Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Aalborgs fortabte sønner

Populær
Updated
unnamed (2)
unnamed (1)

Sons of Cain var en anomali på den Nordjyske musikscene. Efter 23 års pause giver støjrockbandet en række genforeningskoncerter i forbindelse med genudgivelsen af deres soundtrack til filmen 'Portland'.

Historien om Sons of Cain er på mange måder fantastisk. De opstod ud af Aalborgs smalle punkmiljø i halvfemserne og endte med at stå på randen af, hvad der kunne have været et internationalt gennembrud. 

Deres soundtrack til Niels Arden Oplevs film 'Portland' fra 1996 (som blev produceret af Peter Aalbæk Jensen og Zentropa) kunne i en perfekt verden være blevet bandets helt store gennembrud. Niels Arden Oplev instruerede senere blockbusteren 'Mænd Der Hader Kvinder', og flere af skuespillerne fra filmen, bl.a. Iben Hjejle og Ulrich Thomsen, er for længst slået igennem og blevet folkeeje.  

Sons of Cain valgte dog at gå i opløsning, kort efter at filmen havde premiere. Den korte levetid til trods, formåede de at blive Aalborgs vel nok bedst kendte hemmelighed. 

I år genudgives deres ikoniske numre på vinyl og bandet spiller i den anledning en række eksklusive koncerter. 

Et band opstår  
Bandet startede i de tidligere halvfemsere i miljøet omkring Cafe 1000fryd, som var en smeltedigel af musikalsk kreativitet og gå-på-mod. Efter et nummer på compilation-LP’en 'Small Town Traumas', som bl.a. talte lokale åndsfæller som Married to a Murderer, udgav bandet en split-cd med terror-punkerne i Gargoyle – begge udgivet på do-it-yourself-pladeselskabet Drop Død. 

– Miljøet omkring 1000fryd var fantastisk. Det var en lille alternativ musikalsk oase midt i alt det polererede og pæne, der var på det tidspunkt i Aalborg. Der var konstant koncerter med lokale og mange udenlandske bands. Uden det sted havde vi ikke eksisteret. Det var et frirum fra alt det konforme, og det var det mest kreative miljø, jeg har været en del af. Det sted har gjort en kæmpe forskel, fortæller Per Silkjær (trommer og vokal) om starten på bandet.

– Den første, jeg faldt i snak med, da jeg begyndte at våge mig ned på 1000fryd, var Frank (guitar). Vi begyndte hurtigt at hænge ud sammen, og igennem ham blev jeg introduceret til alle i miljøet. Her mødte jeg også Michael (bas). Sideløbende havde Søren (guitar) og jeg, sammen med bassisten Martin Hornstrup, et punk/new wave band der hed Dizzy in the Head, og vores største ønske var at spille på 1000Fryd. Da Martin Hornstrup skulle flytte til København for at læse, havde Søren, Frank – som var kommet med i Dizzy som rytmeguitarist – og jeg brug for en ny bassist, og vi blev enige om at spørge Michael. Han sagde ja, og så var vi sådan set samlet, men vi hed stadig Dizzy In The Head. Søren og jeg syntes dog, at vi havde brug for et nyt navn, siden musikken var ved at tage en drejning væk fra det punkede new wave, vi spillede.

Lyden 
Sons of Cain skrev intelligente sange, som ikke kun var nøgne og kompromisløse, men også stemningsfulde og forførende. De havde et brutalt, tungt og dystert udtryk, som samlede trådene fra engelske bands som Godflesh og Killing Joke sammen med bølgen af monolitiske rockbands fra Amerika såsom Neurosis. Der var noget mekanisk og industrielt i deres lydbillede, men tillige en underliggende og yderst menneskelig følelse af fortabelse, som smagte bittert af britisk post punk som Joy Division og the Cure. 

