Supergruppens supergenbrug
Populær
All star-orkestret Sinsaenum sætter fede facitstreger under, at en plade ikke per definition bliver fantastisk, bare fordi man indspiller den sammen med sine nye rockstjerne-venner.
2. Final Resolve
3. Sworn to Hell
4. I Stand Alone
5. Rise of the Light Bearer
6. Manifestation of Ignorance
7. Sacred Martyr
8. My Swan Song
9. Nuit Noire
10. Insects
11. Forsaken
Prædikatet ”supergruppe” vil altid være et tveægget sværd. Blot fordi man sætter en håndfuld ekstraordinære, højtbesungne musikere i et studie sammen, kan man ikke per automatik forvente, at slutproduktet bliver så ”super”, som de enkelte medlemmers hidtidige meritter lægger op til. For hver Down-, Bloodbath- og Heaven & Hell-udgivelse vi henrykkes over, bliver vi også tvangsindlagt til at lytte til udgivelser fra Superjoint, Hellyeah og Killer Be Killed. Og så er der bandene i midten, som Fantomas, der flyder rundt i et spændingsfelt mellem sublimt og suspekt. Og i denne kategori finder vi også Sinsaenum.
Sinsaenum er Dragonforce-guitarist Frederic Leclercqs hjertebarn, hvor han kan få afløb for sine dødsmetalliske tendenser. Til at hjælpe sig med det har han blandt andet inkluderet tidligere Slipknot-trommeslager Joey Jordison, Dååth-forsanger Sean Zatorsky og, i hvert fald på papiret, multivokalisten Attila Csihar, bedst kendt fra Mayhem. Her har vi supergruppens første svaghed: når ét af medlemmerne lige skal noget andet den dag og ikke rigtig har tid til at være super med sine supervenner. Attila Csihar er, grundet andre forpligtelser, reduceret til en fodnote bagerst i optagelserne på bandets nyudgivne anden plade, ’Repulsion for Humanity’, og de ekstra facetter, hans stemme kunne have tilført pladen, kunne uden tvivl have gjort produktet en anelse mere interessant, end det er endt med at være.
Stilmæssigt spiller bandet amerikansk dødsmetal med både thrashede og black metalliske elementer, der minder ualmindelig meget om Misery Index, når der fra tid til anden bliver skruet op for tempoet, som i titelnummeret og ’Sacred Martyr’, hvor Jordison og Zatorsky laver nogle helt hæderlige parodier på Jason Netherton og Adam Jarvis. Der er, indlysende nok, lavet rigeligt med plads til Leclercqs soli og fraseringer over hele pladen, og resten af pladsen forrest i feltet er overladt til Zatorskys vokaler, der er tilpas simple og let dechifrerbare til, at man med tre gennemlytninger og lidt øvelse godt kan råwe med på et omkvæd eller to.
Problemet for ’Repulsion for Humanity’ er bare, at der er for langt mellem de lyse ideer og de nye elementer i musikken, til at det ikke hurtigt bliver kedeligt. Man får hurtigt fornemmelsen af, at man lidt har hørt det hele før. Pladens første par numre vækker interessen, men man tager hurtigt derefter sig selv i at begynde at fokusere på alt muligt andet omkring sig. Musikken lyder for genbrugt til, at det egentlig er interessant. Albummet er solidt håndværk, men det er ikke nogen, der bliver imponeret over et hus, der er bygget fuldstændig identisk med naboens, uanset hvor solidt det så er bygget, og der er heller ikke rigtig nogen grund til at blive imponeret af ’Repulsion for Humanity’, for alle pladens elementer er velkendte og til tider fortærskede. Selv når Sinsaenum i ’My Swan Song’ og ’Nuit Noire’ tager favntag med deres black metal-inspirationer, kommer det også til at lyde en smule bedaget og kedeligt. Vi har hørt det så mange gange før.
Et album på henved en times tid, hvor i hvert fald halvdelen af numrene er glemt, så snart de er hørt, tigger om at blive skåret ned, skåret til og gået igennem med tættekammen. De har Sinsaenum ikke rigtig gidet, for de er jo ”super” i forvejen. Og det har resulteret i en plade, der ikke nødvendigvis er dårlig. Bare lidt ligegyldig.