Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - Bands, der blev set for sent

Populær
Updated
Sentenced

Der er bands, man desværre oplever live for sent. I ugens top 5 giver Villumsen fem bud på bands, som han har oplevet live, men hellere ville have set første gang på et noget tidligere tidspunkt.

Kunstner
Titel
+ Hypocrisy + Amorphis + Manowar + In Flames

Gennem min tid som metalfan er jeg gået glip af en del koncerter. Der er både dem, hvor jeg rent faktisk ved jeg havde chancen, men også dem, hvor jeg blot antager, at bandet må have spillet et eller andet sted i nærheden dengang. Det kan ærgre, når der bare er nogle bands, man skulle have fanget dengang. Ikke fordi dette og hint band behøver at være blevet dårligere siden, men det var måske for en personligt bare lige den helt rigtige stil dengang eller det helt rigtige line-up. Og det skal heller ikke ses som endnu en fortærsket “de har ikke lavet noget godt siden debuten” (eller “demoen”, hvis man er ekstra undergrund). 

Inspireret af Hypocrisy, der gav en af bandets sjældne koncerter på dansk grund forleden, så kommer her en top 5 over bands, jeg godt ville have set tidligere i såvel min metaldyrkelse som bandets karriere.

1. Sentenced
Det finske band, der eksisterede fra 1989 til 2005, havde flere forskellige perioder, man kunne vælge at tage tidsmaskinen til. Personligt er det for mig perioden, hvor bassist Taneli Jarva havde overtaget vokalen, og bandet havde udgivet den fremragende melodiske ‘Amok’ (1995), der ikke helt var melodød, men stadig havde en del af dødsmetallen med sig. Men det kunne også have været efter den fascinerende ‘North From Here’ (1993) med den meget hysteriske vokal, der var et klart skifte fra debutens growl fra guitarist og stifter Miika Tenkula på den udmærkede, men nok ret standard ‘Shadows of the Past’ (1991).

Jeg erindrer et interview, muligvis i radioen (der var både Carsten Holms Heavyland og Bjarke Ahlstrands Metal-Go! (det var Metal-Go!, siger korrekturlæseren, der også hørte programmet), hvor Sentenced besøgte København i den periode. Et af medlemmerne var vist blevet rullet ved en hæveautomat og var noget knotten for at sige det mildt. Hvis hukommelsen ikke spiller mig et puds, så var der altså en mulighed i sin tid for mig til at opleve bandet omkring 1995.

Men jeg har dog set bandet og også købt adskillige af udgivelserne efter ep’en ‘Love and Death’ fra 1995, som var det sidste, bandet udgav med Jarva. Stilen blev siden mere heavy gothic rock med Ville Laihalas overtagelse af vokalen. Det var i 2002 på Stengade sammen med Lacuna Coil.

2. Amorphis
Som med Sentenced et band, hvor man har flere muligheder for en favoritperiode. For mig er og var ‘Tales from the Thousand Lakes’ (1994) et så fantastisk album, at det kunne have været fedt at opleve bandet i koncerterne umiddelbart efter. Det nåede jeg ikke, og bandet udviklede stilen og lavede ‘Elegy’ (1996), hvor det fede growl fra guitarits Tomi Koivusaari stadig er med, men der er nu også en del ren vokal fra Pasi Koskinen, der var med fra 1995 til  2004. Growlet forsvandt, men kom igen med Tomi Joutsen på glimrende ‘Eclipse’ (2006). Han er suveræn til både ren sang og growl, og med ham kom der fornyet liv i bandet. Men selv med ham og ‘Tales…’-albummet fra start til slut (eller måske netop derfor, for det holdt ikke helt, hverken på genindspilninger eller live) fjerner det på ingen måde ærgrelsen over ikke at have set bandet live, inden Koskinen kom med. 

Jeg har set bandet mange gange. En enkelt gang med Koskinen og adskillige gange med Joutsen. Men desværre ikke dengang, bandet kun havde et par album at plukke sange fra. Æv!



3. Hypocrisy
Man aner nok et fællestræk på min liste. Indtil videre er det i hvert fald kun bands, der har skiftet sanger og ikke mindst stil. Peter Tägtgren er en central spiller i Hypocrisy, som han selv har stiftet efter hjemkomst til Sverige efter et USA-eventyr, hvor han især fandt sin smag for dødsmetal. Men selvom man ser ham som frontmand i bandet, så lagde bandet ud med to album med Masse Broberg på vokal, inden Tägtgren selv tog vokalen fra ep’en ‘Inferior Devoties’ (1994) og frem. Broberg fortsatte siden i Dark Funeral under navnet Emperor Magus Caligula.