– Da det amerikanske band Neurosis spillede på 1000fryd på deres 'Souls At Zero'-tour i 1990, var det et klart vendepunkt for os. Det var til den koncert, vi fandt ud af, at vi skulle spille tungt og langsomt. Alt ændrede sig fra dagen før koncerten til dagen efter. Så man kan roligt sige, at Neurosis motiverede os til at blive Sons Of Cain, fortæller Per Silkjær om inspirationskilderne til Sons of Cains dystre lyd

Live før og efter 
De af os, som var så heldige at opleve bandet live, kunne ikke undgå andet end at blive blæst bagover af bandets intensitet på scenen. De balancerede på den fine linje mellem støj og stramhed, og de gjorde det med et udtryk, som ikke var umiddelbart genkendeligt som hverken metal, punk eller hardcore, hvilket på det tidspunkt var uhørt i det nordjyske. Deres gendannelseskoncert på Skråen sidste år viste, at der stadig er energi og intensitet, men hvordan har det været at gå på scenen sammen efter så mange år?

– Jamen vi havde jo et par øvesessions før koncerten som opvarmning for Kellermensch på Skråen i Aalborg, og der blev det hurtigt klart, at vi havde gnisten endnu. Det var fedt at mødes igen efter så mange år og spille de numre, ja, bedre end dengang. Det var fedt at dele alle minderne fra dengang, alle anekdoterne, som vi hver især havde glemt. Det var fedt at gennemgå alle de minder på godt og ondt. Og da vi gik ind på scenen i Aalborg, blev det virkelig magisk. Vi har en vis historie med Kellermensch, og da vi varmede op for dem, var det, som om alt faldt på plads. For os fire at stå på en scene sammen igen, var meget specielt og fantastisk.

Portland
Niels Arden Oplev er ikke en ukendt størrelse i den hårde del af Danmarks musikmiljø. I 1997 stod han bag dokumentaren 'Headbang i Hovedlandet', som er blevet en kultfavorit. Med film som 'Drømmen' og 'Mænd der Hader Kvinder' har han vist sin sympati med outsideren. I forbindelse med Sons of Cain er det mere end passende.

– Jeg tror nok vi hørte om det på 1000FRYD, fortæller Per om bandets møde med instruktøren.

– Der var en instruktør, der havde brug for et band til en film, og vi syntes, det lød interessant. Meget hurtigt blev der arrangeret en aften på 1000fryd hvor 10-12 lokale bands, de fleste tilknyttet 1000fryd, stillede op og spillede 3-5 numre. Instruktøren ville så sidde blandt publikum og lytte. Det var jo egentlig en slags audition, men det endte med at blive en fed koncert aften med meget blandede genrer. Jeg tror, jeg spillede i fire af bandsne, og Søren og Michael var også gengangere, så vi var dækket godt ind. Tilfældighederne ville, at Sons of Cain spillede sidst, og da vi endte den korte koncert, strøg en mand med vildt eksploderende hår ned foran scenen og sagde: "Fuck, det var fedt! Nu ved jeg, hvordan filmen skal se ud!" Og så var vi simpelthen bandet i filmen 'Portland'.

Om de tanker bandet gjorde sig om at skulle levere et soundtrack til et filmprojekt af den størrelse, husker Per Silkjær:

– Som udgangspunkt havde vi ingen tanker gjort os overhovedet om det at være med i en film. I starten skulle vi jo bare medvirke i nogle scener som et husband i rockertypernes klub, men Niels Arden Oplev fik hurtigt den ide, at vi skulle levere hele filmens bærende soundtrack. Da den beslutning var blevet taget, begyndte vi at øve versioneringer af de af vores numre, der skulle med i filmen. Det foregik ved, at vi fik nogle scener af Niels, som vi så udregnede nogle click-tracks til, da scenerne jo var med en start og en slutning. Så havde vi et sort/hvidt tv og en videoafspiller med et videobånd med den pågældende scene, hvor click-tracket var redigeret ind på videobåndet, som vi så stod og spillede til oppe i øveren. 

