Styrken ved det frastødende

Forfatteren Rasmus Alenkær har netop udgivet andet bind i sin børnebogsserie om Arthur Bruhn, og da den blandt andet handler om det fiktive dødsmetal-band Mödistör, vil Devilution selvfølgelig vide mere om den del af forfatterskabet. 

Først og fremmest tillykke med udgivelsen. Uden at spoile din egen historie, kan du så forklare, hvilken rolle Mödistör spiller i bogen? Og hvilken slags serie er Arthur Bruhn? 
Arthur Bruhn er en lidt “speciel” dreng, der går i 6. klasse. Han er marginaliseret, ensom og trist. I den første bog bliver han venner med klassens seje og utilpassede pige, Yama, og sammen bliver de pludselig centrum i et vældigt eventyr. I denne bog, 'Arthur Bruhn og det store valg', fortsætter historien, hvor den slap i den første bog. Arthur stiller op som anfører for elevrådet på skolen, og det er i den forbindelse, at han skal bruge en slagsang til sin valgkampagne. Her kommer Mödistör ind. Bogen fokuserer, sådan som sub-genren heavy også gør, på det det smukke i det umiddelbart grimme, eller med andre ord: Hvis man kigger godt efter, er der en masse styrke bag alt det, man bliver frastødt af. Så samtidig med at den en megamorsom og spændende børnebog, har den en masse alvorlige budskaber og samfundskritik mellem linjerne. 

Hvorfor er det interessant at fortælle historien ved at inddrage et metalband? Er der nogen børn,, som gider læse om den slags forhistorisk musik? Eller har du måske ligefrem en skjult dagsorden om at genintroducere den farlige musik for ungdommen? 

Mödistör er, ligesom fortællingens hovedpersoner, “anderledes”, “larmende” og måske lidt svære at forstå, med mindre man fordyber sig og forholder sig åbent til dem. Dette er en af begge bøgers pointer: I den aktuelle samtid går det hele så stærkt, og alt skal være så smart, glat og lettilgængeligt, eller poppet, om man vil, at alt nærmest er ligegyldigt. Men under overfladen ligger den store oplevelse, det gode sammenhold, det gode håndværk, eller med bogens udtryk superkræfter. Og så er metal-folket, om man vil det eller ej, bare en omgang sjove, farvefulde og karakteristiske personer, der gør sig godt i en god fortælling. 

Hvor meget er du selv til heavy metal i nogen eller alle dens smukke afskygninger? Er du metalfan? 

Ja, det må man sige. Jeg lytter til en bred vifte af musik, fra hip-hop, til jazz og rock – i mange afskygninger. Hver ting til sin tid. Jeg arbejder som psykolog meget i larmende miljøer ude på skolerne, så det er ikke altid, at jeg smider en heavy-skive på grammofonen efter en hård dag med alle de små, skønne ballademagere. Men jeg gør det ofte. 

Er du ikke bange for at træde rundt i klicheerne som hele to større reklamekampagner, der for tiden (mis)bruger en farverig historie om et metalband til at sælge deres varer? 

Jeg anede faktisk ikke, at der var andre, der p.t. bruger metal som afsæt for fortællinger eller reklamer. Måske har jeg arbejdet lidt rigeligt på det sidste og har været i en isoleret boble. Men om der så var 1000 andre, der allerede havde brugt heavy som element, så havde jeg nok gjort det alligevel. Sådan er det jo i heavy-land og i mit liv generelt: Man gør det og bruger det, man brænder for, uanset om det er moderne eller passende eller ej. Det er også den positive kritik, jeg har fået for begge bøger, nemlig at de er skrevet med hjerte og hjerne, ikke med kommercielle interesser. 

Hvem lyder Mödistör som? Og hvis du måtte håndplukke danske (eller udenlandske) metalmusikere og danne bandet, hvem tog du så? 

Ha! Det er et sjovt spørgsmål, tak for det. Der er få ting i mine bøger, som ikke har en bagtanke eller en reference og således også Mödistör. Lad os starte med navnet, som jo naturligvis er inspireret af Mötorhead. Der er en, efter min mening, ret sjov passage i bogen, hvor navnet bliver forklaret. Metalfans vil forstå humoren, ved jeg. Forsangeren hedder Lenny, og er naturligvis en reference til Lemmy. Som figur er han inspireret af Steen Jørgensen fra Sort Sol, hvilket godt nok er 'sort', men mere punk end metal. Trommeslageren hedder Niller og er som grafisk udtryk en reference til Mikkey Dee. Han er altid gemt bag sit store trommesæt, og ingen har set ham i mange år. Som person er han en reference til Perle fra Invocator, der altid siger noget fantastisk sjovt, lige meget hvad emnet er. Guitaristen hedder Philip og er naturligvis bygget på Phil Campbell. Han er rimeligt neutral som person, måske lidt stenet, og kunne godt være Neil fra The Young Ones. 

I den knap så interessante del af virkeligheden, den, hvor heavy metal ikke fylder nok, har du et par sidebeskæftigelser. Hvad kendetegner ellers dit virke? 

Jeg er privatpraktiserende børnepsykolog og arbejder i hele landet, oftest med udadreagerende børn og unge. De skoleklasser med mest ballade i besøger jeg. Hertil er jeg fotograf og kan findes under navnet RaPix. Jeg har eksempelvis lavet fotomaterialet til Jesper Binzers soloplade og fotograferer mest koncerter og bands. 

Oplever du, at heavy metal og hård rock bliver taget mindre seriøst end andre kunstformer? 

Seriøst bliver det nok taget, men kommercielt er det jo ikke, så bevågenheden er så som så. Med mindre det er de store bands som Metallica og deslige, som hr og fru Danmark har taget til sig. Men den debat skal vi ikke tage her, for så bliver stemningen hurtigt gusten i metal-miljøet. Ha! Jeg kan nu godt lide, at metal er en subgenre. Det er rart at have et fællesskab, der er afgrænset fra alt muligt andet. I sommer kom jeg gående med familien på Brooklyn Bridge iført en Mötorhead-T-shirt. Imod mig kom en fyr i en Iron Maiden-T-shirt. Jeg aner ikke, hvem det var, men vi hilste instinktivt på hinanden med respekt. Så … jeg er sådan set ligeglad med, om heavy bliver taget seriøst af alle. Vi tager hinanden seriøst, vi snakker ordentligt sammen, og vi hilser altid. Sådan skal det være.