Men det er ikke tiden med hr. Broberg, jeg ærgrer mig over ikke at have fået set. Bevares, det kunne da have været fedt at opleve også, men det var med ‘The Fourth Dimension’ (1994), at Hypocrisy fangede mig. Den simple stil, ofte meget stemningsfuld, og så Tägtgrens skønne dybe growl. Allerede på ‘Abducted’ to år efter var stilen desværre lagt om. Det blev mere melodisk og vokalen var i stedet meget mere hysterisk, nærmest skrigende, og de fede growls blev i stedet et krydderi. "Skriget" er noget, Tägtgren gør godt, hvorfor man måske godt kan forstå valget, men for mig er det aldrig blevet helt det samme, selvom jeg som i tilfældet Sentenced og Amorphis også har købt mange af de følgende album.

Og nu så jeg så Hypocrisy live forleden. Det var første gang, og jeg var ganske tilfreds, for jeg vidste godt på forhånd, at jeg intet ville få fra mine favoritter ‘The Fourth Dimension’ og ‘Inferior Devoties’. Der var faktisk en blandt publikum, der flashede et hjemmelavet skilt med ordene ‘Black Magic’. En henvisning til Slayer-coveret på netop den udgivelse. Det gav et skævt smil fra frontmanden, men man måtte nøjes med medleyet over sange fra Broberg-tiden. Ingen sange fra ‘The Fourth Dimension’.

Jeg havde chancen. Det havde jeg. Der var nemlig en koncert i Helsingør i 1996, en torsdag i marts. Jeg gik i 1. G i gymnasiet, boede i en forstad syd for København, og kendte ingen andre Hypocrisy-fans dengang at kunne tage sammen med til koncerten. Her er altså ekstra ærgrelse, for jeg var allerede den gang klar over, at jeg gik glip af et se et band, jeg gerne ville se.



4. Manowar
Jeg var stor Manowar-fan i 1992-1993. Det var ‘The Triumph of Steel’ (1992), der gjorde udslaget, og så gik jeg ellers baglæns i kataloget derefter. Jeg var medlem af ‘Dutch Defenders of Steel’. En hollandsk fanklub, hvor man af og til fik et fotokopieret magasin i A5-størrelse med interview med medlemmerne og finurlige beretninger fra andre fans. Det var i bund og grund spild af penge, men man var vel fan.

Men inden næste album, ‘Louder than Hell’ (1996), udkom, havde jeg fattet interesse for så meget andet metal, og jeg var begyndt at se Manowar som lettere komiske, selvom jeg stadig den dag i dag kan nyde udgivelser fra ‘Battle Hymns’ (1982) og frem til ‘The Triumph of Steel’.

Manowar spillede i Pumpehuset i 1994. Mine forældre ville ikke lade mig, en folkeskoleelev i 8. klasse, tage af sted alene, da det ikke var lykkedes mig at overtale de par metalvenner, jeg havde dengang. Den velopdragne 14-årige mig i 1994 væltede en kontorstol i "raseri". Og hørte live-numrene fra en japansk 'Metal Warriors'-single meget højt, da jeg den følgende fredag var alene hjemme. For åbne døre, for naboerne skulle da forstå min skuffelse. Uha uha, det var vildt.

Jeg så siden Manowar i KB Hallen i 1999, hvor også Motörhead og Dio var på plakaten. Men begejstringen for bandet var nu begrænset, og jeg var for ung til at lade nostalgien ramme mig med noget, jeg havde været ekstremt meget oppe at køre over bare fem år tilbage. Jeg anede i øvrigt intet om Dio til den koncert … Men så kan jeg da sige, at jeg har set ham live!



5. In Flames
Det svenske band er et fremragende band i dag og kan køre et rutineret stadion-værdigt show af. Det har selvklart krævet et stilskifte fra den første pionertid med melodød, som den udsprang i Göteborg-området i de første år af 90’erne. Det er In Flames, Dark Tranquillity og At the Gates, der får mest spalteplads, når der skrives om melodødens oprindelse. 

In Flames skiftede dog gradvist stil, og ind i de i forvejen melodiske elementer sneg der sig ren vokal og noget, der kunne minde om en let inspiration fra nü-metallen i USA (hvor de mest melodiske metalcore-bands til gengæld kunne se ud til at have lært lidt fra svenskerne). Men havde man da bare set In Flames umiddelbart efter udgivelsen af ‘The Jester Race’. Dét havde være fedt! I stedet har jeg set dem flere gange på Wacken og senest i Royal Arena. Gode oplevelser, sådan generelt, men selv når de lufter noget fra pladen, så lyder det på ingen måde, som jeg forestiller mig, at det ville have lydt omkring 1995 på et forholdsvis lille spillested.