– Alle de numre vi brugte i filmen havde vi egentlig  indspillet og udgivet én gang før på en split-cd, der hedder 'Versus' med vores venner fra Gargoyle, som også var tilknyttet miljøet omkring 1000fryd. Dog med undtagelse af det nummer, der hedder 'Portland'. Det nummer skrev vi direkte til filmen. Arden havde brug for et nummer til afslutningsscenen, så vi gik i øveren og byggede et nummer op omkring en guitarfigur, som Søren fandt på. Nummeret skulle passe nøjagtig til scenen, altså fra et vist indpunkt til et vist udpunkt. Vi prøvede nogle forskellige ting og havde keyboard på, spillet af vores gode ven Henrik 'Fletch' Nielsen. 

– Da vi havde en version, vi syntes passede til scenen, ringede vi til Arden. Jeg tror, at han dagen efter tog et fly op til Aalborg for at høre os spille nummeret i øveren. Vi spillede sangen for ham, mens han indgående lyttede og fulgte med på monitoren. Efter første gennemspilning sagde han ordret: "Drop klaveret og spil nummeret langsommere!" Det gjorde vi så, og da vi var igennem nummeret anden gang, udbrød han: "Der var den! Sådan!" 

– Niels var meget med i hele processen, og det var en stor fornøjelse og en kæmpe oplevelse at arbejde sammen med ham. 

Tilbageblik 
– Når man tænker tilbage på det, var det jo en kæmpe præstation af et band, der var helt under radaren. Vi blev pludselig flået ud af kuvøsen og skulle indgå i et mega maskineri, vi intet forhold havde til eller egentlig helt kunne forstå. Der var mange ting, vi pludselig skulle forholde os til for ikke at gå på kompromis med vores holdninger til vores eget image og udtryk og om sponsorering af vores musik. Vi var til møder med folk, der ville alt muligt med pladen. Det var sgu en stor mundfuld for fire Aalborg-knægte, der bare ville lave noget tung tråd. Men vi havde et fast anker i Niels Arden. Han var der sgu altid med "råd og vejledning," for nu at bruge en af replikkerne fra filmen.

Pladeselskabet Indisciplinarian, som er drevet af musikeren Jacob Krogholt, har udgivet en række kvalitetsplader med prominente danske bands som black metal-bandet Orm og Per Silkjærs vanvids-duo Fossils. Krogholt selv er udtalt fan af bandet, noget han i øvrigt har til fælles med bl.a. bandets live-guitarist Sebastian Wolff fra det majestætisk dystopiske Kellermensch. 

– I 2013 spillede Simon og jeg som Fossils i Esbjerg, og Sebastian var den lokale lydmand. Jeg havde talt med ham før og mødt Kellermensch og var klar over den historie, vi havde med dem. Kort fortalt startede nogle af folkene i Kellermensch med at spille Sons of Cain-numre for ligesom at lære at spille. Det var før, de dannede Kellermensch, fortæller Per Silkjær om processen, der førte frem til pladen 'Re: Sons of Cain', de blev udgivet på Indisciplinarian i efteråret 2018. 

– Vi snakkede om hele den historie og om, hvordan de havde spillet koncerter, hvor de havde spillet vores numre for et publikum, der var kommet for at høre dem. Så spurgte jeg Sebastian, om vi ikke skulle spille nogle koncerter sammen, hvis jeg kunne få de andre i Sons of Cain med på ideen. Det var han med på. Så udkom deres plade 'Goliath' med singlen 'Bad Sign', som virkelig betyder noget for mig, et par år senere, og jeg skrev til Sebastian for at ønske ham tillykke med singlen og minde ham om, hvad vi havde snakket om tilbage i 2013. Et par uger senere meldte han tilbage og tilbød os en Danmarks-tour med Kellermensch over seks dage. Af forskellige årsager kunne vi kun spille det ene show i Aalborg.

– Fossils er på Indisciplinarian, og jeg spurgte Jacob Krogholt på et tidspunkt, om han ville være med til at genudgive sangene som et selvstændigt værk. Det ville han gerne, men på den betingelse, at vi også spillede nogle release shows i forbindelse med udgivelsen. Det er noget af et sats at udgive en plade, der blev indspillet for 23 år siden. Vi var sådan set alle klar på ideen, men Søren måtte desværre melde fra, så vi måtte jo finde en værdig afløser for ham. Derfor faldt det naturligt at spørge Sebastian, da der var denne direkte forbindelse mellem Sons of Cain og Kellermensch og det var, som om brikkerne faldt på plads, da han sagde ja. 

Opløsning og eftermæle
For et band kan det være både en velsignelse og en forbandelse at finde frem til det ultimativt intense udtryk forholdsvis hurtigt i karrieren. Kreativitet og inspiration kan være flygtige størrelser, og Per fortæller om bandets bevæggrunde for at gå i opløsning i 1995:

– Vi gik i opløsning kort efter filmens premiere. Der var simpelthen ikke mere kreativ kraft tilbage i bandet. Selvom det havde fantastisk at være en del af 'Portland', havde det også været krævende og til tider ret opslidende. Vi strandede jo også ligesom i vores egen musik. Husk på, at de fleste numre, der var med i 'Portland', allerede var udgivet på en split-cd med Gargoyle. Vi kom til at sidde fast i de samme numre i for lang tid, og det kan simpelthen være dræbende for kreativiteten. Vi mistede gnisten og lysten, så vi lukkede bare ned.

Sons of Cains kraftfulde og unikke udtryk kom fra hjertet, hvilket formåede at inspirere en masse mennesker.  

– Da vi gik i opløsning kort efter filmens premiere, var jeg stort set den eneste, der fortsatte med at spille i bands. Søren begyndte at lave noise som Ultimate Combat Noise, Michael spillede lidt i et par bands og blev lærer, og Frank blev teaterteknikker og lydmand. Jeg flyttede til Århus med min familie og havde egentlig opgivet at spille mere, men hurtigt kom jeg med i et band, så to og siden tre. Når jeg var ude at spille, var der næsten altid en eller anden, der kom hen til mig og spurgte, om jeg ikke havde spillet i Sons of Cain. Det blev faktisk ved gennem alle årene frem til nu, fortæller Per Silkjær.

– Jeg har oplevet, at helt fremmede kom hen og fortalte, hvor meget de sange, vi spillede i Sons of Cain, havde betydet for dem. De fortalte mig ting, som at sangene havde reddet én ud af depression. Flere fortalte mig dybt personlige ting om, hvordan sangene havde fungeret som vendepunkter i forbindelse med alkohol- og stofmisbrug. Det var ret stærkt at høre de udmeldinger, og det gjorde et dybt indtryk på mig. Yderligere fandt jeg ud af, at flere bands også havde været inspireret af vores musik. Jeg havde aldrig selv sluppet de sange og vendte altid tilbage til dem over årene, men at høre om folks oplevelser og liv, der havde snoet sig ind i vores sange, var det, der lagde kimen til ideen om at mødes igen og se, om vi kunne ramme tonen efter 23 år.

Sons of Cain formår at være indbegrebet af et Aalborg band, samtidig med at deres udtryk er universelt nok til at kunne appellere til et internationalt publikum. De spejler på mange måder den gamle arbejder-mentalitet og den hårde hud på de grove hænder. De giver lytteren associationer til mørke, regnvåde gader omkring midtbyen, men også til larmen fra den gamle industri og tung røg, der langsomt bliver nedbrudt i stratosfæren. De er en del af byens kulturarv, og fredag d. 30 novemberspillede de på 1000fryd for sidste gang. 

Fredag d. 14. december spiller de deres uigenkaldeligt sidste koncert på Musikcaféen i København. I hvert fald i denne omgang.