Afraid Of
EMF
Skullstorm
Heel to Toe
Calling You Home
Shoulder Meat
Burden
Simia Dei
Love Is Bravery
The Bleeding Sun
Sleeping With Snakes
The Volcano
To Carry the Flame
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
2

Jeg har aldrig mødt nogen, der var ægte fan af Old Man Gloom. Når man bevæger sig i kredse, der ellers sætter meget pris på Isis, Converge, Cave In og videre i den dur, så er det ellers et bandnavn, der tit dukker op. Nok navnlig fordi Aaron Turner både spiller og brøler i bandet, det samme gør Nate Newton og Stephen Brodsky. Alligvel er det ekstremt sjældent – ja, faktisk uhørt at finde nogen, der bare elsker dem.

Og ligesom der sjældent går røg af en brand uden ild, har det også sin naturlige forklaring. En, der blev meget tydelig i dag, da Santa Fe-bandet optrådte som det tætteste på en metalkoncert vi fik på lørdagsroskilde. Mange var mødt op. Lige fra kageformsvestene over midaldrende sommerkjoler til hårde Kaare, og det var fordi der – udover Converge lidt senere i aften – ikke rigtig er noget at komme efter, når det gælder de tunge toner. Derfor var Avalon også det naturlige samlingssted og det afspejlede sig i modtagelsen af bandet.

Folk var kommet for at headbange, for at moshe og for at have det sjovt. På den måde var det måske det mest taknemmelige publikum, man kunne forestille sig. Ja, det blev endda til klappen i takt over hovedet til rytmen af Santos Montanos tunge trommeslag, og det var derfor en modtagelse bandet kunne være glade for. Og bør være glade for, i virkeligheden.

For der er selvfølgelig en grund til, at bandet ikke har nogen dedikerede fans – i hvert fald meget få, og det er naturligvis, at det grundlæggende set er et dødkedeligt orkester. Bevares, der bliver slået hårdt i trommerne, Turner og Converges Nate Newton henholdsvis brøler og skriger igennem, og der er rigeligt, med streg under rigeligt, med forvrængning og feedback i både guitarer og bas.
Men problemet er, at der aldrig er noget, der tager fat i dig.
Ligedan her på Roskilde.

Old Man Gloom spiller grundlæggende uden to virkelig væsentlige elementer: Hooks og crescendoer. Der er intet, der fænger. Selvom der bliver rykket i strengene på det halvfyldte Avalon, var der ikke nogen nerve, og der var ikke noget at følge med i. At bandet samtidig havde alvorlige, gentagende problemer med deres materiel og måtte stå og skrue på pedaler og stemme strengeinstrumenter efter stort set hver sang gjorde, at den smule kontinuitet, der måtte have været, gik helt fløjten. Aaron Turner havde især svært ved at få det til at makke ret, hvilket ofte gjorde, at Newton måtte slå sin bas an direkte ind i en højttaler, for at lave en eller anden form for lyd, der kunne udfylde tomheden. Og når støj er støj for støjens skyld, er det ligegyldigt og uinteressant. Hvilket klart var tilfældet her.

Man var pinligt bevidst om, at der blev spillet for at spille, og man kan være i tvivl om, hvorvidt Old Man Gloom er blevet booket som del af en pakkeaftale med Converges show senere på aften. Og selvom folk nikkede med og security var uskyldigt nuttede i deres massive overvågning af en ganske tilforladelig pit, var det aldrig hverken farligt eller interessant. Særligt træls var den musikalske edging, der endte på mest frustrerende vis, hvor bandet byggede op og byggede op, men aldrig lod til at blive færdige før et nummer sluttede. Selv da Newton og Turner i en eller anden form for højdepunkt, på mest symbolske vis nærmest gned deres instrumenter op af hinanden, blev det aldrig til mere en end halvslatten aflevering. Den eksplosion af ekstase vi ventede på kom aldrig.

Og det er problemet med dette orkester. For selvom de spillede godt, var solide og på de tungeste passager også udmærket medrivende, blev det aldrig spændende. Og det bliver det heller aldrig – for de skriver ikke spændende musik. Og så kan vi godt kalde det en "supergruppe", det gør bare ikke nogen forskel. At publikum var så lykkelige vidner vist mere om, hvad de ønskede, end hvad de fik.