Bedst med tålmodighed
Populær
Serpentine Path har en superfed lyd og egentlig også stil, men det bliver en kende mørkt for at være mørkt nogen gange, og så savnes nuancerne.
Amerikanske Serpentine Path består af medlemmerne fra Unearthly Trance samt Tim Bagshaw fra Electric Wizard, og bandet blev dannet i 2011. I 2012 har de desuden fået Stephen Flam med fra kultbandet Winter.
Musikken er tung, obskur og kryber hen af gulvet i en lyd, der er stinkende tung og stemningsfuld på en måde, så der kan drages paralleller til dødsmetal-bandet Sonne Adam. Lyden og produktionen er decideret forførende, så derfor er det også skuffende, når adskillige lyt stadig sætter lytteren med den tanke, at flere af numrene er jævnt kedelige. Eller skulle vi bare sige, at det i hvert fald efterlader anmelderen med dén tanke.
Hvis det hele havde været så fedt som 'Bats Among Heathens' eller 'Obsoletion', så var karakteren endt noget højere på skalaen, men under et nummer som 'Beyond the Dawn of Time' er det svært at holde begejstringen oppe på den fede lyd, når man kan nå at sætte kaffe over mellem hvert anslag på guitaren. Afhængig af hvor meget kaffe, man har brug for på syv minutter, forstås. Men det føles længere under lyttet. Der sker simpelthen for lidt, og så bliver det bare en lang "grå tone" uden nuancer.
I sammenligning er den halvt så lange 'Aphelion' et herligt skævt up-tempo nummer, hvor den ellers tilbagetrukne growlede vokal synes at krybe lidt længere frem og sætter lidt energi i nummeret, så det får en svagt duft af rock i det ellers ultra-doomede udtryk pladen besidder. Serpentine Paths musik er fed, når der lige sker lidt mere i musikken, hvad end det er en skæv lead eller flere anslag på instrumenterne. Og det gøres sådan set uden, at det skal ses som et kompromis til ønsket om at være tungt, obskurt og doomet. For den del lykkes bandet stadig med.
Derfor føles det desværre for denne anmelder som om, at de mest doomy og langsomme numre er lavet for ekstremitetens skyld. Og det er synd for ørerne elsker lydbilledet, og hvis bare skivens godt 40 minutter ikke havde haft ca. 15 minutters decideret kedsomhed i langstrakt tempo, så var der blevet råbt op med de helt store ord i denne anmeldelse.
- og ja, det vil være helt på sin plads med den typiske kommentar om at anmelderen ikke har forstået musikken. For det er sandt - kun lige under 2/3-dele giver mening her i stuen.
Så døm selv: