Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ikke en revolution, men...

Populær
Updated
Ikke en revolution, men...
Ikke en revolution, men...
Ikke en revolution, men...
Ikke en revolution, men...

Så længe tempoet er højt, kører Shotgun Revolution den helt rigtige vej med deres debutplade.

Titel
Join the Revolution
Dato
26-08-2010
Distributør
Genre
Trackliste
1. I Don't Care
2. Constantly
3. Bleeding
4. Hopefully
5. Not Your Enemy
6. The Big Mistake
7. Cocaine Cowboy
8. Dead Inside
9. Slipping Away
10. Fire in Your Eyes
11. What You're Doing to Me
12. The Last Goodbye
13. Flipside
Forfatter
Karakter
4

Københavnske Shotgun Revolution forsøger på en ganske enkel måde at beskrive sig selv med følgende sætning: "Vi har ikke opfundet den dybe tallerken, vi gør den bare lidt dybere". Og det er som sådan ikke helt forkert, men heller ikke helt rigtigt. (Og her vælger anmelderen den lette vej og både bruger og misbruger pressematerialet).

Men den omtalte rocktallerken er ikke blevet dybere, for det ville være det samme om at sige, at tallerknen bliver et forbedret produkt, og det sker trods alt ikke. Til gengæld kommer Shotgun Revolution rundt i alle afkroge af tallerknen, og uanset om de fisker lige ved overkanten eller helt i bunden, så gør de det fremragende. Altså ikke nyskabende eller genreudvidende men snarere umådeligt kompetent, og 'Join the Revolution' er et glimrende album og et velkomment bidrag til den danske rockscene.

Først og fremmest er det ret pågående (godt hjulpet af en ganske massiv lyd), og man får hurtigt fornemmelse af et band, der kan sparke den onde numse liv.

Men de kan også skrive gode sange. Man bliver hurtigt tilfredsstillet af store mængder levende guitarer og en svingende rytmesektion, der ikke er bange for at spille både tungt og let, og have melodi såvel som en centrering omkring groovet. Faktisk glemmer man ofte, at der er en medrivende og karismatisk sanger i forgrunden, fordi instrumenterne fungerer så godt sammen.

Eneste anke mod topkarakter for denne rigtig gode plade er den lidt irriterende vokal i introen, og så at balladerne virker som fyld, ligesom de egentligt ikke bidrager med noget – både når der tales om intensitet, sangskrivning og indlevelse er det simpelthen bare meget mere vedkommende, når tempoet er højt og bliver serveret uden forbehold.