Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Forstyrrelse

Updated
pando rites

Et støjende helvede af rumklang, afbræk og sonisk forstyrrelse

Kunstner
Titel
Rites
Dato
26-03-2021
Trackliste
1. Agapē
2. Dadaism
3. In God We Trust With Our Cold Dead Hands
4. Total Station Theodolite
5. The Molds Of Men
6. I Want To Believe
7. Excarnation
8. the octagon room
9. on the shores of hell
Forfatter
Karakter
4

Mindst én gang om ugen, sender vores elskede promomand Henrik en mail ud med en lang række albums, der blot venter på at en af redaktionens skribenter kaster sit lunefulde øje på netop den udgivelse. Det er en svær proces, kriterierne er forskellige for hver enkelt, og mange faktorer spiller ind: Navn, titel, genre, label og så videre. Hvis man hedder noget tåbeligt – "Pando", for eksempel  bliver der hurtigt scrollet ned.

Sådan er det ikke for chefen  eller føreren, som han sætter pris på at blive kaldt. Han kan smaddergodt lide mærkelige ting. Jo mærkeligere, des bedre, faktisk, og derfor sender han også nogle gange mails ud, hvor han fabulerer om et eller andet "nogen bør anmelde". Hvis det er rigtig mærkeligt og lugter lidt af black eller drone, bliver det tit sendt efter undertegnede.

Og sådan endte jeg med 'Rites'.

Krssxzzzhhhshs
Hvis ét ord skulle være dækkende for ‘Rites’, ville det være "støj". For hvor metallisk den end lyder, er det en lyd af metal, der flås, flænses og rives i højere grad end det er "heavy metal". Måske derfor er den heller ikke at finde på metal-archives, der måske opererer med verdens snævreste forståelse af heavy metal. Det her er musik for folk, der holder af skader på trommehinden og som kan se igennem selv de mest tilfældigt lydende forstyrrelser, for at sætte pris på budskabet nedenunder. For dem der synes 'Black One' lyder lidt for pænt.

Det er ikke uden grund, at jeg nævner 'Black One', for i adskillige tracks er der tråde, der peger i retning af Sunn O)))’s 16 år gamle mesterværk udi sortsværtet drone. Som på 'Black One' er der også på 'Rites' to forskellige vokalister, og med mindre mine øre narres af sammenfaldene, lyder disse i påfaldende grad som Malefic og Wrest, fra henholdsvis Xasthur og Leviathan, der begge leverede pragtpræstationer på den plade.

Lyden af Malefic findes særligt på femte track, ‘Molds of Men’, der med sin brændende hidsighed og sit sammensurium af horrorfilmseffekter, synthede computerspilsbippelip og generelt grænsesøgende lydflade i høj grad kædes sammen af den uhyggelige stemning, som en af d’herrer Adam R. Bryant og Matthew Gagne vokalmæssigt leverer. Det lyder som Malefic i kisten på ‘Báthory Erzsébet’, hvis denne skruede særheden op på max.

På samme måde leveres en ligeså uhyggelig, men noget dybere og mere fjern vokalpræstation, på ‘The Octagon Room’, der præges af måske den mest dunede og uldne produktion nogensinde. Tremolo-riffet spilles så hurtigt og under så mange lag af støj, at de enkelte strøg forsvinder, og vi kun sidder tilbage med et kradsende tæppe af lyd, der understreges af elektronisk klikken og poppen fyldt op med hvæsende og hviskende lyde fra sangeren. Inden det på mærkværdigste vis går over i film noir-jazz.



Jeg kunne stå midt på 5th avenue og skyde en mand
På indholdssiden består ‘Rites’ til dels af mere eller mindre sløret lyrik, der tager udgangspunkt i biblen, anvendelsen og definitionen af håndfile, hvordan man graver et lig op, og hvordan mennesker skabes, og dels af adskillige samples fra forskellige sider.

Vi diverteres med klip af taler fra perioden omkring Vietnamkrigen, hvor politikere taler om, hvordan der skal slås ned på protestbevægelser og dissidenter, oplæsning af uafhængighedserklæringen, ovenstående berømte citat fra Donald Trump om hvordan han kunne skyde en mand i New York uden at miste stemmer, eller et fra samme hånd om hvordan hans tilhængere skal gennembanke alle, der står udenfor for at protestere mod ham, og slutteligt en sammenklipning af nyhedsudsendelser om hvordan den katolske kirke har dækket over seksuelle overgreb mod mange tusind børn.

Det er umuligt at komme uden om indholdet, der er isnende og uhyggeligt, og tegner et billede af en grum og ubehagelig verden, hvilket også er noget Pando har givet udtryk for har været en drivkraft i tilblivelsen af denne besynderlige hybrid af noise, black metal, feltoptagelser og samples. Det er ikke dårligt. Langt fra. Det er bare virkelig mærkeligt.