Tilbed troldmanden
Californisk stoner doom med britisk mudder på kjortlen.
2. Sadomancer
3. Shadow Heathen
4. Receptor Antagonist
5. Aetheronaut/Permadose
Electric Wizard har ikke levet forgæves. Som vi skrev forleden, da vi fejrede Dopethrones 20-års jubilæum, har den plade i den grad dannet skole for stoner-bands, der ikke gider fise rundt i ørkenen men i stedet vender blikket mod sumpen.
Sådan et er debutanterne fra californiske Somnus Throne, for selvom de kommer fra den solbeskinnede stat, er det Englands sydkyst, man kan høre i deres lodne doom.
Linjen mellem hyldest og plagiat
Somnus Thrones fem numre og en intro lange debut-plade er tung som bare fanden og bevæger sig i det tågede og røgfyldte stoner doom-territorium med tung og distorted guitar og en narkotisk Ozzy-vokal.
Fra start af kan vi lige så godt afklare, at der ikke er tale om noget nyskabende som for eksempel britiske Green Lung, der formåede at skabe en forunderlig grøn lyd i deres take på stonerdoomen. Det er derimod ganske kulsort, det vi har med at gøre. Det betyder dog ikke, at der ikke er noget at komme efter.
Sammenfletningen af deres indflydelser er nemlig både velspillet og veludført, og selvom Electric Wizard spiller en stor rolle, møder vi allerede på ‘Shadow Heathen’ en anden lyd. Her mødes vi af reminiscenser af Al Cisneros på ‘Sleep’s Holy Mountain’, inden Somnus Throne vender blikket mod himlen og drager langt ud i et psykedelisk jam-ridt gennem stjernetågerne, hvor de på bedste vis får blandet syretrippede Beatles-guitarer med en solid tyngde.
Linjen mellem hyldest og plagiat er skarpt trukket op, og selvom man tydeligt fornemmer Somnus Thrones kærlighed til kæmperne, er pladen deres egen og emmer af respekt og friske ideer.
Fuld plade i variation
‘Somnus Throne’ indeholder kun fire reelle numre, og de fire spreder sig over hele skiven. Hvor ‘Sadomancer’ er tydelig Wizard-worship, og ‘Shadow Heathen’ tog os ud i rummet og bød på et dovent galopperende tempo krydret med en sublim syrerock-solo, viser anden halvdel af pladen sig fra andre vinkler. ‘Receptor Antagonist’ virker primært som et skalkeskjul for at riffe derudaf i ti minutter, mens den sløve vokal ligger over balladen som messede den et mantra med det formål at drage os ind i guitarens og bassens dronede univers. Det fungerer, og nummerets meditative kvaliteter afbrydes kun af slutnummeret, den næsten 15 minutter lange ‘Atheronaut/Permadose’, der drysser rock i guitarlyden, inden de tunge trommer hamrer lytteren i ansigtet, og vokalen skrues over i Lemmysk grus i halsen.
Den dronede lyd fortsætter og vokalen varierer fra grus til skønsang, men overordnet set holder ‘Atheronaut/Permadose’ kursen som en supertanker i en lystbådehavn. Det er effektivt og tungt, men byder ikke på lige så meget spænding som de to første sange. Lyden af knust træ og ditto rige mænd i sejlersko er vidunderlig, men på et tidspunkt bliver selv dette til hverdag. Hvis de tre amerikanere smed mere af syrerocken ind lidt tidligere i dette track også, i stedet for at vente helt til sidst, ville det være helt perfekt. Som det står nu, er det bare smaddergodt.