Skallesmækkersadister
Amerikanske Sadistic Ritual tromler af sted med blastbeats og et væld af temposkift på underholdende debut, der hæver sig over horderne af retro-thrash-bands ved at ville mere.
2. ...In Cold Blood
3. Double Crossed
4. Executioner
5. Mutually Assured Destruction
6. Civil Unrest
7. Malicious Misanthrope
8. Death Shriek
9. Merciless Retribution
10. Cerebral Sacrifice
Hvad er der nu galt med bands som Power Trip og High Command? Jeg skrev lidt om det i min årsliste, men samtidig satte jeg så en retrothrash-udgivelse i toppen af “internationale årets album” på min årsliste. Det giver da ingen mening. Jo, det gør, og det gør det primært, fordi Sadistic Ritual – muligvis det bedste, der er kommet ud af Atlanta, siden Mastodon (før de blev elendige) – ikke bare spiller thrash metal og spiller den tight, som gamle røvhuller kan lide den, og ikke bare omskriver gammelkendte riffs fra midten af 80’erne. De vil mere.
Sadistic Ritual har rodet rundt i undergrunden i næsten et årti, men ‘Visionaire of Death’ fra i fjor er deres egentlige albumdebut, der kommer efter 2015-ep’en ‘Edge of the Knife’. På vinylversionen af albummet lægges der op til et løst koncept – det er ikke side A og B, der er side Murder og Suicide. Klichéerne står således også her i kø, men det betyder ikke så meget, når musikken mere underholder end keder.
Men det, der løfter kvartetten, er især trommeslager Joe Sweat, der også huserer i ligesindede Mangled. Han er Sadistic Rituals tonsende dynamo, der ikke lyder som en maskine, spontanangribende med blastbeats, der undervejs skubber intensiteten op på 11. Læg hertil guitarist Alex Parras knastørre, ikke alt for digitale produktion, der understreger, hvor langt man i dag kan komme i et hjemmestudie. Den prioriterer også Shawn Staszkos fingerspillede bas, og med metermål af superb sangskrivning oveni har Sadistic Ritual begået en lille thrashperle.
Sadistikerne lyder ikke så meget som Metallica og Slayer, Testament og Exodus, som de lyder som den senere bølge af tyskerthrash. Kreator er den nærmeste preussersøster, takket være Charlie Southerns Mille Petrozzaske grynt og growl (uden accent). I modsætning til de fleste andre neo-thrash-bands er det mest i leadguitaren, at der er halvtrættende ekkoer af fortiden, med licks stjålet primært fra de fire store.
‘Visionaire of Death’ skal lige ud af startrillerne via det lettere generiske titelnummer (tænk Megadeth) og ‘... In Cold Blood’ (tænk Slayer), inden den for alvor sætter ind med skallesmækkeren ‘Double Crossed’, hvis intro trucker af sted, inden blastbeats sætter ind, og der chugges løs med det ene sadistiske riff efter det andet. Og blodtørsten fortsætter i hæsblæsende ‘Executioner’, inden side Murder lukkes med tour de forcen ‘Mutually Assured Destruction’, der for en kort stund slækker på tempoet, men derefter nærmest tangerer Vektor i myriader af riffs
Side Suicide er ikke nær så knivskarp. Otte minutter lange ‘Cerebral Sacrifice’ understreger eksempelvis, at der er grænser for Sadistic Rituals evner som sangskrivere – det udvidede format kan de simpelthen ikke bære, og i øvrigt begynder de at citere ‘Angel of Death’ på lige så senil vis som deres kollegaer. Til gengæld lever ‘Malicious Misanthrope’ mere end op til sin titel, og slamdancen ‘Merciless Retribution’ har herlige ekkoer af Evil Army.
Med sine koncise 38 minutter når ‘Visionaire of Death’ aldrig at blive kedelig eller udmattende. Man bliver høj af de fleste riffs, temposkiftene og ikke mindst den sadistiske og ungdommelige blodtørst, der gennemsyrer albummet.