Fis i en doomlygte!
Populær
Koncerten med Shrinebuilder var et sonisk virvar af fire forstyrrende egoer, der resulterede i festivalens dårligste koncert.
Det kunne næsten ikke være anderledes, at et af de navne, man havde set mest frem til på Roadburn, måtte være gigantkvartetten i Shrinebuilder. Bandet, der består af det ene stornavn efter det andet – læs: Scott "Wino" Weinrich, Al Cisneros, Scott Kelly og Dale Crover – skulle have spillet på sidste års festival, hvor der dog kom en askesky i vejen, så som førstegangs tilrejser til Tilburg var man blot dét mere begejstret for alligevel at komme til at opleve denne imponerende amerikanske line-up.
Og den forventende begejstring var skam kvalificeret. Bandet udgav nemlig for to år siden deres første selvbetitlede plade, der overraskede med at være vildt samhørig til trods for de fire forskellige musikeres stilarter. Pladen gav plads til fire musikernes respektive egensignaturer uden at det forstyrrede pladens helhedsbillede. Kort sagt er det en killerplade af et sejt, tungt doom-monument.
Langt under Roadburn-niveau
Samhørigheden var dog ikke-eksisterende i liveregi. Når alt kom til alt, var der virkelig ikke meget at komme efter. Bevares, med disse fire legendariske undergrundshelte på plakaten, får man jo næsten selvsagt kriller i pikken over en guitarsolo hér samt sommerfugle i maven over en ond vokal dér, men det helhedsbillede, man sidder tilbage med af Shrinebuilder som gruppe, er der i virkeligheden ikke noget positivt at skrive om.
Det eneste tidspunkt, man fornemmede en forståelse medlemmerne imellem, var under sidste sang, hvor slutningen af den meget OM-agtige 'Blind for All to See' faldt nogenlunde på plads. Den sang sluttede koncerten af, som man i virkeligheden håbede, at den ville have startet. For selv herfra var der langt op til et doom-niveau, der bare nogenlunde kunne følge med de fleste andre navne på årets festival.
Festivalens eneste dårlige lyd
Det var også besynderligt med lyden. Med en festival, hvor lyden generelt er så piskende god, at man næsten ikke tror, det kan være sandt, kan man ikke lade være med at spekulere over, hvorfor netop Shrinebuilder var det eneste af alle festivalens navne, der havde decideret dårlig lyd. Det tydede på, at der bag det soniske tæppe gemmer sig fire egoer, der hver især tænkte mere på sit eget instrument end på gruppens helhedsudtryk. Det var i hvert fald det indtryk, man som publikummer stod tilbage med.
Den eneste positive overraskelse ved koncerten var, at der blev plads til en ny sang på sætlisten, der angiveligt hedder 'Nagas 1 & 2'. Selve nummeret forsvandt lidt i den dårlige lyd, så kvaliteten af det, tør der faktisk ikke helt siges meget om. Men om ikke andet, kan man da så glæde sig over, at der kan komme endnu et udspil fra bandet. For i liveregi er Shrinebuilder i hvert fald ret ligegyldige.